Akhnaton

Når men læser bogen Akhnaton, af den ægyptiske forfatter og nobelpristager Naguib Mahfouz, så får man lyst til at vide mere om denne Akhnaton – og hans tid i Ægypten.

Akhnaton var ægyptisk farao i det 18. dynasti, det Nye Rige, født ca. år 1370 f.kr. og regerede i årene ca. 1353-1335 f.kr. (Nogle steder er regeringsperioden sat 1364-1347).
Han var søn af farao Amenhotep III der regerede ca. 1391-1353 - og denne første hustru og dronning Titye.

Akhnatons udseende har tilsyneladende ikke været helt normalt efter datidens normer. Han har vist set lidt kvindelig ud, og har haft en stor mave og store lår. Hans udseende kan skyldes en arvelig sygdom (Merfans).

Da hans far Amenhotep døde kom Akhnaton på tronen, - muligvis havde han været medregent i et år.

Akhnaton forsøgte i sin regeringsperiode at ændre det ægyptiske folk tro, fra det, at tilbede mange guder, til kun at tilbede én gud.

Hidtil havde man i Ægypten tilbedt flere guder med Amon, skaberguden, Thebens lokale gud, som hovedgud - og med et stort og stærkt præsteskab, - et præsteskab som nærmede sig at være en konkurrent til det herskende styre.

Nu forsøgte Akhnaton at indføre Aton (solen) – nogle steder kaldet Aten - som den eneste gud.
Akhnaton kaldes derfor ofte den første monoteist. Aton religionen omfattede et evigt liv efter døden, men nu ikke længere gennem dødsguden Osiris.

Aton vises ofte som en lysende solskive, med lange solstråler der afsluttes hænder. Af og til har en af disse hænder et Ankh-kors i hånden, symbolet på liv. Men Ankh-korset ses også i hånden på flere andre af Ægyptens guder.

Akhnaton byggede en ny hovedstad i Hermopolis, ved breden af Nilen. Den ny by bestod af en Nordby og en Centralby, forbundet med en ca. 50 meter bred processionsvej. I Centralbyen lå et lille og et stort Aton tempel samt hoved paladset. Byen fik navnet Akhet-Aton, hvilket betyder Solens horisont. (i dag Tell el Amarna).

Akhnaton hed oprindeligt Amenhotep-Neter-Hequa-Wast (Amon er tilfreds guddommelig hersker over Theben) og blev indsat som farao som Amenhotep IV, men han ændrede sit navn til Uan-Ra-Akhnaton, hvilket skulle betyde ”Den der er nyttig for Aton” - ”Atons ånd” eller ”Atons tjener”.



Akhnaton giftede sig med Nefertiti (Nefertiit/Nofretete) ”den smukke er kommet”, der menes at have været datter af en embedsmand ved hoffet, ved navn Ay.
Nefertitis mor er ukendt, men hendes stedmoder eller amme menes at have heddet Ti.

Nogle mener at Nefertiti var en mitannisk prinsesse, der var gift med Akhnatons far – andre mener at hun var datter af Akhnatons far og altså halvsøster til Akhnaton.



Ægteskabet beskrives af de fleste som værende harmonisk – ja ligefrem idyllisk. Dog er der noget der tyder på at Nefertiti ender med på en eller anden måde at blive udstødt eller falde i unåde i Aknatons sidste år.
Blev hun udkonkurreret af en anden? Sidehustruen Kiya?
Meget tyder dog på at Nefertiti levede da Akhnaton døde.

Alle kender den smukke bemalede buste af Nefertiti, den blev fundet i et billedhuggerværksted i al-Amarna i 1912.

Akhnaton og Nefertiti var de eneste to der måtte tilbede den eneste sande gud Aton direkte, - folket skulle tilbede Aton gennem Akhnaton. Der var altså tale om en slags treenighed mellem Aton – Akhnaton og Nefertiti.

Akhnaton forfattede også hymner til Aton, hymner der minder en del om Salomons Højsang. Desuden skrev Akhnaton en bog om Atons virke i verden, - kaldet Aton-hymnen, bogen kan til en vis grad sammenlignes med Bibelen.
I en af Akhnatons hymner beskrives verdens skabelse således: Hvor mangfoldigt er ikke det du har skabt, skønt det er skjult for menneskets ansigt, du, eneste gud uden nogen ved din side! … Du skaber årstiderne for at dine skabninger kan leve. Vinteren for at køle dem, sommerens glød så de kan mærke din fylde,

Det lykkedes ikke for Akhnaton at få indført den eneste sande gud.
Amon præsteskabet var ham for stærk en modstander, og det Ægyptiske folk havde det lidt vanskeligt ved at forstå, at man efter generationer af forfædre, der havde tilbedt flere guder, nu kun skulle tilbedes en gud.

Akhnaton kaldes af sine modstandere for ”kætteren” eller ”misdæderen fra el-Amarna”.

Hvordan Akhnaton døde vides ikke – nogle mener at han blev myrdet, andre at han blev syg og døde – atter andre at han blev fordrevet fra Ægypten.

Akhnatons hovedstad Akhet-Aton sank i grus efter Akhnatons død, - man har i 1880erne i byens ruiner, fundet et kongeligt arkiv, med hundredvis af lertavler, der går flere generationer tilbage.


