De syv dødssynder … eller laster.

Allerede omkring år 600 lavede Pave Gregor den Store (540-604) en liste over syv dødssynder.
Hvis ikke disse synder blev skriftet og ”tilgivet”, ville de fører til åndelig død og fortabelse.

I 1200-tallet blev de syv dødssynder skrevet ind i den romersk-katolske kirkes bodsbøger, der benyttes i forbindelse med skriftemål.

I den protestantiske kirke er en synd en synd, stor eller lille, og dermed en slags oprør mod Gud, - men vi tror på, at dette oprør vil Gud heldigvis tilgive os, - hvis vi ønsker det, af ren kærlighed til os.

I dag er der næppe mange der kender disse syv dødssynder, men engang imellem kan det være sundt, at genopfriske gamle ”dyder”, herunder se lidt på, hvad man i ”de gode gamle dage” anså for godt, og for mindre godt. Man kan jo også spørge, om de syv dødssynder også gælder som synder i vore dage …

Vi lever jo i en meget oplyst tid, - der er ikke den ting man ikke kan sætte sig ind i, hvis man er en lille smule interesseret, så nu har jeg altså tænkt mig, at genopfriske de syv dødssynder, og se hvad de egentlig omhandler.

Først er det jo interessant, at der er tale om lige netop syv dødssynder.
Mange betragter jo syv som et heldigt tal, muligvis fordi det anses som et ”helligt” tal, - tænk blot på den syvarmede lysestage fra Salomons Tempel, eller når man siger 7 – 9 – 13, eller for syv søren, - der er jo også syv dage i en uge.

De syv dødssynder, som Pave Gregor den Store nævnte, er:
1. Superbia = hovmod, vi kan også kalde det stolthed
2. Avaritia = griskhed, eller gerrighed
3. Luxuria = utugt, eller nydelsessyge
4. Ira = vrede, eller ligefrem hidsighed
5. Gula = grådighed, eller griskhed
6. Invidia = misundelse
7. Acedia = dovenskab, ladhed og sløvhed

Lad os så se på de enkelte dødssynder.

1. Hovmod …
Hovmod indebærer en alt for høj vurdering af sig selv, en slags selvhævdelse, - modsat ydmyghed og kærlighed. Derfor er hovmod hovedsynden, og de øvrige seks syndere sidegrene. Når ens selvhævdelse kan blive en dødssynd, så er det fordi man mener, at man ikke har brug for Gud, … man kan selv klare det hele. Hovmod vil ofte fører til ensomhed, for alle ”de andre” er jo ikke noget særligt.

2. Griskhed …
eller grådighed / gerrighed tror jeg alle har mødt, … det kan dreje sig om f. eks. mad, men også penge, eller endnu være om magt. Man kan ikke få mad nok – penge nok – magt nok.
Griskhed kan være farlig, fordi flid, foretagsomhed, driftighed og andre gode egenskaber, desværre kan udvikle sig til griskhed. Man rager til sig, - ofte på andres bekostning. Et sted der kan få præg af griskhed, er når arvinger skal dele en arv, … et sådan sted burde der være fred og fordragelighed, - men det kan ende med familiestridighed.

3. Utugt …
en betegnelsen for seksuel samkvem uden for ægteskabet. Sex kan jo være (bør være) noget varmt og dejligt, - men det kan så sandelig også fører til ufred og roderi. Jeg tror at mange betragter orden ”utugt” som et gammeldags ord der er ”yt”.
I dag hedder det ”at være dydig” … Ordet / begrebet utugt er i dag vel nærmest noget som hentyder til et kriminelt forhold, - altså noget som man juridisk kan blive stillet til ansvar for. Det er nok de færreste mennesker, der sætter lighedstegn mellem utugt = og ægteskabelig utroskab …

4. Vrede …
er en naturlig følelse, - lige som glæde og sorg. Man kan give udtryk for vrede på flere måder, lige fra en let irritation, til en voldsom og intens vrede.
Desværre får vrede ofte mennesker til at miste selvbeherskelsen, - og så kan det gå grueligt galt. Vi kan alle blive vrede, og mange ønsker at give udtryk for deres vrede, i stedet for at lade vreden ”vende indad”. Man må arbejde på at bruge sin vrede på en konstruktiv måde. Man bør også huske, at det kan være en god ide, at tælle til 10, inden man giver udtryk for sin vrede.

