Den 7-armede Lysestage.

 Jeg er den lykkelige ejer af en pæn 7-armet lysestage, også kaldet Tempelstage, - og jeg har egentlig altid været lidt fascineret af denne, - hvorfor egentlig?

I mange kirker står der en 7-armet lysestage på alteret, - efter min mening hører den ikke hjemme der.      

Men, - der er vist en fornuftig forklaring.

Når der på alteret i danske kirker kan stå en 7-armet lysestage, så er det muligvis en skik der er indført omkring 1890.

I 1861 fik N. F. S. Grundtvig (1783-1872) en sådan lysestage foræret, i anledning af hans 50 års jubilæum som præst.

Denne stagen blev så i 1890 skænket til Marmorkirken (Frederiks kirke) i København af Grundtvigs enke, Asta Grundtvig, - og stagen er senere kopieret i et stort antal og solgt til mange kirker i Danmark, som en slags ”Grundtvigsminde”.

Den 7-armede lysestage (Menorah) er helt klart af jødisk oprindelse, -

og sandsynligvis det ældste kendte jødiske symbol, - et symbol på Guds nærvær som Israel lys.

Denne lampe skulle konstant være tændt som et symbol på det jødiske folks uslukkelige tro på Gud.

Lampen var en olielampe, hvor hver af de syv lamper var formet som en mandelblomst, - og der måtte kun benyttes den fineste jomfru-olivenolie i lampen.

 

I dag er den 7-armede lysestage Israels nationalsymbol, -

og er sammen med  Davidsstjernen, - jødedommens to vigtigste symboler. 

Lysestagen optræder i Israels våbenskjold og stjernen i Israels flag.

I Anden Mosebog, kapitel 25, kan man læse både om hvordan pagtens ark skal se ud, - og om hvordan den 7-armede lysestage skal se ud.

I Første Kongebog, kapitel 7, kan man læse om det tempel som Salomo opfører, - og i vers 49 om de 10 stk. 7-armede lysestager i templet.

I Zakarias Bog, kapitel 4, kan også læses om lysestagen, - hvis syv lys er Herrens øjne, som søger ud over hele jorden.

I Johannes Åbenbaring Kapitel 1 vers 12-16, fortælles om syv guldlysestager og om syv stjerner som Kristus har i sin højre hånd.

Da Jerusalem i år 586 f.Kr. blev indtaget af den babylonske konge Nebudkanezar, blev lysestagerne ført til Babylon som et krigsbytte.

Sene opførtes et nyt tempel i Jerusalem, og også i dette tempel havde man en 7-armet lysestage.  Denne forsvandt år 168 f.Kr., da den syriske konge Antiochos Epifanes erobrede Palæstina, og i jødernes tempel rejste et alter for Zeus.

Under Judas Makkabæus erobrede jøderne i år 165 f.Kr. igen deres frihed.

Templet i Jerusalem blev renset, - og atter kom der en 7-armet lysestage ind i templet, - denne lysestage var dog kun i tin, overtrukket med guld, - de tidligere stager havde alle været udført i ren guld.

I år 66-70 e.Kr. blev Jerusalem indtaget og plyndret af romerne, og den sidste jødiske lysestage blev ført til Rom, hvor kejser Vespasian senere, omkring år 75, anbragte den i ”Fredens Tempel”.

Hvor lysestagen så senere er blev af, er der ingen der ved.

Det eneste "spor" af jødernes sidste 7-armede lysestage, er et relief på indersiden af Titusbuen i Rom. På dette ses tydeligt den syvarmede lysestage, som romerske soldater bærer med hjem fra krigen i Judæa.

Traditionerne siger dog, at lysestagen fra Rom blev ført til Kartago (Tunesien), af den kristne vandalerkongen Geiserik, der i år 455 plyndrede Rom.

Fra Kartago kom lysestagen så senere til den kristne kejser i Konstantinopel (i dag Istanbul), hvorfra den som en gave kom tilbage til den kristne menighed i Jerusalem.

Jøderne bruger den 7-armede lysestage, men de tænder kun 6 af lysene, da de venter på Messias´ komme.

