Akhnaton

Når men læser bogen Akhnaton, af den ægyptiske forfatter og nobelpristager Naguib Mahfouz, så får man lyst til at vide mere om denne Akhnaton – og hans tid i Ægypten.

Akhnaton var ægyptisk farao i det 18. dynasti, det Nye Rige, født ca. år 1370 f.kr. og regerede i årene ca. 1353-1335 f.kr. (Nogle steder er regeringsperioden sat 1364-1347).
Han var søn af farao Amenhotep III der regerede ca. 1391-1353 - og denne første hustru og dronning Titye.

Akhnatons udseende har tilsyneladende ikke været helt normalt efter datidens normer. Han har vist set lidt kvindelig ud, og har haft en stor mave og store lår. Hans udseende kan skyldes en arvelig sygdom (Merfans).

Da hans far Amenhotep døde kom Akhnaton på tronen, - muligvis havde han været medregent i et år.

Akhnaton forsøgte i sin regeringsperiode at ændre det ægyptiske folk tro, fra det, at tilbede mange guder, til kun at tilbede én gud.

Hidtil havde man i Ægypten tilbedt flere guder med Amon, skaberguden, Thebens lokale gud, som hovedgud - og med et stort og stærkt præsteskab, - et præsteskab som nærmede sig at være en konkurrent til det herskende styre.

Nu forsøgte Akhnaton at indføre Aton (solen) – nogle steder kaldet Aten - som den eneste gud.
Akhnaton kaldes derfor ofte den første monoteist. Aton religionen omfattede et evigt liv efter døden, men nu ikke længere gennem dødsguden Osiris.

Aton vises ofte som en lysende solskive, med lange solstråler der afsluttes hænder. Af og til har en af disse hænder et Ankh-kors i hånden, symbolet på liv. Men Ankh-korset ses også i hånden på flere andre af Ægyptens guder.

Akhnaton byggede en ny hovedstad i Hermopolis, ved breden af Nilen. Den ny by bestod af en Nordby og en Centralby, forbundet med en ca. 50 meter bred processionsvej. I Centralbyen lå et lille og et stort Aton tempel samt hoved paladset. Byen fik navnet Akhet-Aton, hvilket betyder Solens horisont. (i dag Tell el Amarna).

Akhnaton hed oprindeligt Amenhotep-Neter-Hequa-Wast (Amon er tilfreds guddommelig hersker over Theben) og blev indsat som farao som Amenhotep IV, men han ændrede sit navn til Uan-Ra-Akhnaton, hvilket skulle betyde ”Den der er nyttig for Aton” - ”Atons ånd” eller ”Atons tjener”.



Akhnaton giftede sig med Nefertiti (Nefertiit/Nofretete) ”den smukke er kommet”, der menes at have været datter af en embedsmand ved hoffet, ved navn Ay.
Nefertitis mor er ukendt, men hendes stedmoder eller amme menes at have heddet Ti.

Nogle mener at Nefertiti var en mitannisk prinsesse, der var gift med Akhnatons far – andre mener at hun var datter af Akhnatons far og altså halvsøster til Akhnaton.



Ægteskabet beskrives af de fleste som værende harmonisk – ja ligefrem idyllisk. Dog er der noget der tyder på at Nefertiti ender med på en eller anden måde at blive udstødt eller falde i unåde i Aknatons sidste år.
Blev hun udkonkurreret af en anden? Sidehustruen Kiya?
Meget tyder dog på at Nefertiti levede da Akhnaton døde.

Alle kender den smukke bemalede buste af Nefertiti, den blev fundet i et billedhuggerværksted i al-Amarna i 1912.

Akhnaton og Nefertiti var de eneste to der måtte tilbede den eneste sande gud Aton direkte, - folket skulle tilbede Aton gennem Akhnaton. Der var altså tale om en slags treenighed mellem Aton – Akhnaton og Nefertiti.

Akhnaton forfattede også hymner til Aton, hymner der minder en del om Salomons Højsang. Desuden skrev Akhnaton en bog om Atons virke i verden, - kaldet Aton-hymnen, bogen kan til en vis grad sammenlignes med Bibelen.
I en af Akhnatons hymner beskrives verdens skabelse således: Hvor mangfoldigt er ikke det du har skabt, skønt det er skjult for menneskets ansigt, du, eneste gud uden nogen ved din side! … Du skaber årstiderne for at dine skabninger kan leve. Vinteren for at køle dem, sommerens glød så de kan mærke din fylde,

Det lykkedes ikke for Akhnaton at få indført den eneste sande gud.
Amon præsteskabet var ham for stærk en modstander, og det Ægyptiske folk havde det lidt vanskeligt ved at forstå, at man efter generationer af forfædre, der havde tilbedt flere guder, nu kun skulle tilbedes en gud.

Akhnaton kaldes af sine modstandere for ”kætteren” eller ”misdæderen fra el-Amarna”.

