Den 7-armede Lysestage.

 Jeg er den lykkelige ejer af en pæn 7-armet lysestage, også kaldet Tempelstage, - og jeg har egentlig altid været lidt fascineret af denne, - hvorfor egentlig?

I mange kirker står der en 7-armet lysestage på alteret, - efter min mening hører den ikke hjemme der.      

Men, - der er vist en fornuftig forklaring.

Når der på alteret i danske kirker kan stå en 7-armet lysestage, så er det muligvis en skik der er indført omkring 1890.

I 1861 fik N. F. S. Grundtvig (1783-1872) en sådan lysestage foræret, i anledning af hans 50 års jubilæum som præst.

Denne stagen blev så i 1890 skænket til Marmorkirken (Frederiks kirke) i København af Grundtvigs enke, Asta Grundtvig, - og stagen er senere kopieret i et stort antal og solgt til mange kirker i Danmark, som en slags ”Grundtvigsminde”.

Den 7-armede lysestage (Menorah) er helt klart af jødisk oprindelse, -

og sandsynligvis det ældste kendte jødiske symbol, - et symbol på Guds nærvær som Israel lys.

Denne lampe skulle konstant være tændt som et symbol på det jødiske folks uslukkelige tro på Gud.

Lampen var en olielampe, hvor hver af de syv lamper var formet som en mandelblomst, - og der måtte kun benyttes den fineste jomfru-olivenolie i lampen.

 

I dag er den 7-armede lysestage Israels nationalsymbol, -

og er sammen med  Davidsstjernen, - jødedommens to vigtigste symboler. 

Lysestagen optræder i Israels våbenskjold og stjernen i Israels flag.

I Anden Mosebog, kapitel 25, kan man læse både om hvordan pagtens ark skal se ud, - og om hvordan den 7-armede lysestage skal se ud.

I Første Kongebog, kapitel 7, kan man læse om det tempel som Salomo opfører, - og i vers 49 om de 10 stk. 7-armede lysestager i templet.

I Zakarias Bog, kapitel 4, kan også læses om lysestagen, - hvis syv lys er Herrens øjne, som søger ud over hele jorden.

I Johannes Åbenbaring Kapitel 1 vers 12-16, fortælles om syv guldlysestager og om syv stjerner som Kristus har i sin højre hånd.

Da Jerusalem i år 586 f.Kr. blev indtaget af den babylonske konge Nebudkanezar, blev lysestagerne ført til Babylon som et krigsbytte.

Sene opførtes et nyt tempel i Jerusalem, og også i dette tempel havde man en 7-armet lysestage.  Denne forsvandt år 168 f.Kr., da den syriske konge Antiochos Epifanes erobrede Palæstina, og i jødernes tempel rejste et alter for Zeus.

Under Judas Makkabæus erobrede jøderne i år 165 f.Kr. igen deres frihed.

Templet i Jerusalem blev renset, - og atter kom der en 7-armet lysestage ind i templet, - denne lysestage var dog kun i tin, overtrukket med guld, - de tidligere stager havde alle været udført i ren guld.

I år 66-70 e.Kr. blev Jerusalem indtaget og plyndret af romerne, og den sidste jødiske lysestage blev ført til Rom, hvor kejser Vespasian senere, omkring år 75, anbragte den i ”Fredens Tempel”.

Hvor lysestagen så senere er blev af, er der ingen der ved.

Det eneste "spor" af jødernes sidste 7-armede lysestage, er et relief på indersiden af Titusbuen i Rom. På dette ses tydeligt den syvarmede lysestage, som romerske soldater bærer med hjem fra krigen i Judæa.

Traditionerne siger dog, at lysestagen fra Rom blev ført til Kartago (Tunesien), af den kristne vandalerkongen Geiserik, der i år 455 plyndrede Rom.

Fra Kartago kom lysestagen så senere til den kristne kejser i Konstantinopel (i dag Istanbul), hvorfra den som en gave kom tilbage til den kristne menighed i Jerusalem.