Efter Akhnatons død (ca. år 1335 f.kr.) fik hans søn Tut Ankh Amon – der kun var 9-10 år, regeringsmagten, og man indført igen den gamle Amon religion.
Hovedstaden blev nu Memphis - og Amons præsteskab var igen glade.
Tut Ankh Amon blev kun 17-19 år. Oprindeligt hed han Tut Ankh Aton, men det gik jo ikke, så det fik Amon præsteskabet hurtigt lavet om på.
Han regerede ca. 1335-1323 f.kr. Han blev gift med Ankhesenpaaten, en datter af Akhnaton og Nefertiti.

Ved Tut Ankh Amons død – og begravelse i Kongernes Dal, går arvefølgen næsten i stykker.
(Hans grav blev fundet i november 1922)

Tut efterfølger var Ay, den kongelige rådgiver og Nefertitis far. Han var nu en ældre mand.
Og da Ay dør, er det Akhnatons tidligere hærfører Horemheb, der kommer på tronen.

Nogle steder nævnes det var Akhnatons søn Seth også har været regent, under navnet Smenkhkare, - men at han blev dræbt i kamp om tronen mellem ham og hans lillebror Tut.

Atter andre mener at regenten Smenkhkare var gift med Akhnatons datter Meritaten, og at denne svigersøns fulde navn var Nefer-refru-aten, og at han i nogle år var Akhnatons medregent.

En hel fantastisk historie vil gøre regenten Smenkhkare til dronning Nefertiti i forklædning. Fakta er, at personen Smenkhkare er en gåde.

Det menes at Akhnaton og Nefertiti havde seks biologiske børn, - der alle var piger.
Den ældste af dem var prinsesse Meritaten – så kom Meketaten, dernæst Ankhesenpaaten.
Meketaten døde, til forældrenes store sorg, som barn.

Men Akhnaton menes desuden at havde haft de ovennævnte to sønner, Seth og Tut, der - for at få ret til tronen, fik status som Nefertitis sønner…

Der er en historie om at Akhnatons søn Seth (regeringsnavn Smenkhkare?) var søn af Akhnaton og hans mor, en anden teori er, at Seth var Akhnatons bror, - eller halvbroder, - og at han var far til Tut …
Andre mener af Nefertitis medhustru Kiya var moder til Tut.
Eller … at Tut – som Seth, var bror til Akhnaton –
Eller … at Tur var Akhnatons nevø og / eller svigersøn, gift med Akhnatons datter Ankhesenpaaten.

Det er muligt at Jødedommen er en arv fra Akhnatons tro på den ene eneste gud, - og at kristendommen fra Akhnaton har arvet treenigheden.

Prøv at læse:
Nefertiti - Dødebogen ... af Nick Drake ... En historisk krimi, hvor politimanden Rahotep skal efterforske sagen om den forsvundne Nefertiti.
Josef og hans brødre ... af Thomas Mann

Aristoteles

Græskfilosof, logiker og naturforsker. (384-322f.kr.)

Født 384 f.kr. i Stageira (nær Saloniki) i Nordøst Grækenland som søn af livlæge Nicomachus, ved kong Amynta den II.`s hof i kongeriget Makedonien.
Studerede i Platons (427-347) ”Akademi” i Athen – fra omkring 367og til Platons død i 347.
Dette Akademi var nok Europas første universitet – grundlagt 385.

Fra 347 til 343 rejste Aristoteles rundt i Lilleasien for at studere. Han boede nogle år i Asos.

I nabobyen herskede tyrannen Hermias, og Aristoteles giftede sig med hans adoptivdatter Pythias, med hvem han fik en datter, hvis navn ikke kendes. Da Pythias dør, lever Aristoteles sammen med sin slavinde Herpyllis, med hvem han får en søn, der opkaldes efter hans far Nicomachus.
Herpyllis bliver først frigivet fra slaveriet ved Aristoteles død og testamente.

Var, på opfordring af kong Philip II, af Makedonien, en af lærerne for dennes 13 årige søn Alexander, senere Alexander den store – fra omkring 343 – til omkring 340.

Grundlagde omkring 335 sin egen skole i Athen – Lykeion (græsk = skatkammeret). Skolen blev også kaldt den peripatiske skole, det græske ord peripatein betyder at spadsere, og det var en græsk tradition, at forene det at tænke med det at vandre. Aristoteles gik og underviste sine elever i Lykeions søjlegange. Lykeion lå i en lille lund helliget Apollo nordøst for Athen.

Aristoteles forlader Athen 323 – muligvis på flugt for de ny magthavere, der ikke brød sig om folk der havde Makedonisk baggrund, og rejser til Chalkis på øen Euboia, hvor han dør 322 f.kr.
Før han forlader Lykeion overlader han dets ledelse til sin ven gennem mange år, Theofrastos, der har ledelsen i de næste 35 år.


Aristoteles betragtes af mange som videnskabens fader, blandt andet fordi han samlede materiale om de emner der interesserede ham.

Desuden var han en slags ”opfinder” af biologi, retorik og psykologi –
Samtidig med at han definerede områder som etik, logik, statslære og metafysik.

For Aristoteles var lykken det højeste mål for mennesket, og med lykke forstod han at leve lykkeligt og klare sig godt.
For Aristoteles var det gode liv ikke noget som man kom let til, det var noget man konstant måtte kæmpe sig frem mod - eller kæmpe for at opretholde.

For at opretholde det gode liv – eller lykken - måtte man leve ud fra sin fornuft.
Man måtte bruge sin fornuft til at træffe de rigtige valg i livet.

