Salomos Tempel

År ca. 963 f. Kr. stod Kong Salomos (ca. 975-930 f.Kr.) Tempel færdigbygget i Jerusalem.
Efter syv års arbejde, stod et epokegørende bygningsværk færdig, - et bygningsværk som har en særlig plads i frimureriet.

I Første Krønikebog kap. 22. kan vi læse om hvordan Kong David ønsker at bygge Gud Herren et hus, et hus der skulle være stort og mægtigt, for at det kan vinde navnkundighed og ry i alle lande.

Men Gud ønsker ikke at David selv bygger dette hus, Gud ønsker at Davids søn Salomo skal bygge huset, hvilket David fortæller sin søn, - og i kap. 28. giver David sin søn en tegning og en beskrivelse af Templet.

I kap. 29. hører vi om de gaver der gives til templet, - og i Anden Krønikebog kan vi læse mere om Templets opførelse.

I Første Kongebog kap. 5. hører vi om Salomos venskab med Kong Hiram af Tyrus, og om hvordan Salomo forbereder Templets opførelse.

I Første Kongebog kap. 6. kan vi læse om hvordan Salomo begyndte sit Tempelbyggeri i det 480. år efter at israelitterne var vandret ud af Ægypten.
Her følger så også en beskrivelse af, hvordan Templet så ud, og hvor stort det var.

Beskrivelsen fortsætter i kap. 7. hvor vi hører om Templets udstyr, og om de to kobbersøjler, der blev rejst foran Templets forhal.

I kap. 8 høres vi om hvordan pagtens ark bliver bragt til sin plads i Templets ”inderhal”, det Allerhelligste sted i Templet, - samt om hvordan Templet bliver indviet.

Templet er beskrevet mange steder, ikke alene i Bibelen, men også af datidens historiker Joseph ben Mattathias, bedre kendt som Flavius Josephus (37-100 e.Kr.), men ingen af de beskrivelser vi har, er så gode, at man ud fra dem kan rekonstruere templet fuldstændig.

Der er så mange detaljer omkring templet, at ikke to forfattere har beskrevet det ens.
Beskrivelsen i Det gamle Testamente er temmelig fyldig, men ikke altid helt klar når det drejer sig em enkeltheder.

Man ved dog så meget, at templet var bygget i granit og marmor, med cedertræs paneler, der var smykket med udskæringer af bl.a. frugter, og smykket med forgyldninger, lige som der var brugt ædelstene og ædle metaller. Gulvet var cypresplanker.

Håndværkerne der rejste bygningen, murere og tømrer, var fønikere, og bygmesteren Hiram var på fædrene side også føniker, men på mødrene side israelit.

Templet blev bygget på Jerusalems nordøst høj, Moria højen, på jebusitten Aravnas gamle tærskeplads, som Kong David havde købt år 990 f.Kr.
Da Templet skulle bygges, blev pladsen sandsynligvis gjort større, ved bygning af en kunstig terrasse.

Selve bygningen var østvendt, og have et indvendigt mål på … 30 m lang – 10 m bred og 15 m høj.
Bygningen var delt i to afdelinger.

Det Hellige, der var 20 m langt og Det Allerhelligste der var 10 m langt.

Foran indgangen til Det Hellige var bygget en forhal på 5 m i bredde x 10 m i længden, og på hver side af indgangen til denne, stod en svær søjle.

Langs selve Templets og forhallens sider var en ”tilbygning”, som rummede små kamre i tre etager. Denne tilbygning nåede 7,5 m op i højde.
Da murene var meget kraftige for neden, men blev lettere opefter, var de nedre kamre en del mindre end de øvre.

Det Allerhelligste hvilede på en 5 m høj sokkel, og der førte en trappe op til rummet.
Ved at hæve gulvet med 5 m, fik rummet form af en kubus på 10 x 10 x 10 m.
Denne fuldkomne form på rummet, har nok været et symbol på Guds ophøjethed, - og fuldkommenhed. Dørene ind til rummet var udført i Oliventræ.

Inventaret i Det Hellige bestod sandsynligvis af et skuebrødsbord, en slags alter, der har stået midt for væggen op mod Det Aller Helligste, - desuden har der nok stået borde langs rummets sider. På bordene har der i hver side stået 5 guldlysestager.

Grundet tilbygningerne på siderne af Templet, har vinduerne siddet ret højt op, så det har været nødvendigt med kunstig belysning. Der var i Det Hellige også et røgelsesalter, udført i guld.