Som kristne tænder vi alle 7 lys, for vi tror, at Jesus er vores Messias, som allerede er kommet til os.

Det 7-armede lysestage kan ses som livets træ i paradisets have, - det træ som bar frugter, der gjorde at man fik evigt liv, - eller lysestagen kan ses som verdenstræet, hvis rødder er i de dødes rige, og hvor træet er verdens midtpunkt, med sin krone der rager ind i himmelen, - ved himlens midtpunkt, Nordstjernen.

Til syvende og sidst, kan der lægges meget i tallet syv, - og i lys.

 

 

Lidt om … Johanneslogeforbundet af Gamle, Frie og Antagne Murere.

I henhold til Johanneslogeforbunds ”Forfatning og Vedtægter”

så arbejder forbund efter det … universelle humanitære system, og benytter det … Schröderske Ritual af 1801.

Det at forbundet arbejder efter det … universelle humanitært system,

er en betegnelse, der stammer fra tysk frimureri, hvor betegnelsen benyttes til,
at adskille to forskellige frimureriske systemer.

Nemlig det frimureri der bygger på en kristen trosbekendelse, –

og det frimureri der, som i Johanneslogeforbundet, IKKE kræver en bestemt trosbekendelse, - MEN kræver, at brødrene er bevidste om en guddommelig skaberånd, altså har en tro, - og ærer denne skaberånden gennem begrebet …
Alle Verdeners Store Bygmester.

Når vi i Johanneslogeforbundet har betegnelsen humanitært frimureri, så skyldes det,

at forbundet og dets loger har sine rødder i det tyske humanitære frimureri.

Forbundets første loge, – Christian til Palmetræet, - blev oprette med hjælp fra logen ”Ferdinande Caroline” i Hamburg, og alle forbundets loger er stiftet, som loger hørende ind under Storlogen af Hamburg.

Christian til Palmetræet fik sit patent den 17. november år 1900 –

som loge nr. 32 under Storlogen af Hamburg.

Derfor arbejder forbunds loger med det tyske Schröder Ritual, - som de eneste loger i Danmark.

Det Schröderske Ritual er udarbejdet af Fridrich Ludewig Ulrich Schröder,

i årene fra begyndelsen af 1790-erne og frem til den 29. juni 1801, hvor ritualet blev godkendt, som Storlogen af Hamburgs ritual.

Det Schröder ritual som i dag benytter i Johanneslogeforbundet, er oversat fra tysk

af br. cand.polyt. Peter Andreas Fenger i november 1932.

Broder Fenger blev optaget i logen ”Christian til Palmetræet” den 01. marts 1901, … altså ganske kort efter, at logen var blevet indviet, - den 17. januar 1901.

Br. Fenger var senere blandt stifterne af logen ”De gamle Pligter”, den 01. oktober 1921,

hvor han fik medlemsnummer 1 i logen.

Logerne De gamle Pligter og Ygdrasil har konstitutioner dateret 1. oktober 1921 …

De gamle Pligter som loge nr. 57 … og Ygdrasil som loge nr. 58
Under Storlogen af Hamburg.

Men … tilbage til vort Schröderske ritual.

I tidens løb har der af og til været tilløb til, at ændre i ritualet,
men … heldigvis har generation efter generation af embedsmænd i Johanneslogeforbundets loger, sørget for, at disse ændringer kun er få og meget små, således, at vi i dag stadig, – med stolthed, – kan ”prale” lidt af, at vi benytter et over 200 år gammelt Schrödersk Ritual.

Den største ændring der er foretaget i Forbundets ritualer, er en ændring i Lærlingeritualet, 

en ændring der blev foretaget i forbindelse med, at vi afbrød vore forbindelser til tysk frimureri, - og …
den 28. september 1959 indgik en gensidige uopsigelig overenskomst med
                                        Den Danske Frimurerorden.

Ordenen godkendte vore Schröder Ritualer, men …

man ville være meget glade, hvis vi i forbindelse med optagelse i vor Lærlingegrad, vil indføje en ændring, - denne ændring blev så tilføjet ritualet, men var altså ikke med i Schröders Ritual for Lærlingegraden.