Jøderne bruger den 7-armede lysestage, men de tænder kun 6 af lysene, da de venter på Messias´ komme.

Som kristne tænder vi alle 7 lys, for vi tror, at Jesus er vores Messias, som allerede er kommet til os.

Det 7-armede lysestage kan ses som livets træ i paradisets have, - det træ som bar frugter, der gjorde at man fik evigt liv, - eller lysestagen kan ses som verdenstræet, hvis rødder er i de dødes rige, og hvor træet er verdens midtpunkt, med sin krone der rager ind i himmelen, - ved himlens midtpunkt, Nordstjernen.

Til syvende og sidst, kan der lægges meget i tallet syv, - og i lys.

 

 

Lidt om … Johanneslogeforbundet af Gamle, Frie og Antagne Murere.

I henhold til Johanneslogeforbunds ”Forfatning og Vedtægter”

så arbejder forbund efter det … universelle humanitære system, og benytter det … Schröderske Ritual af 1801.

Det at forbundet arbejder efter det … universelle humanitært system,

er en betegnelse, der stammer fra tysk frimureri, hvor betegnelsen benyttes til,
at adskille to forskellige frimureriske systemer.

Nemlig det frimureri der bygger på en kristen trosbekendelse, –

og det frimureri der, som i Johanneslogeforbundet, IKKE kræver en bestemt trosbekendelse, - MEN kræver, at brødrene er bevidste om en guddommelig skaberånd, altså har en tro, - og ærer denne skaberånden gennem begrebet …
Alle Verdeners Store Bygmester.

Når vi i Johanneslogeforbundet har betegnelsen humanitært frimureri, så skyldes det,

at forbundet og dets loger har sine rødder i det tyske humanitære frimureri.

Forbundets første loge, – Christian til Palmetræet, - blev oprette med hjælp fra logen ”Ferdinande Caroline” i Hamburg, og alle forbundets loger er stiftet, som loger hørende ind under Storlogen af Hamburg.

Christian til Palmetræet fik sit patent den 17. november år 1900 –

som loge nr. 32 under Storlogen af Hamburg.

Derfor arbejder forbunds loger med det tyske Schröder Ritual, - som de eneste loger i Danmark.

Det Schröderske Ritual er udarbejdet af Fridrich Ludewig Ulrich Schröder,

i årene fra begyndelsen af 1790-erne og frem til den 29. juni 1801, hvor ritualet blev godkendt, som Storlogen af Hamburgs ritual.

Det Schröder ritual som i dag benytter i Johanneslogeforbundet, er oversat fra tysk

af br. cand.polyt. Peter Andreas Fenger i november 1932.

Broder Fenger blev optaget i logen ”Christian til Palmetræet” den 01. marts 1901, … altså ganske kort efter, at logen var blevet indviet, - den 17. januar 1901.

Br. Fenger var senere blandt stifterne af logen ”De gamle Pligter”, den 01. oktober 1921,

hvor han fik medlemsnummer 1 i logen.

Logerne De gamle Pligter og Ygdrasil har konstitutioner dateret 1. oktober 1921 …

De gamle Pligter som loge nr. 57 … og Ygdrasil som loge nr. 58
Under Storlogen af Hamburg.

Men … tilbage til vort Schröderske ritual.

I tidens løb har der af og til været tilløb til, at ændre i ritualet,
men … heldigvis har generation efter generation af embedsmænd i Johanneslogeforbundets loger, sørget for, at disse ændringer kun er få og meget små, således, at vi i dag stadig, – med stolthed, – kan ”prale” lidt af, at vi benytter et over 200 år gammelt Schrödersk Ritual.

Den største ændring der er foretaget i Forbundets ritualer, er en ændring i Lærlingeritualet, 

en ændring der blev foretaget i forbindelse med, at vi afbrød vore forbindelser til tysk frimureri, - og …
den 28. september 1959 indgik en gensidige uopsigelig overenskomst med
                                        Den Danske Frimurerorden.