5. Grådighed …
Mange mennesker betragter det ikke som en synd at være grådige, de udstiller gerne resultatet af deres grådighed, og lægger afstand til dem, der ikke forstår at ”skabe” store forgyldte resultater.
Der er endog dem, som til stadighed søger efter huller i systemet, så de kan opnå endnu flere penge på kistebunden. Taberne i dette grådige spil, er så andre mennesker, og også ofte miljøet.
Livet har først værdi, når den grådige kan vælte sig i penge, helst uden at have arbejdet for at få disse. Den grådige kan blive bange for, at andre har opnået at skrabe endnu mere til sig.

6. Misundelse …
De fleste mennesker har vel på et eller andet tidspunkt haft følelsen af misundelse, og vi ved, at misundelse ikke er noget positivt, det er en grim og smålig følelse. Vi bør være glade på andres vegne, når det går dem godt.
Misundelse afslører et svagt punkt i os selv. Jeg kan ikke tåle at andre kan noget jeg ikke kan, eller at andre har noget jeg ikke har. Prøv så at spørge dig selv, hvorfor kan jeg det ikke, - eller hvorfor har jeg det ikke, - muligvis fordi jeg har været for sløv. … Så var det da en mulighed at arbejde på at opfylde dine egne drømme, - at få noget ud af livet.

7. Dovenskab …
kan være årsagen til, at dit liv ikke er så godt som det kunne være.
Vi ved alle, at dovenskab er roden til alt ondt. Dovenskab er, at man ikke gør det, som skal gøres, og som man egentlig gerne vil gøre.
Du skal gide tage en beslutning, og gide at føre den ud i livet, også selv om du så må op af stolen. I øvrigt er det sådan, at dovenskab har det med at sprede sig, - først gad jeg ikke vaske op, nu gider jeg heller ikke gå ud med skraldebøtten o.s.v.
Man giver op, og kommer til at leve i et liv uden vækst. Dovenskab medfører at man til sidst slet ikke interesserer sig for sine omgivelser.

Dette var så en gennemgang af de syv dødssynder.
Jeg tror at jeg selv blev lidt klogere af at gennemgå dem.
Nu kan du så tænke nærmere over dem.

NB: den katolske kirke har i 2008 gennem Vatikanet udvidet listen med syv nye moderne synder:
1. Miljøforurening – 2. Genmanipulation – 3. Overdreven rigdom –
4. At udsætte andre for fattigdom –
5. Narkosmugling og brug af narkotika –
6. Moralsk diskutable eksperimenter på mennesker og dyr –
7. Brud på fundamentale menneskerettigheder.

Schröder

FRIEDRICH LUDWIG ULRICH SCHRÖDER

Schröders betydning for tysk frimureri.

Schröder (1744-1816) var teaterdirektør, forfatter og dramatiker, samt en af sin tids mest betydningsfulde Shakespeare fortolkere, - og samtidig en af de vigtigste reformatorer af tysk frimureri.

Frimureriet havde i Tyskland været inde i en stærk fremgang i anden halvdel af det 1800-århundrede, og overalt i Tyskland var der blevet oprettet nye loger, - mange af disse desværre ikke så regulære, som de burde være, ja i mange loger var frimureriet nærmest blevet til en slags "skuespil" eller "leg".

Frimureriet var "In" i visse af de bedre kredse, hvilket gjorde at der var personer som mente, at frimureriet kunne benyttes til at tjene hurtige penge.

Da de tre oprindelige frimurergrader, de tre Johannesgrader, også kaldet det blå frimureri, kun bestod af en Lærlingegrad, en Svendegrad og til sidst en Mestergrad, så var der personer, der syntes at disse tre grader kunne udvides med flere og mere fantastiske grader.

Der blev oprettet grader med rider ceremonier og flotte kostymer og endnu flottere titler, ikke kun på graderne, men også til de brødre der fik de forskellige grader.

Mange af disse fine titler og grader kunne ligefrem købes, ligesom man kunne købe patenter på oprettelse af loger.