Schröder beskæftigede sig også med, at skrive, - samt udgive, materiale til brug for instruktioner (foredrag) i de tre Johannesgrader, og han ønskede, at hver grad skulle have en katekismus, som grundigt gennemgik gradens symboler og ritual.

I 1872 påtog en br. Robert Fischer fra Gera i Tyskland, sig den opgave,

grundigt at bearbejde de gamle katekismer, - og det er hans arbejde fra 1872,
som forbundet, - i oversættelse, - benytter i dag.

Der er næppe tvivl om, at da den Engelske Storloge startede sit arbejde i 1717,

da var der kun EN grad, - nemlig Lærlingegraden.

Men rimeligt hurtigt udvikler denne grad sig til to grader, - hvilke to grader, – det hersker der til tilsyneladende en del tvivl om, - personlig er jeg af den opfattelse, at der var tale om en Lærlingegrad, - og en Mestergrad.

Først senere, opdeler man så Lærlingegraden i en Lærlingegrad og en Svendegrad.

Man ved, at fra omkring år 1725-1726 arbejder mange loger med tre grader, – de såkaldte tre symbolske grader, eller håndværksgrader.

Da Schröder skabte sit ritual, benyttede han alle de frimureriske ritualer og afsløringsbøger, som han kunne komme i besiddelse af, - og det var ikke så få.

 

Josefus Flavius

(Titus Flavius Josephus)

Josef ben Matthias (Hebraisk: Joseph ben Matatyahu) var hans jødiske navn, - han er sandsynligvis født få år efter, at Jesus blev korsfæstet, altså ca. år 37 eller 38, - og han dør omkring år. 100.

Han stammer fra en jødisk præsteslægt, og var derfor grundigt uddannet i Moseloven, ligesom han sikkert har sat sig ind i farisæisk, saddukæisk og essensk tankegang.

Han levede 3 år i ørkenen sammen med en asket ved navn Banus, der kan have været en af Johannes Døberens disciple.

Da han kom tilbage fra ørkenen til Jerusalem, var han omkring 19 år, og han sluttede sig til det farisæiske parti, som i år 64 sendte ham til Rom, hvor han skulle forsøge at få frigivet nogle jødiske præster, som den romerske prokurator havde ladet arrestere og overføre til Rom.

Vi er i kejser Neros regeringstid, altså i årene 54 til 68, og det lykkedes ham, at få præsterne sat fri, sandsynligvis kort tid før den store brand bryder ud den 18. juli 64, - en brand som lagde omkring en 4-del af Rom i aske, og som førte til den første store kristenforfølgelse.

Da Josef i år 66 atter er hjemme i Jerusalem, udnævnes han til landsdelen Galilæas øverste jødiske chef.

Vi er i en tid, hvor jøderne gør oprør mod romerne, og i år 68 sætter kejser Nero sin general Titus Flavius Vespasian til at nedkæmpe de jødiske oprører.

Jøderne bliver i Galilæa omringet i byen og fæstningen Jotapata, - og da Vespasian fandt byen for stærk, belejrede han den, - byen holdt stand i 47 døgn, hvor Josef nærmest var en jødisk nationalhelt.

Da byen faldt, skjulte Josef sig i en hule sammen med 40 andre mænd, og her besluttede de sig for, at udføre et kollektivt selvmord.

Men Josef undlod at tage sit egent liv, - han overgav sig i stedet til romerne, hvor han i sin egenskab af general, blev ført frem for Vespasian, som det lykkedes ham at smigre, så han godt nok kom i fængsel, men han undgik tortur og en forsmædelig død.

Da Vespasion proklameredes som kejser i år 69 frigiver han Josef, som bliver hos Vespasians søn Titus, der har kommandoen over det belejrede Jerusalem, og her er Josef vidne til både Jerusalems og fæstningen Masadas fald.

Set med jødernes øjne er Josef en overløber, der er gået i romernes tjeneste, - og han er da også både hård og grusom overfor sine landsmænd.

Josef ender med at tage til Rom, muligvis grundet sine landsmænds hån, - men livet i Rom er nu heller ikke så dårligt.

