Josefus Flavius

(Titus Flavius Josephus)

Josef ben Matthias (Hebraisk: Joseph ben Matatyahu) var hans jødiske navn, - han er sandsynligvis født få år efter, at Jesus blev korsfæstet, altså ca. år 37 eller 38, - og han dør omkring år. 100.

Han stammer fra en jødisk præsteslægt, og var derfor grundigt uddannet i Moseloven, ligesom han sikkert har sat sig ind i farisæisk, saddukæisk og essensk tankegang.

Han levede 3 år i ørkenen sammen med en asket ved navn Banus, der kan have været en af Johannes Døberens disciple.

Da han kom tilbage fra ørkenen til Jerusalem, var han omkring 19 år, og han sluttede sig til det farisæiske parti, som i år 64 sendte ham til Rom, hvor han skulle forsøge at få frigivet nogle jødiske præster, som den romerske prokurator havde ladet arrestere og overføre til Rom.

Vi er i kejser Neros regeringstid, altså i årene 54 til 68, og det lykkedes ham, at få præsterne sat fri, sandsynligvis kort tid før den store brand bryder ud den 18. juli 64, - en brand som lagde omkring en 4-del af Rom i aske, og som førte til den første store kristenforfølgelse.

Da Josef i år 66 atter er hjemme i Jerusalem, udnævnes han til landsdelen Galilæas øverste jødiske chef.

Vi er i en tid, hvor jøderne gør oprør mod romerne, og i år 68 sætter kejser Nero sin general Titus Flavius Vespasian til at nedkæmpe de jødiske oprører.

Jøderne bliver i Galilæa omringet i byen og fæstningen Jotapata, - og da Vespasian fandt byen for stærk, belejrede han den, - byen holdt stand i 47 døgn, hvor Josef nærmest var en jødisk nationalhelt.

Da byen faldt, skjulte Josef sig i en hule sammen med 40 andre mænd, og her besluttede de sig for, at udføre et kollektivt selvmord.

Men Josef undlod at tage sit egent liv, - han overgav sig i stedet til romerne, hvor han i sin egenskab af general, blev ført frem for Vespasian, som det lykkedes ham at smigre, så han godt nok kom i fængsel, men han undgik tortur og en forsmædelig død.

Da Vespasion proklameredes som kejser i år 69 frigiver han Josef, som bliver hos Vespasians søn Titus, der har kommandoen over det belejrede Jerusalem, og her er Josef vidne til både Jerusalems og fæstningen Masadas fald.

Set med jødernes øjne er Josef en overløber, der er gået i romernes tjeneste, - og han er da også både hård og grusom overfor sine landsmænd.

Josef ender med at tage til Rom, muligvis grundet sine landsmænds hån, - men livet i Rom er nu heller ikke så dårligt.

Han fører et behageligt liv, hvor han bor i kejser Vespasians tidligere palads, og modtager rundhåndet økonomisk understøttelse fra kejseren, således at han kan beskæftige sig med sit skrivearbejde.
Desuden opnår han, at få romersk borgerret, - han får en landbrugsejendom i Judæa, - han bliver fri for, at betale skatter, - og han ændre sit navn til Josefus Flavius, idet han tager navn efter det flaviske kejserhus.

Tertullian (ca. 160 - 225) - en af de gamle kirkefædre, kalder Josefus for datidens mest kendte jøde.

Eusebius (ca. 260 - 340) - biskop og kirkehistoriker, fortæller, at der blev rejst en statue af Josefus i Rom, og at de bøger Josefus havde skrevet, stod på alle offentlige biblioteket.

Josefus skrev flere bøger, og blandt disse regnes to for de vigtigste kilde til den jødisk historie og kultur i perioden omkring vor tidsregning.

I 7 bøger med titlen "Den Jødiske Krig" (på latin: "De Bello Judaico") skrevet i årene 75 til 79 beskriver han på en levende måde det jødiske oprørs forudsætning og historie, - en stor del af dette havde han jo selv været øjenvidne til.

Bogen er sikkert et bestillingsværk fra kejser Vespasian eller hans søn Titus.  Bogen er oversat til dansk.

I bogen "De Jødiske Antikviteter" (på latin: "Antiquitates Judaicae") der udkom ca. år 93 - 95 fortæller han jødernes historie fra de ældste tider og til oprøret i år. 66 e. Kr.

I denne bog nævner hen både Jesus og Jesu broder: 

"Han sammekaldte syndriets dommere, og førte blandt andet Jacob frem for dem. Denne var bror til Jesus, som kaldes Messias".   

"Nu var der på denne tid en vismand ved navn Jesus, - hvis man da med rette kan kalde ham en mand, for han udførte underfulde gerninger, og underviste dem, som med glæde lyttede til ham. Han vandt derfor mange tilhængere, både jøder og ikke jøder, Han var Messias.

Da Pilatus, - på grund af anklager som vore ledere fremførte, dømte ham til korset, så svigtede de der elskede ham fra begyndelsen ikke, men bevarede deres kærlighed.

På den tredje dag viste han sig nemlig for dem, atter levende, da Guds profeter havde forudsagt dette, og tusinder andre og vinunderlige ting om ham, - og dette folkeslag, der havde taget deres navn efter ham, de kristne, eksisterer den dag i dag."

Den ovennævnte tekst har været til diskution i de lærte kredse.

Har Josefus skrevet denne tekst ... eller er der tale om en senere kristen bearbejdelse ...

Noget tyder på, at der kan have været to udgaver af "Antiquitates Judaicae" ... en med kristen formulering, og en uden en sådanne formulering.

Næsten samtidig - altså ca. år 93 - 95 udkom en kort selvbiografi "Vita", samt "Contra Apionem" (Mod Apion), hvor Josefus forsvarer jødedommen mod samtidige angreb.