Aristoteles var klar over at vi som mennesker har brug for hinanden, derfor bør vi også behandle hinanden med respekt.
Man kan ikke have et godt liv som eneboer.

Så kan man jo spørge, fandt Aristoteles så ud af, hvordan man levede et godt og lykkeligt liv?

Svaret er … vi ved jo alle, at der ikke findes en opskrift på et sådant liv, hvad der er et lykkeligt liv for dig, behøver nødvendigvis ikke at være et lykkeligt liv for mig.

Etik, som Aristoteles beskæftigede sig med, havde dengang en bredere betydning end den har i dag.
Dengang var etik læren om det gode ved alle tilværelsens aspekter, altså ikke kun ved det moralske.

Etik er imidlertid ikke en videnskab der kan måles på dets resultater, som f.eks. matematik eller fysik.
Alligevel har Aristoteles nogle gode råd, som vi kan benytte, når vi vil skabe os et lykkeligt liv.

Aristoteles lære omfattede ”den gyldne middelvej”, - et udtryk han skabte, og her nævner han en række dyder, som han mente man burde leve efter.
Man skal f.eks. undgå at være fej - man skal heller ikke være dumdristig, - men man skal være modig.
Man skal ikke være nærig, men heller ikke være ødsel, - derimod skal man være gavmild.
Når man vurdere et andet menneske skal man forsøge at være retfærdig i sin bedømmelse.

Det kunne lyde som om Aristoteles mente at et lykkeligt liv, var et liv levet i mådeholdenhed, altså hverken at overdrive noget eller underdrive – men netop finde den gyldne middelvej.
Og så er vi jo igen tilbage til, at et sådant liv nok vil være forskelligt fra menneske til menneske.

Her er det så at fornuften igen kommer ind i billedet.
Fornuftens fornemmeste funktion er den, at finde den moralsk rigtige måde at handle på.
Aristoteles mente at der altid var en moralsk rigtig måde at gøre tingene på.

En vares pris skal altid være retfærdig, altså hverken over eller under hvad der er rimeligt …

Hvis Folkekirkens Nødhjælp beder om hjælp, så er det ikke meningen at vi alle skal give 100 kr.
For den rige, der har økonomien i orden, og ikke savner noget i hverdagen, ville100 kr. nok være for lidt, - men for den fattige enke vil 100 kr. nok være for meget.
Her er det så at de begge, ved brug af deres fornuft skal afgøre, hvad der er den gyldne middelvej.

Så kan man spørge, hvorfor skal vore handlinger være styret af vor moral?
Er det udelukkende for vore medmenneskers skyld?
Her ville Aristoteles have svaret nej, - og have tilføjet, det er for vor egen skyld.

Vi kan nemlig kun leve et lykkeligt liv, hvis vi behandler andre mennesker godt.

Fornuften har også andre funktioner end at være vejleder for vor moral.
Aristoteles mente ganske enkelt, at netop det at vi har en fornuft, viser at vi er mennesker.
Mennesket er, i henhold til Aristoteles, et middelmådigt væsen mellem dyrene og guderne.

Aristoteles opdelte fornuften i to størrelser. Den praktiske – og den teoretiske fornuft.
De fleste af os benytter mest den praktiske fornuft, den gode sunde fornuft, der viser os de sande moralske dyder.

Den teoretiske fornuft er mere abstrakt og praktiseres af intellektuelle og filosoffer.

Et helstøbt menneske skal altså benytte sin fornuft i dagens arbejde – og om aftenen kunne fælde en tåre over et smukt digt.

Aristoteles havde et verdensbillede hvor jorden var centrum, og hvor sol, måne, planeter og stjerner cirklede omkring jorden.

Muslingeskallen som pilgrimssymbol

Hvad forstås ved en pilgrim?
Fra tidernes morgen har mennesket søgt mod udvalgte steder, - for at være ene - gøre bod og bede.

I den tidlige kristne kirke, særligt den katolske, var en pilgrim et menneske der drog af sted fra sit egent land, for at tage til et helligt sted i et andet land. Datidens turisme.

Korstogene havde bl.a. det formål at genåbne Det hellige Land for pilgrimme.

Hinduer valfarter til Ganges. Muhamedanere til Mekka, som er en af islams fem støttepiller. Jøderne til Grædemuren i Jerusalem.
Sådan har enhver religion steder, som anses for at være mere hellige end andre.

Selve ordet pilgrim kommer nok af det latinske ”peregrinus”, der betyder et menneske der er på et fremmed sted.

I middelalderen var det at tage på pilgrimsrejse en stor begivenhed, ikke mindst grundet transportmulighederne, eller manglen på samme.

En pilgrimsrejse kunne godt strække sig over flere år.

Dengang kunne man også, som en slags bod, i stedet for straf / eller som straf, blive pålagt at tage på pilgrimsfærd.

Men i forbindelse med reformationen i 1536 ophørte / afskaffedes en stor del af pilgrimsvandringerne.
Det var da kommet så vidt, at velhavende kunne skaffe sig syndsforladelse, ved at betale en ”professionel” pilgrim, for at foretage en besværlig rejse.

I dag – siden midten af 1990erne - er det så atter blevet ”moderne” at tage på store / lange eller små / korte pilgrimsvandringer.

De mindre pilgrimsvandringer er blevet en anderledes måde at gå i kirke på.