Han fører et behageligt liv, hvor han bor i kejser Vespasians tidligere palads, og modtager rundhåndet økonomisk understøttelse fra kejseren, således at han kan beskæftige sig med sit skrivearbejde.
Desuden opnår han, at få romersk borgerret, - han får en landbrugsejendom i Judæa, - han bliver fri for, at betale skatter, - og han ændre sit navn til Josefus Flavius, idet han tager navn efter det flaviske kejserhus.

Tertullian (ca. 160 - 225) - en af de gamle kirkefædre, kalder Josefus for datidens mest kendte jøde.

Eusebius (ca. 260 - 340) - biskop og kirkehistoriker, fortæller, at der blev rejst en statue af Josefus i Rom, og at de bøger Josefus havde skrevet, stod på alle offentlige biblioteket.

Josefus skrev flere bøger, og blandt disse regnes to for de vigtigste kilde til den jødisk historie og kultur i perioden omkring vor tidsregning.

I 7 bøger med titlen "Den Jødiske Krig" (på latin: "De Bello Judaico") skrevet i årene 75 til 79 beskriver han på en levende måde det jødiske oprørs forudsætning og historie, - en stor del af dette havde han jo selv været øjenvidne til.

Bogen er sikkert et bestillingsværk fra kejser Vespasian eller hans søn Titus.  Bogen er oversat til dansk.

I bogen "De Jødiske Antikviteter" (på latin: "Antiquitates Judaicae") der udkom ca. år 93 - 95 fortæller han jødernes historie fra de ældste tider og til oprøret i år. 66 e. Kr.

I denne bog nævner hen både Jesus og Jesu broder: 

"Han sammekaldte syndriets dommere, og førte blandt andet Jacob frem for dem. Denne var bror til Jesus, som kaldes Messias".   

"Nu var der på denne tid en vismand ved navn Jesus, - hvis man da med rette kan kalde ham en mand, for han udførte underfulde gerninger, og underviste dem, som med glæde lyttede til ham. Han vandt derfor mange tilhængere, både jøder og ikke jøder, Han var Messias.

Da Pilatus, - på grund af anklager som vore ledere fremførte, dømte ham til korset, så svigtede de der elskede ham fra begyndelsen ikke, men bevarede deres kærlighed.

På den tredje dag viste han sig nemlig for dem, atter levende, da Guds profeter havde forudsagt dette, og tusinder andre og vinunderlige ting om ham, - og dette folkeslag, der havde taget deres navn efter ham, de kristne, eksisterer den dag i dag."

Den ovennævnte tekst har været til diskution i de lærte kredse.

Har Josefus skrevet denne tekst ... eller er der tale om en senere kristen bearbejdelse ...

Noget tyder på, at der kan have været to udgaver af "Antiquitates Judaicae" ... en med kristen formulering, og en uden en sådanne formulering.

Næsten samtidig - altså ca. år 93 - 95 udkom en kort selvbiografi "Vita", samt "Contra Apionem" (Mod Apion), hvor Josefus forsvarer jødedommen mod samtidige angreb.

Kalende-Broderskab.

Kalende-Broderskaber med dets Kalende huse har sit navn efter det latinske ord calendae / kalendae, der henviser til den første dag i hver måned.

Derfor var den første dag i hver måned fast og regelmæssig mødedag for broderskabet.

Broderskabet var et religiøst broderskab hovedsageligt bestående af præster og velhavende borgere, -
og broderskabet havde både mandlige og kvindelige medlemmer.

Et medlemskab af broderskabet kunne nogle steder gå i arv til andre familiemedlemmer.

Broderskaberne dukker op i det 9.-århundrede i Centraleuropa, og udfolder sig rigtigt fra det 13.-århundrede. Også i Danmark har broderskabet eksisteret, sandsynligvis inspireret fra Tyskland.
I Danmark havde man et broderskab i Tønder, - og sikkert også i andre byer.

Broderskabets formål var bøn samt udøvelse af gode gerninger, i den by og egn broderskabet var tilknyttet, - særligt gjorde man meget for de fattige, gamle og syge.
Desuden tog man sig af afdøde medlemmers familier.

