Tempelherrerne (og Frimureriet)

I året 963 f.Kr. stod Salomons Tempel færdigbygget i Jerusalem.

I de følgende århundreder udviklede Jerusalem sig til en betydende by.

I året 587 f.Kr. erobrede Babylonierne byen, ødelagde Templet, nedbrændte byen og bortførte dens indbyggere til fangenskab.
I året 517 f.Kr. vendte jøderne tilbage, efter 70 år i udlændighed, og Zerubabel begyndte at genopføre Templet i Jerusalem. Der fulgte nu en tid, hvor Jerusalem atter blev en betydende by.
I året 66 f.Kr. belejrede den romerske hærfører Gnæus Pompejus Strabo (29/9.106 f.Kr. – 29/9.48 f.Kr.) Jerusalem, og efter tre års belejring overgav byen sig i år 63 f.kr. og blev nu underlagt Romerriget, - byen og Judæa (det nuværende Palæstina) blev nu styret af den romerske guvernør i Syrien.

I år 37 f.Kr. blev Herodes den Store (ca. 73 f.Kr. – 4 f. Kr.) af Markus Antonius (83 f.Kr. – 33 f.Kr.) og det romerske senat, Andet Triumvirat, udpeget som konge over Judæa.
I sin regeringstid stod Herodes for en imponerende ombygning og udvidelse af Templet i Jerusalem.
Han byggede søjlegange, trappeanlæg og ikke mindst store vandforsyningsanlæg.

I år 70 e.Kr. erobrede Titus Flavius Vespasian (20/12.39 – 13/9.81) Jerusalem, og atter blev Templet ødelagt.

Med kristendommens sejr i 300-tallet oplever Jerusalem en ny opblomstring, og denne varede til år 638, da kalif Umar ibn al-Khattab erobrede Jerusalem, hvor ved byen kom under muhamedansk herredømme.
Herefter blev det i de kommende år vanskeligere og vanskeligere for de kristne pilgrimme at besøge de hellige steder i Jerusalem.

I år 1095 indkaldte Pave Urban II. (1042-1099) til en synode (kirkesamling), med det formål at opfordre til et korstog, for at befri Det hellige Land, og atter bringe Jerusalem under kristen kontrol.

Fyrsterne i det kristne Europa stillede deres soldater til Pavens rådighed, og august 1096 drog man af sted mod Jerusalem.

Som et tegn på at de var Kristi stridsmænd, hæftede de et rødt kors på deres højre skulder.

Den 15. juli 1099 indtog man byen, og den 22. juli vælges den franske hertug Godefroy de Bouillon, hertug af Nedrelothringen, som fyrste af Jerusalem, - han var da 37 år.
Nogle mener at han juledag år 1100 blev kronet til konge af Jerusalem i Fødselskirken, bl.a. på grund af at han skulle nedstamme direkte fra Kong David, hvorved Davis slægten var tilbage på tronen i Jerusalem.

Nogle kilder hævder at Godefroy i år 1090 havde stiftet ”Ordre de Sion”, og at denne orden senere indgik i Tempelherreordenen, – indtil 1188, hvor den igen udskilte sig, nu under navnet ”Prieure de Sion” - nogle er også af den opfattelse, at det var denne orden der ”egentlig” stod bag nedlæggelse af Tempelherreordenen i 1312.

Selv har Godefroy vist nok ikke accepteret denne kongetittel, han anså Kristus for den eneste sande konge, hvorfor Godefroy kaldt sig ”Den Hellige Gravs Forsvarer”.

Godefroy lever dog kun til år 1100, hvorefter hans broder Balduin krones som Kong Balduin I. af Jerusalem.
Han regerer Jerusalem med stor dygtighed, men dør år 1118 på et togt mod Ægypten.
Han efterfølges af sin fætter, greve af Edessa, der krones som Balduin II.

Nu er vi så ved korstogstidens riddere. Disse har i begyndelsen nok selv været en slags pilgrimme, for så senere at blive forsvarere for andre pilgrimme, der rejste mod Jerusalem.

Hvorfor påtog disse riddere sig denne uselviske gerning?
Hvorfor ofrede de ”gods, ære, ja endog livet om det skulle være nødvendigt?”.