Pilgrimsvandringer er efterhånden blevet populær, og mange steder i Danmark arrangeres ”gåtur med Vorherre”.

Hvad gør at et sted bliver helligt?
Meget ofte er der knyttet en særlig hellig person til stedet, -
det kan f.eks. være en person, der har lidt martyrdøden.

Middelalderens tre vigtigste kristne valfartssteder var Jerusalem (Kristus), Rom (apostlen Peter) og Santiago de Compostela i provinsen Galicien i Nordspanien (apostlen Jakob).

Det er denne sidste – apostlen Jakob – der har fået muslingeskallen knyttet til pilgrimsrejser.
Muslingeskallen har ligefrem fået navn efter Jakob = Ibskallen, idet Ib er en dansk sammentrækning af Jakob.

Byen Santiago har også navn efter Sankt Jakob (Sankt Iaco).
Byen ligger tæt på Atlanterhavet, og på stranden lå masser af kammuslinger, noget som pilgrimme fra det indre Europa, anså som noget helt specielt, hvorfor en sådan muslingeskal kunne være et bevis på, at man havde været i Santiago.
I en muslingeskal blev der boret hul, og muslingeskallen kunne nu sættes fast på tøjet eller rejsetasken.

Ved apostelens grav i Santiago uddeltes små muslinger som souvenir.
Besøgende i Jerusalem hjembragte ofte en palmegren. Eller fik en palmegren på deres gravsten.

Nationalmuseet i Danmark – og mange lokale museer - har samling af Ibskaller, - en del af disse er fundet i sløjfede grave.
Man kan også finde gravsten, hvor på er afbilledet en Ibskal.

Ifølge en legende var Frankerkongen, den hellige romerske kejser Karl den Store (742-814)

den første, som gjorde en pilgrimsfærd til Skt. Jakobs grav i Spanien.

Et godt spørgsmål er så, hvordan apostlen Jakob, en bror til evangelisten Johannes, altså den ene af de to Zebedæus sønner, - hvordan skulle denne Jakob kunne være blevet begravet i Santiago i Spanien?

I Apostlenes gerninger (12:2) fortælles det, at kong Herodes Agrippa lod Jakob henrette med sværd, antagelig i påsken - i år 44.

Altså blev Jakob den første af Jesu apostle, der led martyrdød.
Skt. Jakob kaldes også for Jakob den ældre og Jakob den store. Hans helgendag er den 25. juli.

Der er imidlertid en legende der lader Jacobs døde legeme overføre til Santiago i Spanien, sejlende på en bred sten, fra Palæstina.
En anden legende fortæller, at Jakobs døde legeme blev ført til Santiago af Hermogenes og Philetus.
I den tidlige middelalder var sådanne sagn og legender nærmest det samme som historisk virkelighed.


Af andre meget besøgte moderne kristne pilgrimssteder kan nævnes:
Nidaros i Trondheim i Norge, med Olav den Helliges helbredende kilde.
San Giovanni Rotonda i Syditalien, med den i 2002 helgen kårede kapucinermunk pater Pio (1887-1968)
Irlands hellige bjerg Croagh Patrick (763 m.), opkaldt efter den irske helgen St. Patrick der i år 441 opholdt sig på bjerget i 40 dage. Skal helst besøges den sidste søndag i juli
Byen Fatima i Portugal, hvor Jomfru Maria i 1917 åbenbarede sig for tre børn.
Munkerepublikken på den græske halvø Athos, med sine 20 klostersamfund, - også kaldet Jomfru Marias have.
Paulinerklostret Jasna Góra i Czestochowa, Polen, med en ikon af den sorte madonna.
Canterbury Katedralen i Sydengland. Her var Thomas Becket (1118-1170) ærkebiskop, og blev myrdet i selve kirken i 1170 af fire af kongens ridder. Thomas blev kanoniseret 1173 - hans festdag er den 29.12.

Er en frimurer også en pilgrim?

I en af de frimureriske grader (VIII.) bærer brødrene en Ibskalle,

- disse brødre er altså en slags pilgrimme.
På deres vandring gennem den jordiske tilværelse, - og gennem de forskellige grader, burde disse brødre være nået frem til et mål.

(Hele jordelivet kan i øvrigt være en pilgrimsfærd mod det himmelske Jerusalem)
Muligvis vil disse brødre herefter være i stand til – på forskellig måde – at hjælpe andre frem mod dette mål.


Muslingen – og andre sammenhænge.
Ærkeenglen Rafael er – blandt andet – beskytter af vandringsmanden / pilgrimmen.

Legenden siger at Johannes Døberen brugte en muslingeskal til at øse dåbsvandet op med.
I Søndermarkskirken i Viborg er døbefonten en meget stor ægte muslingeskal.

Perlemuslingen er et Maria symbol, - for Maria gemte i sit skød ”en kostelig perle” (Kristus).
Perlen løsnede sig fra muslingen uden at dens væsen ændredes.
Kristus har derfor heller ikke brudt Marias jomfruelighed, ved at lade sig føde af hende.

Anna, Jomfru Marias mor, havde i barokken (1600-1750) også muslingen som symbol …
muslingen der gemmer en kost bar perle (Maria).

Birgitta, ”seersken fra Norden” 1303-1373,født på Finstagård i Uppland, Sverige, stifterinde af Vadstenaklosteret, ved Linköping, derfor også kaldet Birgitta af Vadstena, død i Rom, vises af og til som pilgrim med pilgrimsstav, pilgrims vadsæk og pilgrims hat med musling, - hun havde da også været i Santiago.