Ordenen godkendte vore Schröder Ritualer, men …

man ville være meget glade, hvis vi i forbindelse med optagelse i vor Lærlingegrad, vil indføje en ændring, - denne ændring blev så tilføjet ritualet, men var altså ikke med i Schröders Ritual for Lærlingegraden.

Schröder beskæftigede sig også med, at skrive, - samt udgive, materiale til brug for instruktioner (foredrag) i de tre Johannesgrader, og han ønskede, at hver grad skulle have en katekismus, som grundigt gennemgik gradens symboler og ritual.

I 1872 påtog en br. Robert Fischer fra Gera i Tyskland, sig den opgave,

grundigt at bearbejde de gamle katekismer, - og det er hans arbejde fra 1872,
som forbundet, - i oversættelse, - benytter i dag.

Der er næppe tvivl om, at da den Engelske Storloge startede sit arbejde i 1717,

da var der kun EN grad, - nemlig Lærlingegraden.

Men rimeligt hurtigt udvikler denne grad sig til to grader, - hvilke to grader, – det hersker der til tilsyneladende en del tvivl om, - personlig er jeg af den opfattelse, at der var tale om en Lærlingegrad, - og en Mestergrad.

Først senere, opdeler man så Lærlingegraden i en Lærlingegrad og en Svendegrad.

Man ved, at fra omkring år 1725-1726 arbejder mange loger med tre grader, – de såkaldte tre symbolske grader, eller håndværksgrader.

Da Schröder skabte sit ritual, benyttede han alle de frimureriske ritualer og afsløringsbøger, som han kunne komme i besiddelse af, - og det var ikke så få.

 

Josefus Flavius

(Titus Flavius Josephus)

Josef ben Matthias (Hebraisk: Joseph ben Matatyahu) var hans jødiske navn, - han er sandsynligvis født få år efter, at Jesus blev korsfæstet, altså ca. år 37 eller 38, - og han dør omkring år. 100.

Han stammer fra en jødisk præsteslægt, og var derfor grundigt uddannet i Moseloven, ligesom han sikkert har sat sig ind i farisæisk, saddukæisk og essensk tankegang.

Han levede 3 år i ørkenen sammen med en asket ved navn Banus, der kan have været en af Johannes Døberens disciple.

Da han kom tilbage fra ørkenen til Jerusalem, var han omkring 19 år, og han sluttede sig til det farisæiske parti, som i år 64 sendte ham til Rom, hvor han skulle forsøge at få frigivet nogle jødiske præster, som den romerske prokurator havde ladet arrestere og overføre til Rom.

Vi er i kejser Neros regeringstid, altså i årene 54 til 68, og det lykkedes ham, at få præsterne sat fri, sandsynligvis kort tid før den store brand bryder ud den 18. juli 64, - en brand som lagde omkring en 4-del af Rom i aske, og som førte til den første store kristenforfølgelse.

Da Josef i år 66 atter er hjemme i Jerusalem, udnævnes han til landsdelen Galilæas øverste jødiske chef.

Vi er i en tid, hvor jøderne gør oprør mod romerne, og i år 68 sætter kejser Nero sin general Titus Flavius Vespasian til at nedkæmpe de jødiske oprører.

Jøderne bliver i Galilæa omringet i byen og fæstningen Jotapata, - og da Vespasian fandt byen for stærk, belejrede han den, - byen holdt stand i 47 døgn, hvor Josef nærmest var en jødisk nationalhelt.

Da byen faldt, skjulte Josef sig i en hule sammen med 40 andre mænd, og her besluttede de sig for, at udføre et kollektivt selvmord.

Men Josef undlod at tage sit egent liv, - han overgav sig i stedet til romerne, hvor han i sin egenskab af general, blev ført frem for Vespasian, som det lykkedes ham at smigre, så han godt nok kom i fængsel, men han undgik tortur og en forsmædelig død.

Da Vespasion proklameredes som kejser i år 69 frigiver han Josef, som bliver hos Vespasians søn Titus, der har kommandoen over det belejrede Jerusalem, og her er Josef vidne til både Jerusalems og fæstningen Masadas fald.