En del af dem har været yngre sønner af slotsherre og andre rige mænd. Sønner der ikke kunne forvente at arve deres fædre, og som brugte nogle år af deres liv som korstogsriddere.
De har sikkert også haft en stor del eventyrløst i blodet, og så skadede det jo ikke at kirken lovede dem aflad for deres syndere, og andre fordele.

De har som korstogsriddere levet et hårdt liv, - men de var ikke fattige og ubeskyttede. Ofte havde de både væbnere og svende med sig, til at opvarte dem midt i alle strabadserne.

I 1098 stifter en Benediktinermunk et nyt kloster i Burgund, i det østlige Frankrig. Munkene i dette kloster bliver senere kendt som Cisterciensere.
De skifter Benediktinermunkenes sorte dragter ud med hvide, - det der senere blev Tempelherrernes dragter.

I 1118 rejser 9 unge adelsmænd under ledelse af den franske greve Hugues de Payen (født 9/2.1070) til Jerusalem, med det erklærede mål, at yde pilgrimsrejsende til Jerusalem en rimelig beskyttelse.

De får foretræde for kongen af Jerusalem, Baldouin II., som de foreslår, at der oprettes en orden med navnet ”Kristi Fattige Riddere” eller / og ”Salomos Tempels Vogtere”, også kaldet Tempelordenen / Tempelherreordenen / Tempelridderne.

Både kongen og patriarken af Jerusalem, pavens særlige udsending, anså ideen for god, hvorfor der stilles en fløj af det kongelige palads til rådighed for Hugues og hans otte venner.

Ifølge overleveringer var den fløj de fik stillet til rådighed, bygget over fundamenter fra Kong Salomos Tempel.

De ni riddere indstiftede den nye orden i Den Hellige Gravs Kirke, og Hugues de Payen blev ordenens mester (titlen stormester kom først senere).
I de næste ni år blev der ikke optaget nye kandidater i den ny orden, - men hvad lavede de 9 riddere så i denne periode?

Der gisnes om at de kan have foretaget udgravninger i de gamle Tempel fundamenter, - hvis dette er tilfældet, hvad fandt de så?

I 1127, efter 9 år i Jerusalem, vender de 9 riddere tilbage til Europa, hvor Hugues aflægger beretning til Cistercienserordenens leder, Abbed Bernhard af Clairvaux, som Hugues kan meddele, at opgaven var fuldført. Hvilken opgave? Hvorfor aflagde han rapport til Cisterciensernes leder? Var Bernhard i hemmelighed den egentlige leder?

I januar 1128 indkalder Abbed Bernhard til et kirkemøde i Troyes, hvor greven af Champagne havde sit hof, og ved dette møde bliver Tempelherrerordenen officielt anerkendt og af kirken optaget som en religiøs og militær Orden.

Hugues de Payen udnævnes atter til ordenens mester, og der opstilles regler for ordenen og dens medlemmer. Medlemmerne skal følge en streng klosterdisciplin, fattige og kyske, samtidig skal de have nidkært militærisk mod, altså en slags krigermunke.
Princippet i ordensreglerne var bygget på Cistercienserordenens regler.
Om ordensmedlemmernes påklædning stod der: Det tillades ingen at bære hvide ordensdragter eller have hvide kapper, bortset fra Kristi Riddere.

Fra nu af udvikler ordenen sig i rivende hast, det strømmer til med nye medlemmer, allerede 1130 har ordenen ca. 300 riddere, og ordenen får doneret både penge og ejendomme, således at ordenen i købet af få år ejede landområder i Frankrig, England, Skotland, Spanien og Portugal.
Ordensmedlemmerne skulle overdrage ordenen deres gods og jordbesiddelser, men dette afskrækkede tilsyneladende ikke.

I 1139 udsendte pave Innocent II. et brev / bulle, hvoraf det fremgik, at Tempelherrerne ikke skulle anerkende nogen verdslig eller gejstlig magt som deres overherre, bortset fra paven selv. Hermed var Tempelherrerne bedre stillet end mange konger, - ordenen nærmest blevet en magt.