Hvert broderskab havde sine egne love og forordninger, - disse skulle dog være godkendt af den stedlige Biskop, - eller Paven.

Broderskaberne kunne have forskellig størrelse, fra under 10 til over 40 medlemmer, og de valgte selv en formand og en kasserer, der skulle sikre, at vedtægterne blev overholdt samt holde styr på indtægter og udgifter.

Ved det månedlige møde startede man med prosession til kirken, her blev der holdt tidebøn og sjælemesser. Herefter igen prosession til broderskabets hus eller tilholdssted, hvor man spiste sammen, - et hver månedligt møde sluttede med et fællesmåltid. I mange byer havde broderskabet eget hus.

Ved påsketid var der symbolsk fodvaskning af fattige gamle kvinder og mænd, hvorefter man sluttede med et måltid mad, - man brød bødet sammen.

Efter reformationen var der en voksende kritik af den adfærd Kalende-Broderskaberne udviste i de protestantiske lande, muligvis fordi deres møder havde ændret sig til æde og drikkegilder, - og nogle steder var deres huse blevet til skænkestuer, - dette medførte, at man mange steder forbød broderskabet, - men ikke alle steder, broderskabet eksisterer stadig enkelte steder.

I Danmark blev broderskaberne forbudt i 1618.

Den unge forlanger af dagen, at den skal bringe ham noget ...
den gamle er tilfreds, når blot den ikke fratager ham noget.
Fr. Hebbel (tysk dramatiker og digter 1813-1864)

Hvis du vil vide hvor uundværlig du er, skal du bare stikke en finger i en skål med vand og måle, hvor stort hullet er, når du har taget fingeren op af vandet igen.
Kinesisk ordsprog

Hvad er frimureri ?
I familiens er det godhed.
På arbejdsmarkedet er det ærlighed.
I samvær med andre er det høflighed.
Bland kollegaer er det anstændighed.
I mødet med en ulykkelig er det medlidenhed.
I mødet med den svage er det hjælp.
I mødet med den stærke er det tillid.
I mødet med den heldige er det glæde.
I mødet med en angrende er det tilgivelse.
I mødet med uretfærdighed er det modstand.
Mod lovene er det lydighed.
Mod Gud er det ære og kærlighed.

Triptykon.

Jeg er blevet opmærksom på, at vi i Højby kirke har en triptykon ...

En triptykon er nemlig en trefløjet altertavle, med to bevægelige, halvt så brede, sidefløje, der kan lukkes ind over midterpartier.

Ordet triptykon (græsk) kendes tilbage fra den romerske kultur, hvor ordet benyttedes om en trefløjet tavle, der blev brugt til ophæng af offentlige meddelelser, - den eller de vigtigste meddelelser kunne så hænge i midten.

Senere begyndte man så at benytte triptykoner som små altertavler, der kunne benyttes som rejsealtere af præster, prælater og fyrster.

Dette udviklede sig til, at man i 1400-tallet udførte hele alterpartier i kirker som triptykoner, hvor de dekorerede sidefløje så kunne lukkes ind foran midtermotivet.

Bagsiden af sidefløjene var så ofte malet med motiver, som i lukket tilstand, kunne fortælle en historie, - sådan er altertavlen i Højby kirke imidlertid ikke.

Højby kirkes triptykon altertavle - fra omkring 1475-1500 - er et monumentalt skab, fyldt med omkring 63 udskårne og dekorativt malede figurer.

I katolsk tid har altertavlen, som skik var, været lukket i visse perioder, f. eks. i fasten.

Højby kirke i Odsherred.

Vor smukke gamle middelalderkirke, med de berømte kalkmalerier, har fået endnu en smuk ting for øjet.

Den17. januar 2010 indviede vi et "Pinsevindue" i kirkens tårn, - en smuk farvestrålende blyindfattet rude, skabt af billedkunstneren Adi Holzer.

Ruden har som hovedmotiv Pinsen, og øverst i vinduet ses Helligånden, som en hvid due. Derunder ses regnbuen, pakten mellem Gud og mennesker, - symbolet på fred og forsoning.