Så det i Tyskland voksende frimureri var løbet ind i en alvorlig situation, - men heldigvis var der da også kræfter, som forsøgte at gøre frimureriet til det, som var den oprindelige mening med frimureriet.

Særligt konventet i Wilhelmsbad i 1782, hvor man gik bort fra "Strikte Observans", betød, at nu skulle der ske noget på det ritualmæssige område.

Schröder hørte, sammen med f. eks. Goethe og Herder, til de frimurerbrødre, der ønskede at vende tilbage til det oprindelige frimureris tre Johannesgrader, og derfor kastede Schröder sig ud i et forsøg på at finde frimureriets rødder, for - ud fra disse, at skabe et nyt ritual.

Ikke alene skrev han et ritual, han fortalte også hvordan indretningen skulle være, i de lokaler der blev benyttet til logesale, han udarbejde forslag til et arbejdstæppe, ja ... kort og godt, han skabte et komplet frimurerisk system.

Hans ritualer benytter et enkelt og let forståeligt sprog, og de ceremonier der skal udføres er enkle, men har trods det, en stor dybde, - samtidig har Schröder forsøgt at reducere antallet af de symboler der bruges i det frimureriske arbejde.

Når man arbejder med Schröders ritualer, kan man mærke teatermandens og dramatikerens tankegang.

Greven af Saint-Germain.

Når man er interesseret i frimureriets historie og søger rundt i denne, så støder man af og til på forskellige spædende bipersoner, - og sådan stødte jeg på Greven af Saint-Germain.

Jeg var interesseret i:
1. Kong Frederik den II, kaldet den Store,
2. Hertug Ferdinand af Braunschweig
3. Landgreve Prins Carl af Hessen og
4. Greve Christian Conrad Danneskiold-Laurvig.

Alle disse fire frimurere har været i kontakt med Greven af Saint-Germain, - men særligt
Prins Carl, - hos hvem den mystiske greve døde den 27. februar 1784, - for herefter at blive
begravet i Sankt Nikolai kirke i Eckernförde.

I Eckernförde Kirkebogen kan læses:
"1784 – nr. 12 – død den 27. februar – begravet den 2. marts – Den der kaldte sig Grev von St. Germein og Weldona – andre oplysninger kendes ikke – i stilhed gravsat i herværende kirke”.
Desuden fremgår det at der er betalt 12 rigsdaler for gravstedet i 30 år, - samt at begravelsen er sket om morgenen den 2. marts.

Yderligere har borgmesteren i Eckernförde, den 3. april 1784, ladet bekendtgøre, at da Greven af Saint-Germain og Welldone, der har opholdt sig her i landet i 4 år, er død, og man intet testamente har fundet, da anmodes arvinger og indehavere af fordringer til at berigtige sådant inden 6 uger, for indenlandskes vedkommende, og 12 uger for udenlandske, da man ellers vil fortabe sine rettigheder.

Grev Saint-Germains død meddeles også i ”Neuen Braunchweigischen Nachrichten” nr. 56 af 6. april 1784, og nr. 59 af 12. april 1784, - i sidst nævnte udgave med en pæn nekrolog, - skrevet på foranledning af Hertug Ferdinand.

Intet tyder på at Greven af Saint-Germain på noget tidspunkt er blevet optaget i frimureriet, - men den omtalte greves liv og levned er lidt af en gåde og ret interessant.

Ingen ved rigtigt noget om hans fødsel og herkomst, - men noget tyder på at han var en uægte søn af Fyrst Francis Leopold Ragoczy af Transsylvanien, og at han er født 1691 eller 1692.

Han er sandsynligvis opvokset hos den sidste Hertug af Medicis, Gian Gastoni (1671-1737), der også var den sidste Storhertug af Toscana, - hvilket kan forklare hvordan Saint-Germain kunnet bevæge sig i datidens højere kredse.

Han havde i øvrigt en stor historisk viden og talte italiensk, fransk, tysk, engelsk, spansk og portugisisk nærmest flydende, - muligvis med en lille accent.