Ordenens besiddelser udstrakte sig nu også til Italien, Østrig, Tyskland, Ungarn og Konstantinopel.

I 1146 begyndte Tempelherrerne at anvende det berømte kors med de skrå linier, og ordenen var nu den mest velstående og magtfulde organisation inden for kristenheden, bortset fra pavedømmet, og var til stadighed indblandet i diplomatiske aktiviteter på højt plan..

Ordenen arbejdede ikke kun i den kristne verden, men også i den muslimske, hvor den var meget respekteret.

Med tiden kom flere konger til at stå i økonomisk gæld til Tempelherrerne, blandt disse også Kong Filip den 4. af Frankrig (den smukke) (1285-1314). På en tidspunkt ansøgte Filip om at blive gjort til æresridder i ordenen, - lige som Richard Løvehjerte, konge af England (1189-1199), i sin var blevet det, men Filips ansøgning blev afslået, hvilket skærpede hans had til Tempelherreordenen.

Nu begynder der pludselig at cirkulere rygter om, at der foregik ugudelige ting, under ordenens hemmelige indvielsesritualer. Ingen ved hvor rygterne stammede fra.

Rygterne er imidlertid så vedholdende, at ordenens stormester, Jacques de Molay (valgt til stormester i 1292), måtte forlade ordenens hovedsæde på Cypern, for den 24. juni 1307 at mødes med Kong Filip i Paris, - kongen havde anmodet om en forklaring.

Kongen foregav at være tilfreds med Molays tilbagevisning af rygter, - men i al hemmelighed satte Filip en stor plan i værk.

Han udsender den 14. september forseglede ordre til alle sine betroede embedsmænd i Frankrig.
På ordrerne stod der, at seglet skulle brydes og ordren læses, ved solopgang fredag den 13. oktober 1307.

Da solen brød frem den 13. oktober blev alle seglene brudt, og modtagerne kunne læse: ”Arrester straks alle Tempelherre i området”.
Kuppet lykkes over alt forventning, - selv stormester Molay blev arresteres på Le Temple i Paris.

Nu følger en længere proces, herunder med afhøringer af de arresterede ordensmedlemmer, og under disse forhør er der ordensmedlemmer, der tilstår nogle af de anklager som rygterne har rejst mod dem.

I august 1308 er der 127 anklager mod ordensmedlemmer, - de skal have fornægtet Kristus, spyttet og trampet på korset, de skal have tilbedt en mystisk ”Baphomet”, de skal være blevet kysset ”på navlen og nederst på rygsøjlen”, de skal have dyrket sex med hinanden, med meget mere.

Efter de første afhøringer og tilståelser overtager paven, Klement den V., gennem Inkvisitionen, sagen, - og nu trækker flere af Tempelridderne deres tilståelser tilbage, og klager over at disse er afgivet under tortur.
Desuden er nogle af anklagepunkterne slet ikke kætterske, men særlige prøver, der skal styrke ordensbrødrene overfor de forhør, de kunne blive udsat for, af de muslimske saracenere.

I 1310 er sagen mod ordenen så småt ved at smuldre, men så tager ærkebiskoppen af Sens det næste skridt, den 12. maj 1310 gør han kort proces, og brænder, uden for St. Antoine porten til Paris, 54 af de Tempelherre, der havde trukket deres tilståelser tilbage, - samtidig tilgiver og løslader han de ordensbrødre, der havde fastholdt deres tilståelse.

Filip den Smukke og Pave Klement aftaler nu, at ordenens skæbne skal afgøres endeligt på et kirkemøde.
Dette kirkemøde påbegyndes den 16. oktober 1311 i den sydfranske by Vienne.
I den nærliggende by Lyon samler der sig omkring 2.000 Tempelherrer, der gør krav på at få foretræde ved kirkemødet, for at fremlægge deres forsvar, - og i december bevilliges de et sådan foretræde.

Men inden dette foretræde skal finde sted, afbryder Pave Klement kirkemødet, og i stedet dikterer han den 22. marts 1312, ved et såkaldt ”apostolisk provision”, at ordenen er opløst.
Ordenens værdier overdrages til Johanitterordenen.