Set med jødernes øjne er Josef en overløber, der er gået i romernes tjeneste, - og han er da også både hård og grusom overfor sine landsmænd.

Josef ender med at tage til Rom, muligvis grundet sine landsmænds hån, - men livet i Rom er nu heller ikke så dårligt.

Han fører et behageligt liv, hvor han bor i kejser Vespasians tidligere palads, og modtager rundhåndet økonomisk understøttelse fra kejseren, således at han kan beskæftige sig med sit skrivearbejde.
Desuden opnår han, at få romersk borgerret, - han får en landbrugsejendom i Judæa, - han bliver fri for, at betale skatter, - og han ændre sit navn til Josefus Flavius, idet han tager navn efter det flaviske kejserhus.

Tertullian (ca. 160 - 225) - en af de gamle kirkefædre, kalder Josefus for datidens mest kendte jøde.

Eusebius (ca. 260 - 340) - biskop og kirkehistoriker, fortæller, at der blev rejst en statue af Josefus i Rom, og at de bøger Josefus havde skrevet, stod på alle offentlige biblioteket.

Josefus skrev flere bøger, og blandt disse regnes to for de vigtigste kilde til den jødisk historie og kultur i perioden omkring vor tidsregning.

I 7 bøger med titlen "Den Jødiske Krig" (på latin: "De Bello Judaico") skrevet i årene 75 til 79 beskriver han på en levende måde det jødiske oprørs forudsætning og historie, - en stor del af dette havde han jo selv været øjenvidne til.

Bogen er sikkert et bestillingsværk fra kejser Vespasian eller hans søn Titus.  Bogen er oversat til dansk.

I bogen "De Jødiske Antikviteter" (på latin: "Antiquitates Judaicae") der udkom ca. år 93 - 95 fortæller han jødernes historie fra de ældste tider og til oprøret i år. 66 e. Kr.

I denne bog nævner hen både Jesus og Jesu broder: 

"Han sammekaldte syndriets dommere, og førte blandt andet Jacob frem for dem. Denne var bror til Jesus, som kaldes Messias".   

"Nu var der på denne tid en vismand ved navn Jesus, - hvis man da med rette kan kalde ham en mand, for han udførte underfulde gerninger, og underviste dem, som med glæde lyttede til ham. Han vandt derfor mange tilhængere, både jøder og ikke jøder, Han var Messias.

Da Pilatus, - på grund af anklager som vore ledere fremførte, dømte ham til korset, så svigtede de der elskede ham fra begyndelsen ikke, men bevarede deres kærlighed.

På den tredje dag viste han sig nemlig for dem, atter levende, da Guds profeter havde forudsagt dette, og tusinder andre og vinunderlige ting om ham, - og dette folkeslag, der havde taget deres navn efter ham, de kristne, eksisterer den dag i dag."

Den ovennævnte tekst har været til diskution i de lærte kredse.

Har Josefus skrevet denne tekst ... eller er der tale om en senere kristen bearbejdelse ...

Noget tyder på, at der kan have været to udgaver af "Antiquitates Judaicae" ... en med kristen formulering, og en uden en sådanne formulering.

Næsten samtidig - altså ca. år 93 - 95 udkom en kort selvbiografi "Vita", samt "Contra Apionem" (Mod Apion), hvor Josefus forsvarer jødedommen mod samtidige angreb.

Kalende-Broderskab.

Kalende-Broderskaber med dets Kalende huse har sit navn efter det latinske ord calendae / kalendae, der henviser til den første dag i hver måned.

Derfor var den første dag i hver måned fast og regelmæssig mødedag for broderskabet.

Broderskabet var et religiøst broderskab hovedsageligt bestående af præster og velhavende borgere, -
og broderskabet havde både mandlige og kvindelige medlemmer.

Et medlemskab af broderskabet kunne nogle steder gå i arv til andre familiemedlemmer.