Han var godt inde i kemi, - havde viden om urter og om fremstilling af urtemedicin.
Han havde sin egen ”livs eliksir”, vist nok en slags te, som angiveligt skulle have forlænget hans liv.
Desuden levede han efter en selvkomponeret diæt, der nærmest bestod af gryn, brød og hvidt kød fra fjerkræ.

Nogle mente han var alkymist, - men det han beskæftigede sig med, vil nærmest være det, vi i dag kalder for kemiske forsøg.

Han vidste en del om ædelstene, - var en glimrende violinspiller, og kunne også gøre sig gældende som kunstmaler.

Det var hans kemiske forsøg der i 1779 bragte ham til Prins Carl af Hessen, - idet Greven af Saint-Germain mentes at have en viden om fremstilling farver, der bl.a. kunne få selv de billigste stoffer til at ligne silke.
Hos Prins Carl blev der i Eckernförde skabt en fabrik, der skulle fremstille Grev Saint-Germans produkter, men desværre døde Greve, inden fabrikken kom rigtigt i gang.

Grev Saint-Germain er, - både i sin egen tid og senere, blevet beskrevet som Hof embedsmand, eventyrer, bedrager, svindler, opfinder, alkymist, pianist, violinist, komponist, okkultist med meget mere, og der fortælles de mest utrolige historien om ham.

Han ”hævdede” af og til, at han ikke at kunne ældes, - samt at han havde oplevet talrige historiske begivenheder.
Han kunne f. eks, fortælle om sine samtaler med dronningen af Saba, - eller om dengang han havde deltaget i brylluppet i Kana.

Selv i vore dage, er der mennesker som betragter ham som udødelig, - og som mener at han stadig lever ...
Han skulle således, - efter sigende, være leder af den europæiske gren af den Hermetic Order of the Golden Dawn, en hemmelig okkult orden, grundlagt i 1888.

Det meste af sit liv tilbragt han i de høje kredse, bl.a. ved det franske hof, hvor han havde vundet Madame Marquise de Pompadours fortrolighed (Jeanne-Antionette Poisson 1721-1764), og omgikkes Frankrigs Konge Ludvig den 15.

Overalt hvor han kom frem, fortæller man, at han var ulasteligt klædt og ofte prydet med diamanter.
Ingen er imidlertid i stand til at fortælle, hvor han fik sine økonomiske midler fra, - så alt herom må blive gætteri.

For det meste nævnes han som Grev eller Marquis Saint-Germain, hvilket skulle komme fra latinsk Sanctus Germanus = Hellig Broder, - men han benyttede også andre navne, - hvilket vist ikke var helt ualmindeligt i 1700-tallet.
(f.eks. Chevalier de Welidone/Welldone – Catalani – Marguise de la Croix Noire – Comte Belmar)

Greven af Saint-Germain siges at være forfatter til bogen ”La Trés Sainte Trinosophie”, oversat til engelsk under titlen ”The Most Holy Trinosophia.
Bogens historie er i sig selv temmelig mærkelig, og ikke meget tyder på at Greven er bogens forfatter.
Bogen er desuden stærkt knyttet til en anden mystisk person fra samme tidsperiode, nemlig den såkaldte Grev Alessandro Cagliostro = ærkesvindleren Giuseppe Balsamo.

Marie Antoinett von Lowzow er forfatter til bogen ”Saint-Germain, Den mystiske greve”.
Denne bog belyser hans liv og karakter gennem samtidens udtalelser og dokumenter, og giver et billede af en meget farverig personlighed.

Krise

LIVET …

Livet er en gave, - fyldt med glæder og lyse øjeblikke, - men de færreste af os undgår også at opleve, at livet også kan indeholde bekymringer og sorg, - altså livets mørke sider.

Livet er en gave, - indpakningen kan være spændende og flot, men det er det, der gemmer sig bag indpakningen, som er det vigtige.
Vi ved ikke, hvad vi får, - forhåbentlig er det noget vi ønsker os, - lige som vi ønsker, at hver morgen skal være begyndelsen på en ny og dejlig dag.

Men netop dagen i dag kan vise sig at være en dag, hvor alt bare går dig imod.
Du spilder kaffe ned at dit tøj, bilen vil ikke starte, du glemte at en af dine kære havde fødselsdag i dag.