Venus (Afrodite) fødes af havets skum – stående på en muslingeskal - allerede på Pompejis freskomalerier.
Dette motiv er senere anvendt af adskillige kunstnere.

I kristen symbolik kan muslingeskallen være et billede på graven, der omslutter mennesket efter døden, indtil genopstandelsen.

Pave Benedikt XVI`s våbenskjold indeholder bl.a. en gul muslingeskal på rød baggrund.

Kirkefaderen Augustin skal som dreng have forsøgt at tømme havet med en muslingeskal.

Prøv at lytte til ”Pilgrimskoret” i Richard Wagners opera ”Tannhäuser”.

Bøger om emnet er der masser af, - her blot et par eksempler:
Pilgrimme og Pilgrimsrejser – Maria-åbenbaringen i Fatima - Pater Pio.

Johannes-Evangeliet

JOHANNES-EVANGELIET.

”Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.”

(Johannes 1. brev 4: 7-8)

Johannesevangeliet afviger fra de tre andre evangelier på mange områder.
Evangeliet forudsætter faktisk at man kender de andre evangelier, og synes derfor med vilje, ikke at bringe det stof som altså allerede er bragt, kun hvis man ønsker at korrigere.

Johannesevangeliet tegner også et andet billede af Jesus – Johannes er filosof. Johannes gør Jesus lidt større og lidt herligere.

Johannes gengiver Jesu taler på sin helt egen måde -
Man kan mærke, at Johannes har levet med disse ord i sit hjerte igennem et langt liv.

Nu - da han som gammel og blind fortæller – og lader sine ord nedskriver, lægger han muligvis lidt af sine egne tanker til -
Jesu ord og Johannes tanker bliver til et.

Johannes er den eftertænksomme – den store tænker - der har tænkt tankerne igennem, derfor kan han føre Kristus helt tilbage til tidernes morgen, - hvor han som Ordet - var hos Gud - og hvor alt blev til ved ham. (Johannes juleevangelium – Johannes 1:1-5)

Hvem var så denne Johannes? (Hebraisk = Yohanon)

Ja, evangeliet selv nævner ikke direkte hvem forfatteren er, men alt i evangeliet peger på at forfatteren er apostelen Johannes (21:20), "den discipel, som Jesus elskede", -
… og hvem var så det? … det var Zebedæus sønnen Johannes.

Jesus kaldte Johannes - og Johannes storebror Jakob - for ”Tordensønnerne” (Hebraisk = Boanerges), vist nok på grund af deres noget voldsomme temperament.

Forfatteren, apostelen Johannes, gør udtrykkeligt krav på, at han har været øjenvidne
(19:35).
Der findes sikre overleveringer om at han som gammel mand boede i Efesos, hvor han var Biskop i årene ca. 90-96 – og hvor han nedskrev sit evangelium – senest omkring år 100.

Kapitel 21:20-25, er muligvis en senere tilføjelse – her henvises til at Johannes blev – eller skulle blive - meget gammel.

Johannes stammede fra Galilæa, sandsynligvis fra byen Betsaida, hvor hans far Zebedæus var en ret velstillet fisker ved Genesaret sø, - så derfor var Johannes og hans storebror Jakob også fisker.

Man regner med at hans moder hed Salome, og at hun var en søster til Maria, Jesu moder (19:25), så Johannes var altså fætter til Jesu på mødrene side, - og dermed også i familie med Johannes Døberen.

Nogen større skoleuddannelse har Johannes næppe fået, - men som så mange andre blev han en discipel af Johannes Døberen, - indtil han mødte Jesu (1:35-39) og begyndte at vandre med ham, for senere at blive udvalgt til apostel (Luk. 6:12-16).

Der er år hvor man ikke kan følge Johannes spor, - men han indtræder i urmenigheden, og han omtales i Galaterbrevet som en af menighedens søjler –
desuden var han i Jerusalem ca. år 50 ved det såkaldte Apostelkonvent (Gal. 2:9).
Omkring år 70 slår han sig så ned i Efesos i det vestlige Lilleasien (nu Ephesus i Tyrkiet).

Oldkirkelig tradition gør Johannes til biskop i Asien med sæde i Efesos, - muligvis derfor forvises han senere til øen Patmos i Det Ægæiske Hav, - men får lov til at vende tilbage til Efesos.

I de omkring 25-30 år Johannes opholder sig i Efesos, er det at han begynder at skrive sin fortælling, - eller lade den nedskrive.
Forskellige ”sagn” fortæller, at Jesu moder Maria boede hos Johannes i Efesos.

Johannes dør, da vi er ved udgangen af det første kristne århundrede.
Nogle sætter hans dødsdag til den 27/12 på hans 100 års fødselsdag.

Jesus bliver korsfæstet omkring år 30.

Mattæusevangeliet er skrevet omkring år 50-68, og viser Jesus som den ventede Messias. Sikkert skrevet for de jødekristne – og muligvis skrevet i Syrien.

Markusevangeliet er skrevet omkring år 50-65, og viser Jesus som Messias der nu er kommet. Evangeliet er skrevet i Rom

Lukasevangeliet er skrevet omkring år 70 eller lidt senere, og viser Jesus som frelseren for alle. Lukas var jo heller ikke selv jøde, men en omvendt hedning.