Det Allerhelligste indeholdt Pagtens Ark, en kiste af akacietræ, beklædt med guld, både indvendig og udvendig, og med et tungt låg, ligeledes af guld. Arken var 120 cm lang, 76 cm bred og 76 cm høj.
Arken stod mellem to ca. 4,5 m høje kerubstatuer, hvis vinger mødtes over arken og nåede ud til væggene. Statuerne var udskåret i oliventræ og beklædt med guld.
I hvert hjørne af Arken var en ring af guld, til brug for montering af bærestænger.

I Arken lå Arons stav, en smule af ”himmelens manna” samt de to stentavler med den 10 bud.

Omkring selve tempelbygningen lå en forgår, denne har på Salomos tid nok været ret snæver, for Herodes udvidede ”Tempelpladsen” til det dobbelte. Forgården var omsluttet af en mur, og kaldes ofte ”den indre forgår”.

I forgården stod et brændoffer alter af kobber, - det stod på en forhøjning der var 5 m høj og målte 10 x 10 m. Forhøjningen var forsynet med horn i de fire hjørner. En trappe førte fra østsiden op til alteret.

Mellem dette alter og Templet stod ”Kobberhavet”, et stor rundt vandkar af kobber, der hvilede på 12 kobberokser, der var opstillet i en firkant, med hovederne mod de fire verdenshjørner.
Vandet fra beholderen blev brugt ved præsternes rituelle afvaskning, samt rituel vask, bl.a. af offerkød.

Kobberhavet har sikkert været et symbol på urhavet eller verdenshavet, og de 12 okser, der bar det, kunne symbolisere dyrekredsens stjernebilleder.
Endelig er vand og dyr muligvis også et frugtbarhedssymbol.

Templet var i brug i ca. 4oo år, indtil Babylonerne, under Nebukadnezar den II., lod det ødelægge år 587 f.Kr.

I år 536 f.Kr. får Zerubabel tilladelse til at føre Jøderne tilbage til Jerusalem fra landflygtighed i Babylon, og Zerubabel tager fat på at lade Templet genopbygge.
Efter en del forhindringer stod dette andet Templet færdigt omkring år 516 f.Kr., - blev vist indviet den 25. februar år 516 f.kr., men Templet havde slet ikke i den samme pragt og rigdom som Salomos Tempel, selv om det nok har haft samme grundplan.

Det er nok på dette tidspunkt at den store syvarmede lysestager får plads i Templet, - den har sandsynligvis ikke været der i Salomos Tempel.
Hvis lysestager skulle have været der i Salomons Tempel, så er den blevet ført som krigsbytte til Babylon, og den kan så muligvis være kommet med Zerubabel tilbage til Jerusalem. Sikkert er det imidlertid, at den fandtes i det andet Tempel.

I år 168 f.Kr. erobre den syriske konge Antiochos Epifanes Palæstina. Han rejste et alter for Zeus i Templet, og på dette tidspunkt forsvinder den syvarmede lysestage for altid.

Dette Tempel står i ca. 500 år, indtil år 21-20 f.Kr., da begynder Herodes den Store at ombygge og udvide Templet, et arbejde der varer i 84 år, således at Templet stod færdig år 64 e.Kr.

Dette Tempel, af nogle kaldet det tredje, var bygget i hellenistisk stil, - var nok et af de mest pragtfulde bygningskomplekser, der har eksisteret.
Historikeren Josefus er citeret for at sige: ” Den, der ikke har set Templet i Jerusalem, har ikke set en smuk bygning”.

Herodes udvidede tempelpladsen til en størrelse af 500 x 300 m, og rundt om pladsen byggede han søjlegange med tre rækker søjler.

Man kom op til Templet ad syv trin. Først kom man til hedningernes forgår, så til kvindernes forgår, derefter til mændenes forgår, og endelig til præsternes forgår.

Selve Templet bestod stadig af Det Hellige og Det Allerhelligste, dette sidste sted kunne kun ypperstepræsten betræde, og kun én gang om året.

Allerede år 70 e.Kr. blev Templet igen ødelagt, i forbindelse den romerske hærfører Titus ødelæggelsen af Jerusalem.
Nogle mener at den syvarmede lysestager på dette tidspunkt blev ført til Rom, hvor Kejser Vespasian i år 75 anbringer den i ”Fredens Tempel”, - andre mener at det kun var en billig efterligning

I dag er der intet tilbage af Salomos værk, kun den nøgle klippe, der ligger blottet under kuplen på den muhamedanske Klippemoske (Omar-moskeen).