Eller, dagen i dag er en virkelig krise dag.
Du bliver fyret fra dit arbejde, en af dine kære, eller du selv, får konstateret en alvorlig sygdom.
Det bliver en af livets mørke dage.
De fleste af os tænker muligvis ikke så meget over, hvordan dagen skal gå.
Vi lever i nuet, - og så længe der er tale om lyse dag, så tror vi ikke, at de mørke dage kan ramme os og vore kære.

Der er dog mennesker, for hvem livet tilsyneladende indeholder flere kriser end glæder, flere mørke dage end lyse. Hvad gør sådanne mennesker med deres liv?

Hvad gør man hvis livet ikke helt former sig, som man ønskede og troede det ville.
Hvad gør man hvis man selv, - eller ens kære rammes af sygdom.
Hvad gør man hvis man mister sit arbejde, og ikke kan overskue den nærmeste fremtid, - ja muligvis får økonomiske problemer.

Jeg er bange for, at så går mange ned med flaget, - særligt hvis de har levet længe på livets glade og lyse siden, og ment, at kriser er noget, man ikke selv har, eller kan få, - det er kun noget, som overgår andre.

Hvis sådanne ellers glade og lykkelige mennesker rammes af en krise, så har de vanskeligt ved rigtig at erkende den …
Det er samfundets skyld, - eller det er arbejdsgiverens skyld, eller … eller hvorfor skal sådan en ulykke lige ramme MIG?
Og … nu må velfærdsstaten virkelig træde til og rede trådene ud …

Mange er i dag ikke forberedte på kriser, - vi har det jo godt og lever et lykkeligt liv, - så hvorfor skal det hele så gå galt? Derfor … hvor mange af os er i stand til at takle en krise?

Hvor mange af os er i stand til, og har kræfter til, at forsøge at vende en krise til noget positivt, - eller til i det mindste til at lære noget af krisen?

Hvor mange af os har rigtige venner, som vi kan snakke med om den krise vi er inde i?

Er det ikke i dag blevet sådan, at mange mennesker lever i deres egen lille egoistiske verden, - nok har de familie og venner, som de mødes med og hygger sig sammen med, men … når krisen kradser, så står de pludselig alene i verden.

Nu ønsker jeg ikke på nogen måde at gør hvid til sort, eller ligefrem skabe problemer, hvor der ingen problemer er.
Men … jeg kunne godt ønske mig, at man af og til tænkte på livet som en gave, - en gave man skal passe på, og ikke bare tage for givet. Altså en gave af de helt store og dyre.

Lad os prøv at sætte mere pris på livet.

Prøve at sætte mere pris på de mennesker der omgiver os.

OG … hvis krisen rammer, hvis den ulykke sker, som vi ikke troede på kunne ramme os og vore kære …
Så lad ikke krisen slå os ud, - men lad os betragt den som en udfordring, - og lad os tage kampen op.

Det værste man kan gøre er at opgive, - eller at give alt andet skylden end en selv, - eller at vælge den nemme udvej, nemlig at sætte sig ned og forsøge at drikke sig ud af problemerne.
Skulle krisen kradse, - eller muligvis ramme rigtig alvorligt, så må vi ikke lukke os inde i os selv.
Så skal vi op på barrikaderne og slås, - så skal vi henvende os til familie og venner, og bede om at være os behjælpelig.

En anden, og virkelig god hjælp i en krise, - ja i hele ens liv, kan også være troen.
Troen på Gud. Troen på, at med Ham ved hånden er man aldrig alene i verden.

Ramme krisen rigtig hårdt, så skæld blot Gud ud Fortæl Ham at man ikke forstår hvorfor, - men slip Ham ikke. Bed Ham om at kæmpe sammen med dig, for at krisen ikke skal overmande dig.

For de fleste mennesker er troen på Gud ikke noget man tænker ret meget over i dagligdagen.
Kirken er for mange blot et sted, man kommer ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse …
Og … muligvis, som en god gammel tradition, når det er jul.

Men Gud er der altid og hver dag, så når krisen kommer, kan troen være en hjælp.
I de lykkelige og lyse stunder glemmer vi ofte Gud, - men Han glemmer aldrig os.