Pave Klement og Kong Filip havde været barndomsvenner, og det er blevet antydet, at Filip havde ”fået fjernet” tidligere paver, samt øvet stor indflydelse ved valget af Klement til pave i 1305, - nu ønskede Filip så, at paven skulle yde noget til gengæld, - men … modsat kan det også tænkes, at Klement selv, hellere end gerne, ville af med ordenen.

Ordenen var opløst, - og dens sidste stormester, Jacques de Molay, samt hans næstkommanderende, Godfrey de Charney, blev efter tortur brændt på bålet, den 18. marts 1314, på øen ”Ile de Cite” i Paris.

På bålet skal Molay have forudsagt, at Filip ag Klement inden 30 dage, ville blive stillet for Guds domstol. De døde begge i løbet af kort tid.

Alle Tempelherrernes hemmelige dokumenter, samt deres store formue, forsvandt på mystisk vis, og er, så vidt vides, aldrig senere blevet fundet.
Havde ordenens sidste stormester ladet de hemmelige dokumenter brænde? Eller?

Også Tempelherrernes flåde forsvinder i historiens tåger. Der er usikre forlyderne om, at en del af flåden forlod La Rochelle i Frankrig natten før arrestationen af Tempelherrerne, - samt at skibe der havde været forankret i Seinen sluttede sig til. Hvad medbragte disse skibe? Og hvor sejlede de hen?

Man ved, at i Spanien skiftede ordenen navn til Montesa Ordenen, og gik i alliance med den spanske konge.
I England tog det meget lang tid, før man arresterede nogle enkle riddere, der fik meget milde proforma domme, - og det tog også lang tid, før man overdrog ordenens besiddelser til The Hospitallers, Johanitterordenens sygehusvæsen.
I Skotland reagerede man slet ikke på Pavens opløsning af ordenen, og det siges at Tempelherrerne deltog i slaget ved Bannockburn i 1314, hvor Skotterne og Englændernes sloges.
I Portugal skiftede Tempelherrerne navn til ”Kristi Riddere”.
I Tyskland indgik ordensbrødrene i Johanitterordenen, eller i dens ”tyske afdeling” De Tyske Riddere.

Senere har man ofte villet sætte Tempelherrerne i forbindelse med Frimureriet.
Med for de fleste frimurere er det det moderne frimureri født, da fire loger slog sig sammen i London den 24. juni 1717, og dannede en storloge.
Men for at fire loger kunne slutte sig sammen, må der jo have loger forud for denne dato.

Der fandtes i Europa på denne tid mange hemmelige ordener og selskaber, og mange er af den opfattelse, at der fra omkring år 1200 har eksisteret både engelske, tyske og franske frimurerloger.
Disse loger har givet været anderledes end de loger vi kender i dag, - og om Tempelherrerne har haft indflydelse på disse loger, er det umuligt at udtale sig om.

Nogle mener at store dele af de flygtende Tempelherre lande i Skotland, og at de derfra gennem generationer har haft indflydelse på frimureriet, ikke mindst gennem den skotske Tidselorden, - og ikke mindst på Andreas Frimureriet.

Men alt dette er til en vis grad kun gætterier, - som blandt andet har sine rødder i, at for frimureriet spiller Kong Salomos Tempel en vis rolle, og så er vi tilbage ved begyndelsen til denne beretning.

Salomos Tempel

År ca. 963 f. Kr. stod Kong Salomos (ca. 975-930 f.Kr.) Tempel færdigbygget i Jerusalem.
Efter syv års arbejde, stod et epokegørende bygningsværk færdig, - et bygningsværk som har en særlig plads i frimureriet.

I Første Krønikebog kap. 22. kan vi læse om hvordan Kong David ønsker at bygge Gud Herren et hus, et hus der skulle være stort og mægtigt, for at det kan vinde navnkundighed og ry i alle lande.

Men Gud ønsker ikke at David selv bygger dette hus, Gud ønsker at Davids søn Salomo skal bygge huset, hvilket David fortæller sin søn, - og i kap. 28. giver David sin søn en tegning og en beskrivelse af Templet.