Broderskaberne dukker op i det 9.-århundrede i Centraleuropa, og udfolder sig rigtigt fra det 13.-århundrede. Også i Danmark har broderskabet eksisteret, sandsynligvis inspireret fra Tyskland.
I Danmark havde man et broderskab i Tønder, - og sikkert også i andre byer.

Broderskabets formål var bøn samt udøvelse af gode gerninger, i den by og egn broderskabet var tilknyttet, - særligt gjorde man meget for de fattige, gamle og syge.
Desuden tog man sig af afdøde medlemmers familier.

Hvert broderskab havde sine egne love og forordninger, - disse skulle dog være godkendt af den stedlige Biskop, - eller Paven.

Broderskaberne kunne have forskellig størrelse, fra under 10 til over 40 medlemmer, og de valgte selv en formand og en kasserer, der skulle sikre, at vedtægterne blev overholdt samt holde styr på indtægter og udgifter.

Ved det månedlige møde startede man med prosession til kirken, her blev der holdt tidebøn og sjælemesser. Herefter igen prosession til broderskabets hus eller tilholdssted, hvor man spiste sammen, - et hver månedligt møde sluttede med et fællesmåltid. I mange byer havde broderskabet eget hus.

Ved påsketid var der symbolsk fodvaskning af fattige gamle kvinder og mænd, hvorefter man sluttede med et måltid mad, - man brød bødet sammen.

Efter reformationen var der en voksende kritik af den adfærd Kalende-Broderskaberne udviste i de protestantiske lande, muligvis fordi deres møder havde ændret sig til æde og drikkegilder, - og nogle steder var deres huse blevet til skænkestuer, - dette medførte, at man mange steder forbød broderskabet, - men ikke alle steder, broderskabet eksisterer stadig enkelte steder.

I Danmark blev broderskaberne forbudt i 1618.

Den unge forlanger af dagen, at den skal bringe ham noget ...
den gamle er tilfreds, når blot den ikke fratager ham noget.
Fr. Hebbel (tysk dramatiker og digter 1813-1864)

Hvis du vil vide hvor uundværlig du er, skal du bare stikke en finger i en skål med vand og måle, hvor stort hullet er, når du har taget fingeren op af vandet igen.
Kinesisk ordsprog

Hvad er frimureri ?
I familiens er det godhed.
På arbejdsmarkedet er det ærlighed.
I samvær med andre er det høflighed.
Bland kollegaer er det anstændighed.
I mødet med en ulykkelig er det medlidenhed.
I mødet med den svage er det hjælp.
I mødet med den stærke er det tillid.
I mødet med den heldige er det glæde.
I mødet med en angrende er det tilgivelse.
I mødet med uretfærdighed er det modstand.
Mod lovene er det lydighed.
Mod Gud er det ære og kærlighed.

Triptykon.

Jeg er blevet opmærksom på, at vi i Højby kirke har en triptykon ...

En triptykon er nemlig en trefløjet altertavle, med to bevægelige, halvt så brede, sidefløje, der kan lukkes ind over midterpartier.

Ordet triptykon (græsk) kendes tilbage fra den romerske kultur, hvor ordet benyttedes om en trefløjet tavle, der blev brugt til ophæng af offentlige meddelelser, - den eller de vigtigste meddelelser kunne så hænge i midten.

Senere begyndte man så at benytte triptykoner som små altertavler, der kunne benyttes som rejsealtere af præster, prælater og fyrster.

Dette udviklede sig til, at man i 1400-tallet udførte hele alterpartier i kirker som triptykoner, hvor de dekorerede sidefløje så kunne lukkes ind foran midtermotivet.

Bagsiden af sidefløjene var så ofte malet med motiver, som i lukket tilstand, kunne fortælle en historie, - sådan er altertavlen i Højby kirke imidlertid ikke.

Højby kirkes triptykon altertavle - fra omkring 1475-1500 - er et monumentalt skab, fyldt med omkring 63 udskårne og dekorativt malede figurer.

I katolsk tid har altertavlen, som skik var, været lukket i visse perioder, f. eks. i fasten.