Johannesevengeliet er skrevet inden år 100, og vises Jesus med evighedens øjne.

Johannesevangeliet er altså - efter den almindeligste opfattelse, skrevet en hel del år efter de andre tre evangelier og Johannes har med stor sandsynlighed læst dem, -

og så har han siddet og tænkt: "ja, rigtigt, sådan gik det til - jeg kan godt huske den dag".

Men, samtidig har der været noget som han syntes manglede i de andres historier, -
eller noget som han syntes, at han kunne udtrykke mere klart, -
og så er det, at han sætter sig og begynder at fortælle og lade nedskrive.

Jesu liv - korsfæstelse – død og opstandelse ligger 50-60 år tilbage i tiden - og den gamle Johannes giver sig god tid, når han ser tilbage på dengang og fortæller sin historie.

01:1 - 18 ....... Prolog "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud."
Med "Ordet" (græsk: Logos) mener Johannes: Jesu
01:19 - 34 ... Johannes Døberen bekender at han ”er én, der råber i ørkenen:
Jævn Herrens vej!”
01:35 - 51 ..... De første disciple kaldes
02:1 - 12 ... .. Det første under – brylluppet i Kana
02:13 - 25 ... Den første påske – Tempelrensningen i Jerusalem
03:1 – 21 … Jesus og Nikodemus
03:22 - 36 ..... I Judæa – Johannes Døbers sidste vidnesbyrd
04:1 - 42 ...... I Samaria – den samaritanske kvinde
04:43 - 53 ..... I Galilæa, helbreder sønnen til en embedsmand I Kapernaum
.. vi er på vej mod evangeliets klimaks
05:1 - 18 ...... I Jerusalem (Purimsfesten?) – den syge ved Betseda dam
05:19 – 47 … Sønnens fuldmagt fra Faderen – Sønnens vidnesbyrd fra Faderen
06:1 - 71 ...... Påske i Galilæa – omkring 5000 bespises i ørkenen
07:1 - 8:59 .. Løvhyttefest i Jerusalem – Jesus og hans brødre
9:1 – 41 … …Helbredelsen af den blindfødte
10:1 - 39 ... ... Tempelindvielsesfest i Jerusalem
10:40 - 42 ..... I Peræa
11:1 - 57 ...... Lazarus opvækkelse og dens følger
12:1 - 36 ...... Jesu offentlige gerningers afslutning – salvningen i Betania
12:37 - 50 ..... Mellemspil.. med indignation og dyb sorg
13:1 - 20:30.. Kristi herligheds åbenbaring i hans lidelse, død og opstandelse
20:30 – 31 … Epilog - evangeliets oprindelige afslutning
21:1 – 23 .... En senere tilføjelse, sikkert ikke af Johannes, men af en af hans nærmeste.
21:24 - 25... Ny afslutning - ikke skrevet af Johannes.

I tidens løb er der sikkert blevet kludret lidt med teksten i forskellige afskrivninger, -
f.eks. skulle rækkefølgen af kapitlerne 4 til 7 nok nærmere have været 4-6-5-7 ...
og ser vi på 8:1 – 8:11 så virker denne tekst, ikke rigtig som om den er fortalt af Johannes, teksten ligner nærmere noget som kunne være skrevet af Lucas eller af Matthæus.

Johannes regnes også som forfatter af Johannes Brevene og Johannes Åbenbaring.
Åbenbaringen er skrevet medens han opholdt sig på Patmos (Åb. 1:9).

Symboler: ørn – bog – bæger med en giftig snog.

KT

Frimureri

Hvad er frimureri?

Dette spørgsmål har man gennem tiderne forsøgt at besvare på mange måder, -

og et flere hundrede år gammelt svar, - som stadig har sin rigtighed, lyder …
”frimureriet er et moralsystem indhyllet i allegorier og belyst ved symboler”.

Man kunne også sige, at frimureriet ønsker at forene mænd, der under broderlige former og gennem smukke ritualer, tilstræber en åndelig fordybelse og en menneskelig forædling.

Frimureriet er et af verdens ældste eksisterende broderskaber eller sammenslutninger af mænd, der søger et fællesskab, hvor man kan lægge hverdagens stress bag sig og hente nye kræfter og inspiration.

En del mennesker – uden kendskab til frimureriet – har en ide om, at frimureriet er en hygge forening for gamle mænd, der kun har det ene ønske, at hjælpe hinanden - uanset omstændigheder og moralske konsekvenser.

Vi må som frimurere erkende, at vi til dels selv har skylden for denne, og mange andre, mærkelige og aldeles forkerte opfattelser.

Frimureriet har gennem årene været omgærdet af hemmelighedskræmmeri og mystik.

Vi har ganske enkelt ikke været dygtige nok til at fortælle om os selv, men denne fejl vil vi meget gerne forsøge at råde bod på. I dag fortæller vi gerne om frimureriet, - ja vi holder direkte informationsmøder.

Desværre er det sådan, at man ikke med sikkerhed har viden om, hvordan frimureri er opstået.

Der eksisterer flere forskellige teorier, - den teori jeg mener, er den mest sandsynlige, er følgende.

De ”operative” murere, altså de egentlige håndværks murere, havde i gamle dage sikkert indført nogle meget enkle optagelsesceremonier for lærlinge og frimurersvende, - og havde også indført nogle hemmelige tegn, således at de, når de rejste fra arbejdsplads til arbejdsplads, fra loge til loge, havde en måde, hvorpå de kunne vise, at de var uddannede fagfolk.

