LIVET …
Livet er en gave, - fyldt med glæder og lyse øjeblikke, - men de færreste af os undgår også at opleve, at livet også kan indeholde bekymringer og sorg, - altså livets mørke sider.
Livet er en gave, - indpakningen kan være spændende og flot, men det er det, der gemmer sig bag indpakningen, som er det vigtige.
Vi ved ikke, hvad vi får, - forhåbentlig er det noget vi ønsker os, - lige som vi ønsker, at hver morgen skal være begyndelsen på en ny og dejlig dag.
Men netop dagen i dag kan vise sig at være en dag, hvor alt bare går dig imod.
Du spilder kaffe ned at dit tøj, bilen vil ikke starte, du glemte at en af dine kære havde fødselsdag i dag.
Eller, dagen i dag er en virkelig krise dag.
Du bliver fyret fra dit arbejde, en af dine kære, eller du selv, får konstateret en alvorlig sygdom.
Det bliver en af livets mørke dage.
De fleste af os tænker muligvis ikke så meget over, hvordan dagen skal gå.
Vi lever i nuet, - og så længe der er tale om lyse dag, så tror vi ikke, at de mørke dage kan ramme os og vore kære.
Der er dog mennesker, for hvem livet tilsyneladende indeholder flere kriser end glæder, flere mørke dage end lyse. Hvad gør sådanne mennesker med deres liv?
Hvad gør man hvis livet ikke helt former sig, som man ønskede og troede det ville.
Hvad gør man hvis man selv, - eller ens kære rammes af sygdom.
Hvad gør man hvis man mister sit arbejde, og ikke kan overskue den nærmeste fremtid, - ja muligvis får økonomiske problemer.
Jeg er bange for, at så går mange ned med flaget, - særligt hvis de har levet længe på livets glade og lyse siden, og ment, at kriser er noget, man ikke selv har, eller kan få, - det er kun noget, som overgår andre.
Hvis sådanne ellers glade og lykkelige mennesker rammes af en krise, så har de vanskeligt ved rigtig at erkende den …
Det er samfundets skyld, - eller det er arbejdsgiverens skyld, eller … eller hvorfor skal sådan en ulykke lige ramme MIG?
Og … nu må velfærdsstaten virkelig træde til og rede trådene ud …
Mange er i dag ikke forberedte på kriser, - vi har det jo godt og lever et lykkeligt liv, - så hvorfor skal det hele så gå galt? Derfor … hvor mange af os er i stand til at takle en krise?
Hvor mange af os er i stand til, og har kræfter til, at forsøge at vende en krise til noget positivt, - eller til i det mindste til at lære noget af krisen?
Hvor mange af os har rigtige venner, som vi kan snakke med om den krise vi er inde i?
Er det ikke i dag blevet sådan, at mange mennesker lever i deres egen lille egoistiske verden, - nok har de familie og venner, som de mødes med og hygger sig sammen med, men … når krisen kradser, så står de pludselig alene i verden.
Nu ønsker jeg ikke på nogen måde at gør hvid til sort, eller ligefrem skabe problemer, hvor der ingen problemer er.
Men … jeg kunne godt ønske mig, at man af og til tænkte på livet som en gave, - en gave man skal passe på, og ikke bare tage for givet. Altså en gave af de helt store og dyre.
Lad os prøv at sætte mere pris på livet.
Livet er en gave, - fyldt med glæder og lyse øjeblikke, - men de færreste af os undgår også at opleve, at livet også kan indeholde bekymringer og sorg, - altså livets mørke sider.
Livet er en gave, - indpakningen kan være spændende og flot, men det er det, der gemmer sig bag indpakningen, som er det vigtige.
Vi ved ikke, hvad vi får, - forhåbentlig er det noget vi ønsker os, - lige som vi ønsker, at hver morgen skal være begyndelsen på en ny og dejlig dag.
Men netop dagen i dag kan vise sig at være en dag, hvor alt bare går dig imod.
Du spilder kaffe ned at dit tøj, bilen vil ikke starte, du glemte at en af dine kære havde fødselsdag i dag.
Eller, dagen i dag er en virkelig krise dag.
Du bliver fyret fra dit arbejde, en af dine kære, eller du selv, får konstateret en alvorlig sygdom.
Det bliver en af livets mørke dage.
De fleste af os tænker muligvis ikke så meget over, hvordan dagen skal gå.
Vi lever i nuet, - og så længe der er tale om lyse dag, så tror vi ikke, at de mørke dage kan ramme os og vore kære.
Der er dog mennesker, for hvem livet tilsyneladende indeholder flere kriser end glæder, flere mørke dage end lyse. Hvad gør sådanne mennesker med deres liv?
Hvad gør man hvis livet ikke helt former sig, som man ønskede og troede det ville.
Hvad gør man hvis man selv, - eller ens kære rammes af sygdom.