I kap. 29. hører vi om de gaver der gives til templet, - og i Anden Krønikebog kan vi læse mere om Templets opførelse.

I Første Kongebog kap. 5. hører vi om Salomos venskab med Kong Hiram af Tyrus, og om hvordan Salomo forbereder Templets opførelse.

I Første Kongebog kap. 6. kan vi læse om hvordan Salomo begyndte sit Tempelbyggeri i det 480. år efter at israelitterne var vandret ud af Ægypten.
Her følger så også en beskrivelse af, hvordan Templet så ud, og hvor stort det var.

Beskrivelsen fortsætter i kap. 7. hvor vi hører om Templets udstyr, og om de to kobbersøjler, der blev rejst foran Templets forhal.

I kap. 8 høres vi om hvordan pagtens ark bliver bragt til sin plads i Templets ”inderhal”, det Allerhelligste sted i Templet, - samt om hvordan Templet bliver indviet.

Templet er beskrevet mange steder, ikke alene i Bibelen, men også af datidens historiker Joseph ben Mattathias, bedre kendt som Flavius Josephus (37-100 e.Kr.), men ingen af de beskrivelser vi har, er så gode, at man ud fra dem kan rekonstruere templet fuldstændig.

Der er så mange detaljer omkring templet, at ikke to forfattere har beskrevet det ens.
Beskrivelsen i Det gamle Testamente er temmelig fyldig, men ikke altid helt klar når det drejer sig em enkeltheder.

Man ved dog så meget, at templet var bygget i granit og marmor, med cedertræs paneler, der var smykket med udskæringer af bl.a. frugter, og smykket med forgyldninger, lige som der var brugt ædelstene og ædle metaller. Gulvet var cypresplanker.

Håndværkerne der rejste bygningen, murere og tømrer, var fønikere, og bygmesteren Hiram var på fædrene side også føniker, men på mødrene side israelit.

Templet blev bygget på Jerusalems nordøst høj, Moria højen, på jebusitten Aravnas gamle tærskeplads, som Kong David havde købt år 990 f.Kr.
Da Templet skulle bygges, blev pladsen sandsynligvis gjort større, ved bygning af en kunstig terrasse.

Selve bygningen var østvendt, og have et indvendigt mål på … 30 m lang – 10 m bred og 15 m høj.
Bygningen var delt i to afdelinger.

Det Hellige, der var 20 m langt og Det Allerhelligste der var 10 m langt.

Foran indgangen til Det Hellige var bygget en forhal på 5 m i bredde x 10 m i længden, og på hver side af indgangen til denne, stod en svær søjle.

Langs selve Templets og forhallens sider var en ”tilbygning”, som rummede små kamre i tre etager. Denne tilbygning nåede 7,5 m op i højde.
Da murene var meget kraftige for neden, men blev lettere opefter, var de nedre kamre en del mindre end de øvre.

Det Allerhelligste hvilede på en 5 m høj sokkel, og der førte en trappe op til rummet.
Ved at hæve gulvet med 5 m, fik rummet form af en kubus på 10 x 10 x 10 m.
Denne fuldkomne form på rummet, har nok været et symbol på Guds ophøjethed, - og fuldkommenhed. Dørene ind til rummet var udført i Oliventræ.

Inventaret i Det Hellige bestod sandsynligvis af et skuebrødsbord, en slags alter, der har stået midt for væggen op mod Det Aller Helligste, - desuden har der nok stået borde langs rummets sider. På bordene har der i hver side stået 5 guldlysestager.

Grundet tilbygningerne på siderne af Templet, har vinduerne siddet ret højt op, så det har været nødvendigt med kunstig belysning. Der var i Det Hellige også et røgelsesalter, udført i guld.

Det Allerhelligste indeholdt Pagtens Ark, en kiste af akacietræ, beklædt med guld, både indvendig og udvendig, og med et tungt låg, ligeledes af guld. Arken var 120 cm lang, 76 cm bred og 76 cm høj.
Arken stod mellem to ca. 4,5 m høje kerubstatuer, hvis vinger mødtes over arken og nåede ud til væggene. Statuerne var udskåret i oliventræ og beklædt med guld.
I hvert hjørne af Arken var en ring af guld, til brug for montering af bærestænger.