I 1600–tallet begyndte disse ”operative” loger så, lidt efter lidt, også at optage mænd, som ikke tilhørte det egetlige murerfag.

Herved var man gradvis ved at ændre logerne fra at være loger kun for murer håndværkere = ”operative” loger, til at blive loger af mere ”spekulativ” karakter.

Det man i de ”spekulative” loger prøvede at gøre, var at skabe mere helstøbte mennesker for således at bygge en bedre verden.

Da logerne stadig havde en tilknytning til murerhåndværket, skabte man en allegori over netop dét at opføre et bygningsværk, og gjorde denne allegori det til noget centralt i udformningen af det ny system.

Hovedkilden til allegorien stammer fra Bibelen, - og det bygningsværk som er bedste beskrevet i Bibelen – helt ned i detaljer, var Kong Salomos tempel, hvorfor dette tempel kom til at danne en slags baggrund for ritualet.

De gamle ”operative” logers administration kom på samme måde til at danne rammen for opbygningen af de ”spekulative” mures loger.

Det var en Mester – en Ordførende Mester - der ledede arbejdet, og til opsyn med arbejdet havde han to Bevogtende brødre, - desuden havde logen en Skatmester og en Sekretær.

Man lod også de ”operative” mures værktøjer indgå i de ”spekulative” loger, - men nu med en symbolsk betydning.

Organiseret ”spekulativt” frimureri begyndte med stiftelsen af en storloge, nemlig Storlogen af London, som blev stiftet den 24. juni 1717, hvor fire små loger i London sluttede sig sammen.

Herefter spredtes den frimureriske ide hurtigt rundt i verden

Den første Storloge, Storlogen af London indgik senere – i 1813 - i Den Forenede Storloge af England, - og fra denne Storloge har alle verdens regulære Storloger deres ”anerkendelse”.*

Det ”spekulative” frimureri var fra sin begyndelse i 1717 ikke tilknyttet nogen bestemt religion, men man krævede af en kandidat, der ønskede at blive optaget, at han skule have en tro på et Højere Væsen, en guddommelig skaberånd, lige som man gjorde kandidaten opmærksom på, at de frimureriske ceremonier omfattede bønner til dette Højere Væsen.

Det stod altså fra starten klart, at hvis man ønskede at dyrke sin religion, så måtte man gå til sin kirke, synagoge, moske eller tempel. Dét man kan få dér, kan frimureri ikke tilbyde et medlem.

Sådan er det også i dag. Frimureri tilskynder sine medlemmer til at blive bedre mennesker og borgere i samfundet, - og dermed bedre kristne, bedre jøder, bedre muslimer eller bedre udøvere af den religion, som de hver for sig bekender sig til.

I Danmark er frimureriets største og første symbol Bibelen.

Men da der overalt i verden er mange frimurere, som ikke er kristne, og for hvem Bibelen ikke er deres Hellige Bog, så får disse helt naturligt mulighed for at aflægge deres forpligtelse på den bog, som for dem og deres religion er hellig.*

Da frimureriet således omfatter mænd, som alle tror på et Højeste Væsens – dvs. Guds – eksistens, så vil det kunne skabe disharmoni, såfremt frimureri i sit ceremonielle arbejde ville bruge én bestemt religions betegnelse for Gud, - derfor benævner Gud som værende Universets Store Arkitekt eller Alle Verdeners Store Bygmester.

Alle Verdeners Store Bygmester er altså hverken en frimurerisk Gud eller et forsøg på at kombinere alle religioners Gud.

For den kristne er den Store Bygmester treenighedslærens Gud.

For jøden, hinduen, sikhen, muslimen osv. er den Store Bygmester betegnelsen for Gud, sådan som deres respektive religion opfatter og belærer om Ham.

Ved at bruge betegnelsen Alle Verdeners Store Bygmester, er mænd af forskellige religioner altså i stand til at dyrke deres respektive Gud uden at vække gensidigt anstød.

For at opretholde harmoni i en loge er det et grundlæggende princip, at man ikke diskuterer religion eller politik.

Et verdensfrimureri med international styrelse findes ikke.

Det enkelte lands frimurerorden er selvstædig med egen ledelse.

I Danmark er det Den Danske Frimurerorden der er ”anerkendt” som den regulære Storloge.

** Den Danske Frimurerorden

arbejder efter det såkaldte ”svenske system”, et højgradssystem med 11 grader.

Den Danske Frimurerorden ledes af Ordenens Stormester bistået af embedsmænd.

** Ordenen kræver af nye medlemmer at de er af kristen religion, og at de kan dokumentere

dette med en dåbsattest.

** Der findes dog to andre muligheder i Danmark – begge med gensidige overenskomster med

Den Danske Frimurerorden … disse to muligheder er:

** Det Danske Frimurerlaug

af Gamle, Frie og Antagne Murere

der arbejder i de tre oprindelige grader, og benytter et engelsk ritual.

Lauget kræver at nye medlemmer har en tro på et Højere Væsen.

** Johanneslogeforbundet

af Gamle Frie og Antagne Murere,

der arbejder i de tre oprindelige grader, og benytter et tysk ritual, det såkaldte ”Schröderske

ritual” fra 1801.

Forbundet kræver at nye medlemmer har en tro på et Højere Væsen.