Hvad gør man hvis man mister sit arbejde, og ikke kan overskue den nærmeste fremtid, - ja muligvis får økonomiske problemer.
Jeg er bange for, at så går mange ned med flaget, - særligt hvis de har levet længe på livets glade og lyse siden, og ment, at kriser er noget, man ikke selv har, eller kan få, - det er kun noget, som overgår andre.
Hvis sådanne ellers glade og lykkelige mennesker rammes af en krise, så har de vanskeligt ved rigtig at erkende den …
Det er samfundets skyld, - eller det er arbejdsgiverens skyld, eller … eller hvorfor skal sådan en ulykke lige ramme MIG?
Og … nu må velfærdsstaten virkelig træde til og rede trådene ud …
Mange er i dag ikke forberedte på kriser, - vi har det jo godt og lever et lykkeligt liv, - så hvorfor skal det hele så gå galt? Derfor … hvor mange af os er i stand til at takle en krise?
Hvor mange af os er i stand til, og har kræfter til, at forsøge at vende en krise til noget positivt, - eller til i det mindste til at lære noget af krisen?
Hvor mange af os har rigtige venner, som vi kan snakke med om den krise vi er inde i?
Er det ikke i dag blevet sådan, at mange mennesker lever i deres egen lille egoistiske verden, - nok har de familie og venner, som de mødes med og hygger sig sammen med, men … når krisen kradser, så står de pludselig alene i verden.
Nu ønsker jeg ikke på nogen måde at gør hvid til sort, eller ligefrem skabe problemer, hvor der ingen problemer er.
Men … jeg kunne godt ønske mig, at man af og til tænkte på livet som en gave, - en gave man skal passe på, og ikke bare tage for givet. Altså en gave af de helt store og dyre.
Lad os prøv at sætte mere pris på livet.
Prøve at sætte mere pris på de mennesker der omgiver os.
OG … hvis krisen rammer, hvis den ulykke sker, som vi ikke troede på kunne ramme os og vore kære …
Så lad ikke krisen slå os ud, - men lad os betragt den som en udfordring, - og lad os tage kampen op.
Det værste man kan gøre er at opgive, - eller at give alt andet skylden end en selv, - eller at vælge den nemme udvej, nemlig at sætte sig ned og forsøge at drikke sig ud af problemerne.
Skulle krisen kradse, - eller muligvis ramme rigtig alvorligt, så må vi ikke lukke os inde i os selv.
Så skal vi op på barrikaderne og slås, - så skal vi henvende os til familie og venner, og bede om at være os behjælpelig.
En anden, og virkelig god hjælp i en krise, - ja i hele ens liv, kan også være troen.
Troen på Gud. Troen på, at med Ham ved hånden er man aldrig alene i verden.
Ramme krisen rigtig hårdt, så skæld blot Gud ud Fortæl Ham at man ikke forstår hvorfor, - men slip Ham ikke. Bed Ham om at kæmpe sammen med dig, for at krisen ikke skal overmande dig.
For de fleste mennesker er troen på Gud ikke noget man tænker ret meget over i dagligdagen.
Kirken er for mange blot et sted, man kommer ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse …
Og … muligvis, som en god gammel tradition, når det er jul.
Men Gud er der altid og hver dag, så når krisen kommer, kan troen være en hjælp.
I de lykkelige og lyse stunder glemmer vi ofte Gud, - men Han glemmer aldrig os.
OG … hvis krisen rammer, hvis den ulykke sker, som vi ikke troede på kunne ramme os og vore kære …
Så lad ikke krisen slå os ud, - men lad os betragt den som en udfordring, - og lad os tage kampen op.
Det værste man kan gøre er at opgive, - eller at give alt andet skylden end en selv, - eller at vælge den nemme udvej, nemlig at sætte sig ned og forsøge at drikke sig ud af problemerne.
Skulle krisen kradse, - eller muligvis ramme rigtig alvorligt, så må vi ikke lukke os inde i os selv.
Så skal vi op på barrikaderne og slås, - så skal vi henvende os til familie og venner, og bede om at være os behjælpelig.
En anden, og virkelig god hjælp i en krise, - ja i hele ens liv, kan også være troen.
Troen på Gud. Troen på, at med Ham ved hånden er man aldrig alene i verden.
Ramme krisen rigtig hårdt, så skæld blot Gud ud Fortæl Ham at man ikke forstår hvorfor, - men slip Ham ikke. Bed Ham om at kæmpe sammen med dig, for at krisen ikke skal overmande dig.
For de fleste mennesker er troen på Gud ikke noget man tænker ret meget over i dagligdagen.
Kirken er for mange blot et sted, man kommer ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse …
Og … muligvis, som en god gammel tradition, når det er jul.
Men Gud er der altid og hver dag, så når krisen kommer, kan troen være en hjælp.
I de lykkelige og lyse stunder glemmer vi ofte Gud, - men Han glemmer aldrig os.