I Arken lå Arons stav, en smule af ”himmelens manna” samt de to stentavler med den 10 bud.

Omkring selve tempelbygningen lå en forgår, denne har på Salomos tid nok været ret snæver, for Herodes udvidede ”Tempelpladsen” til det dobbelte. Forgården var omsluttet af en mur, og kaldes ofte ”den indre forgår”.

I forgården stod et brændoffer alter af kobber, - det stod på en forhøjning der var 5 m høj og målte 10 x 10 m. Forhøjningen var forsynet med horn i de fire hjørner. En trappe førte fra østsiden op til alteret.

Mellem dette alter og Templet stod ”Kobberhavet”, et stor rundt vandkar af kobber, der hvilede på 12 kobberokser, der var opstillet i en firkant, med hovederne mod de fire verdenshjørner.
Vandet fra beholderen blev brugt ved præsternes rituelle afvaskning, samt rituel vask, bl.a. af offerkød.

Kobberhavet har sikkert været et symbol på urhavet eller verdenshavet, og de 12 okser, der bar det, kunne symbolisere dyrekredsens stjernebilleder.
Endelig er vand og dyr muligvis også et frugtbarhedssymbol.

Templet var i brug i ca. 4oo år, indtil Babylonerne, under Nebukadnezar den II., lod det ødelægge år 587 f.Kr.

I år 536 f.Kr. får Zerubabel tilladelse til at føre Jøderne tilbage til Jerusalem fra landflygtighed i Babylon, og Zerubabel tager fat på at lade Templet genopbygge.
Efter en del forhindringer stod dette andet Templet færdigt omkring år 516 f.Kr., - blev vist indviet den 25. februar år 516 f.kr., men Templet havde slet ikke i den samme pragt og rigdom som Salomos Tempel, selv om det nok har haft samme grundplan.

Det er nok på dette tidspunkt at den store syvarmede lysestager får plads i Templet, - den har sandsynligvis ikke været der i Salomos Tempel.
Hvis lysestager skulle have været der i Salomons Tempel, så er den blevet ført som krigsbytte til Babylon, og den kan så muligvis være kommet med Zerubabel tilbage til Jerusalem. Sikkert er det imidlertid, at den fandtes i det andet Tempel.

I år 168 f.Kr. erobre den syriske konge Antiochos Epifanes Palæstina. Han rejste et alter for Zeus i Templet, og på dette tidspunkt forsvinder den syvarmede lysestage for altid.

Dette Tempel står i ca. 500 år, indtil år 21-20 f.Kr., da begynder Herodes den Store at ombygge og udvide Templet, et arbejde der varer i 84 år, således at Templet stod færdig år 64 e.Kr.

Dette Tempel, af nogle kaldet det tredje, var bygget i hellenistisk stil, - var nok et af de mest pragtfulde bygningskomplekser, der har eksisteret.
Historikeren Josefus er citeret for at sige: ” Den, der ikke har set Templet i Jerusalem, har ikke set en smuk bygning”.

Herodes udvidede tempelpladsen til en størrelse af 500 x 300 m, og rundt om pladsen byggede han søjlegange med tre rækker søjler.

Man kom op til Templet ad syv trin. Først kom man til hedningernes forgår, så til kvindernes forgår, derefter til mændenes forgår, og endelig til præsternes forgår.

Selve Templet bestod stadig af Det Hellige og Det Allerhelligste, dette sidste sted kunne kun ypperstepræsten betræde, og kun én gang om året.

Allerede år 70 e.Kr. blev Templet igen ødelagt, i forbindelse den romerske hærfører Titus ødelæggelsen af Jerusalem.
Nogle mener at den syvarmede lysestager på dette tidspunkt blev ført til Rom, hvor Kejser Vespasian i år 75 anbringer den i ”Fredens Tempel”, - andre mener at det kun var en billig efterligning

I dag er der intet tilbage af Salomos værk, kun den nøgle klippe, der ligger blottet under kuplen på den muhamedanske Klippemoske (Omar-moskeen).