** På biblioteket kan alle låne bogen ” I Guld og Himmelblaat”, der informativt fortæller om

frimureriet i Danmark gennem 250 år (1743-1993) – bogen er rigt illustreret i farver.

Johanneslogeforbundet af G. F. og A. M

Johanneslogeforbundet
af Gamle, Frie og Antagne Murere.

Johanneslogeforbundet er et samlende organ for tre loger, der i Danmark arbejder efter et tysk ritual, skabt i 1801 af Frederich Ulrich Ludvig Schröder.

Forbunbundet blev den 28. september 1959 tilsluttet Den Danske Frimurerorden, gennem en endelig - og fra begge sider – uopsigelig overenskomst.

Vor historie tager sin begyndelse i årene 1890 – 1891, hvor to frimurere, der var medlemmer af loger under Den Danske Frimurerorden, foretog sig noget ulovligt.

Disse to brødre besluttede sig nemlig for, at danne deres egen loge, og dannede Johanneslogen ”De tre Hjerter”, - en loge der kun skulle arbejde med de tre Johannesgrader.
Dannelsen af denne loge medførte, at de to brødre blev ekskluderet af Den Danske Frimurerorden.

Logen ”De tre Hjerter” var det man kalder en ”vinkelloge”, altså en uregulær loge, en loge der ikke havde et gyldigt konstitutionspatent.

Logen optog sin første broder den 24. juni 1891.
Det ritual logen benyttede, lå tæt op af det ritual, der blev benyttet i Den Danske Frimurerorden.

Selv om logen ”De tre Hjerter” startede som en lille vinkelloge, så var der styr på sagerne, og logens medlemstal voksede stødt.
I 1894 havde logen ca. 130 brødre, og man begyndte at arbejde på, at få logen godkendt – altså at skaffe logen et patent – en konstitution.

Dette arbejde skulle vise sig at være mere end vanskeligt.

Den Danske Frimurerorden ønskede ikke at have noget med logen at gøre, - derfor rettede logen henvendelser til andre sider og andre lande, og fik endelig – i 1899 - kontakt med Storlogen af Hamburg.

Denne kontakt skulle vise sig at få stor betydning, for nu begyndte det hele at tage form.

Logen ”De tre Hjerter” forhandlede med Storlogen af Hamburg om, hvordan den danske loge kunne blive anerkendt, - og disse forhandlinger førte til, at man blev enige om, at 11 af logens brødre, skulle udtræde af logen ”De tre Hjerter” – derefter skulle de tage til Hamburg, og her skulle de optages i logen ”Ferdinande Caroline”.

Det endte med at 9 af brødrene fra logen ”De tre Hjerter” lørdag den 07. juli 1900, blev optaget i logen "Ferdinande Caroline, og den følgende dag, søndag den 08. juli 1900, fik de deres II. og III. grad, efter det Schröderske ritual.

Disse ni danske brødre var nu medlemmer af en anerkendt tyske loge, "Ferdinande Caroline", - og næste skridt var, at ansøge "Storlogen af Hamburg" om et konstitutionspatent, til at oprette en loge i København, - til afløsning for logen ”De tre Hjerter”.

Den 17. november 1900 meddelte Storlogen af Hamburg tilladelse til, at oprettede en loge i Danmark, der skulle arbejde i de tre Johannesgrader og efter Schröders ritual.
Den ny loge fik navnet "Christian til Palmetræet", - og logen blev indviet den 17.01.1901.

Logen "Christian til Palmetræet" voksede, og man begyndte at tænke på at få patent, til oprettelse af endnu en loge.
Efter samtaler med "Storlogen af Hamburg", i efteråret 1921, blev man enige om at oprette ikke en, men to nye loger, - herved ville de tre danske loger, kunne danne et logeforbund, - en "Provincialloge” under "Storlogen af Hamburg".

Den 01. oktober 1921 udstedte Storlogen to nye patenter, til oprettelse af logerne ”De gamle Pligter” og "Ygdrasil". Begge loger blev indviet den 28. juni 1922.

Under 2. verdenskrig blev det nødvendigt at indstille det frimureriske arbejde, og da man efter krigen skulle genoptage arbejdet, var det kun logen "De gamle Pligter" der kunne samle brødre nok til at komme i gang.

I december 1956 vedtog brødrene i logen ”De gamle Pligter”, at man skulle forsøge at få et udvidet samarbejde med Den Danske Frimurerorden – og i marts 1959 var man nået frem til et tilfredsstillende resultat, og den 28. september 1959 indgik man en overenskomst med Ordenen, - og afsluttede på retmæssig vis tilhørsforholdet til tysk frimureri.

Da vi blev tilsluttet Den Danske Frimurerorden i 1959, var det kun logen "De gamle Pligter", der var arbejdende, de to andre loger var stadig hvilende.

Den første af de hvilende loger, der kom i arbejde igen, var logen "Ygdrasil", der startede sit arbejde den 14. maj 1985 i Århus.

Den 12. september 1987, kunne logen "Christian til Palmetræet" genstarte sit arbejdet i København.

I dag er Johanneslogeforbundet et selvstændigt logeforbund, - tilsluttet "Den Danske Frimurerorden".

Johanneslogeforbundet har sin egen ”Forfatning og Vedtægter” - og de Ordførende Mestre i forbundets tre loger danner, sammen med en Forbundsmester, et Forbundsråd, der udgør Johanneslogeforbundets ledelse.