Hvordan Akhnaton døde vides ikke – nogle mener at han blev myrdet, andre at han blev syg og døde – atter andre at han blev fordrevet fra Ægypten.

Akhnatons hovedstad Akhet-Aton sank i grus efter Akhnatons død, - man har i 1880erne i byens ruiner, fundet et kongeligt arkiv, med hundredvis af lertavler, der går flere generationer tilbage.


Efter Akhnatons død (ca. år 1335 f.kr.) fik hans søn Tut Ankh Amon – der kun var 9-10 år, regeringsmagten, og man indført igen den gamle Amon religion.
Hovedstaden blev nu Memphis - og Amons præsteskab var igen glade.
Tut Ankh Amon blev kun 17-19 år. Oprindeligt hed han Tut Ankh Aton, men det gik jo ikke, så det fik Amon præsteskabet hurtigt lavet om på.
Han regerede ca. 1335-1323 f.kr. Han blev gift med Ankhesenpaaten, en datter af Akhnaton og Nefertiti.

Ved Tut Ankh Amons død – og begravelse i Kongernes Dal, går arvefølgen næsten i stykker.
(Hans grav blev fundet i november 1922)

Tut efterfølger var Ay, den kongelige rådgiver og Nefertitis far. Han var nu en ældre mand.
Og da Ay dør, er det Akhnatons tidligere hærfører Horemheb, der kommer på tronen.

Nogle steder nævnes det var Akhnatons søn Seth også har været regent, under navnet Smenkhkare, - men at han blev dræbt i kamp om tronen mellem ham og hans lillebror Tut.

Atter andre mener at regenten Smenkhkare var gift med Akhnatons datter Meritaten, og at denne svigersøns fulde navn var Nefer-refru-aten, og at han i nogle år var Akhnatons medregent.

En hel fantastisk historie vil gøre regenten Smenkhkare til dronning Nefertiti i forklædning. Fakta er, at personen Smenkhkare er en gåde.

Det menes at Akhnaton og Nefertiti havde seks biologiske børn, - der alle var piger.
Den ældste af dem var prinsesse Meritaten – så kom Meketaten, dernæst Ankhesenpaaten.
Meketaten døde, til forældrenes store sorg, som barn.

Men Akhnaton menes desuden at havde haft de ovennævnte to sønner, Seth og Tut, der - for at få ret til tronen, fik status som Nefertitis sønner…

Der er en historie om at Akhnatons søn Seth (regeringsnavn Smenkhkare?) var søn af Akhnaton og hans mor, en anden teori er, at Seth var Akhnatons bror, - eller halvbroder, - og at han var far til Tut …
Andre mener af Nefertitis medhustru Kiya var moder til Tut.
Eller … at Tut – som Seth, var bror til Akhnaton –
Eller … at Tur var Akhnatons nevø og / eller svigersøn, gift med Akhnatons datter Ankhesenpaaten.

Det er muligt at Jødedommen er en arv fra Akhnatons tro på den ene eneste gud, - og at kristendommen fra Akhnaton har arvet treenigheden.

Prøv at læse:
Nefertiti - Dødebogen ... af Nick Drake ... En historisk krimi, hvor politimanden Rahotep skal efterforske sagen om den forsvundne Nefertiti.
Josef og hans brødre ... af Thomas Mann

Aristoteles

Græskfilosof, logiker og naturforsker. (384-322f.kr.)

Født 384 f.kr. i Stageira (nær Saloniki) i Nordøst Grækenland som søn af livlæge Nicomachus, ved kong Amynta den II.`s hof i kongeriget Makedonien.
Studerede i Platons (427-347) ”Akademi” i Athen – fra omkring 367og til Platons død i 347.
Dette Akademi var nok Europas første universitet – grundlagt 385.

Fra 347 til 343 rejste Aristoteles rundt i Lilleasien for at studere. Han boede nogle år i Asos.

I nabobyen herskede tyrannen Hermias, og Aristoteles giftede sig med hans adoptivdatter Pythias, med hvem han fik en datter, hvis navn ikke kendes. Da Pythias dør, lever Aristoteles sammen med sin slavinde Herpyllis, med hvem han får en søn, der opkaldes efter hans far Nicomachus.
Herpyllis bliver først frigivet fra slaveriet ved Aristoteles død og testamente.

Var, på opfordring af kong Philip II, af Makedonien, en af lærerne for dennes 13 årige søn Alexander, senere Alexander den store – fra omkring 343 – til omkring 340.

Grundlagde omkring 335 sin egen skole i Athen – Lykeion (græsk = skatkammeret). Skolen blev også kaldt den peripatiske skole, det græske ord peripatein betyder at spadsere, og det var en græsk tradition, at forene det at tænke med det at vandre. Aristoteles gik og underviste sine elever i Lykeions søjlegange. Lykeion lå i en lille lund helliget Apollo nordøst for Athen.

Aristoteles forlader Athen 323 – muligvis på flugt for de ny magthavere, der ikke brød sig om folk der havde Makedonisk baggrund, og rejser til Chalkis på øen Euboia, hvor han dør 322 f.kr.
Før han forlader Lykeion overlader han dets ledelse til sin ven gennem mange år, Theofrastos, der har ledelsen i de næste 35 år.


Aristoteles betragtes af mange som videnskabens fader, blandt andet fordi han samlede materiale om de emner der interesserede ham.

Desuden var han en slags ”opfinder” af biologi, retorik og psykologi –
Samtidig med at han definerede områder som etik, logik, statslære og metafysik.

For Aristoteles var lykken det højeste mål for mennesket, og med lykke forstod han at leve lykkeligt og klare sig godt.
For Aristoteles var det gode liv ikke noget som man kom let til, det var noget man konstant måtte kæmpe sig frem mod - eller kæmpe for at opretholde.

For at opretholde det gode liv – eller lykken - måtte man leve ud fra sin fornuft.
Man måtte bruge sin fornuft til at træffe de rigtige valg i livet.

Aristoteles var klar over at vi som mennesker har brug for hinanden, derfor bør vi også behandle hinanden med respekt.
Man kan ikke have et godt liv som eneboer.

Så kan man jo spørge, fandt Aristoteles så ud af, hvordan man levede et godt og lykkeligt liv?

Svaret er … vi ved jo alle, at der ikke findes en opskrift på et sådant liv, hvad der er et lykkeligt liv for dig, behøver nødvendigvis ikke at være et lykkeligt liv for mig.

Etik, som Aristoteles beskæftigede sig med, havde dengang en bredere betydning end den har i dag.
Dengang var etik læren om det gode ved alle tilværelsens aspekter, altså ikke kun ved det moralske.

Etik er imidlertid ikke en videnskab der kan måles på dets resultater, som f.eks. matematik eller fysik.
Alligevel har Aristoteles nogle gode råd, som vi kan benytte, når vi vil skabe os et lykkeligt liv.

Aristoteles lære omfattede ”den gyldne middelvej”, - et udtryk han skabte, og her nævner han en række dyder, som han mente man burde leve efter.
Man skal f.eks. undgå at være fej - man skal heller ikke være dumdristig, - men man skal være modig.
Man skal ikke være nærig, men heller ikke være ødsel, - derimod skal man være gavmild.
Når man vurdere et andet menneske skal man forsøge at være retfærdig i sin bedømmelse.

Det kunne lyde som om Aristoteles mente at et lykkeligt liv, var et liv levet i mådeholdenhed, altså hverken at overdrive noget eller underdrive – men netop finde den gyldne middelvej.
Og så er vi jo igen tilbage til, at et sådant liv nok vil være forskelligt fra menneske til menneske.

Her er det så at fornuften igen kommer ind i billedet.
Fornuftens fornemmeste funktion er den, at finde den moralsk rigtige måde at handle på.
Aristoteles mente at der altid var en moralsk rigtig måde at gøre tingene på.

En vares pris skal altid være retfærdig, altså hverken over eller under hvad der er rimeligt …

Hvis Folkekirkens Nødhjælp beder om hjælp, så er det ikke meningen at vi alle skal give 100 kr.
For den rige, der har økonomien i orden, og ikke savner noget i hverdagen, ville100 kr. nok være for lidt, - men for den fattige enke vil 100 kr. nok være for meget.
Her er det så at de begge, ved brug af deres fornuft skal afgøre, hvad der er den gyldne middelvej.

Så kan man spørge, hvorfor skal vore handlinger være styret af vor moral?
Er det udelukkende for vore medmenneskers skyld?
Her ville Aristoteles have svaret nej, - og have tilføjet, det er for vor egen skyld.

Vi kan nemlig kun leve et lykkeligt liv, hvis vi behandler andre mennesker godt.

Fornuften har også andre funktioner end at være vejleder for vor moral.
Aristoteles mente ganske enkelt, at netop det at vi har en fornuft, viser at vi er mennesker.
Mennesket er, i henhold til Aristoteles, et middelmådigt væsen mellem dyrene og guderne.

Aristoteles opdelte fornuften i to størrelser. Den praktiske – og den teoretiske fornuft.
De fleste af os benytter mest den praktiske fornuft, den gode sunde fornuft, der viser os de sande moralske dyder.

Den teoretiske fornuft er mere abstrakt og praktiseres af intellektuelle og filosoffer.

Et helstøbt menneske skal altså benytte sin fornuft i dagens arbejde – og om aftenen kunne fælde en tåre over et smukt digt.

Aristoteles havde et verdensbillede hvor jorden var centrum, og hvor sol, måne, planeter og stjerner cirklede omkring jorden.