Så følger en varm farvepragt, hvor man kan finde de tolv apostle, hver med sit udtryk af forbavselse eller eftertænksomhed, - og hver med sit kendetegn, - symbol for enten martyrredskab eller de gerninger, de er kendt for.

Over hver apostel ses en svævende "dråbelignende flamme", symboliserende Helligånden.

Kom til Gudstjeneste i Højby, og nyd samtidig vort smukke nye vindue.

De syv dødssynder … eller laster.

Allerede omkring år 600 lavede Pave Gregor den Store (540-604) en liste over syv dødssynder.
Hvis ikke disse synder blev skriftet og ”tilgivet”, ville de fører til åndelig død og fortabelse.

I 1200-tallet blev de syv dødssynder skrevet ind i den romersk-katolske kirkes bodsbøger, der benyttes i forbindelse med skriftemål.

I den protestantiske kirke er en synd en synd, stor eller lille, og dermed en slags oprør mod Gud, - men vi tror på, at dette oprør vil Gud heldigvis tilgive os, - hvis vi ønsker det, af ren kærlighed til os.

I dag er der næppe mange der kender disse syv dødssynder, men engang imellem kan det være sundt, at genopfriske gamle ”dyder”, herunder se lidt på, hvad man i ”de gode gamle dage” anså for godt, og for mindre godt. Man kan jo også spørge, om de syv dødssynder også gælder som synder i vore dage …

Vi lever jo i en meget oplyst tid, - der er ikke den ting man ikke kan sætte sig ind i, hvis man er en lille smule interesseret, så nu har jeg altså tænkt mig, at genopfriske de syv dødssynder, og se hvad de egentlig omhandler.

Først er det jo interessant, at der er tale om lige netop syv dødssynder.
Mange betragter jo syv som et heldigt tal, muligvis fordi det anses som et ”helligt” tal, - tænk blot på den syvarmede lysestage fra Salomons Tempel, eller når man siger 7 – 9 – 13, eller for syv søren, - der er jo også syv dage i en uge.

De syv dødssynder, som Pave Gregor den Store nævnte, er:
1. Superbia = hovmod, vi kan også kalde det stolthed
2. Avaritia = griskhed, eller gerrighed
3. Luxuria = utugt, eller nydelsessyge
4. Ira = vrede, eller ligefrem hidsighed
5. Gula = grådighed, eller griskhed
6. Invidia = misundelse
7. Acedia = dovenskab, ladhed og sløvhed

Lad os så se på de enkelte dødssynder.

1. Hovmod …
Hovmod indebærer en alt for høj vurdering af sig selv, en slags selvhævdelse, - modsat ydmyghed og kærlighed. Derfor er hovmod hovedsynden, og de øvrige seks syndere sidegrene. Når ens selvhævdelse kan blive en dødssynd, så er det fordi man mener, at man ikke har brug for Gud, … man kan selv klare det hele. Hovmod vil ofte fører til ensomhed, for alle ”de andre” er jo ikke noget særligt.

2. Griskhed …
eller grådighed / gerrighed tror jeg alle har mødt, … det kan dreje sig om f. eks. mad, men også penge, eller endnu være om magt. Man kan ikke få mad nok – penge nok – magt nok.
Griskhed kan være farlig, fordi flid, foretagsomhed, driftighed og andre gode egenskaber, desværre kan udvikle sig til griskhed. Man rager til sig, - ofte på andres bekostning. Et sted der kan få præg af griskhed, er når arvinger skal dele en arv, … et sådan sted burde der være fred og fordragelighed, - men det kan ende med familiestridighed.

3. Utugt …
en betegnelsen for seksuel samkvem uden for ægteskabet. Sex kan jo være (bør være) noget varmt og dejligt, - men det kan så sandelig også fører til ufred og roderi. Jeg tror at mange betragter orden ”utugt” som et gammeldags ord der er ”yt”.
I dag hedder det ”at være dydig” … Ordet / begrebet utugt er i dag vel nærmest noget som hentyder til et kriminelt forhold, - altså noget som man juridisk kan blive stillet til ansvar for. Det er nok de færreste mennesker, der sætter lighedstegn mellem utugt = og ægteskabelig utroskab …

4. Vrede …
er en naturlig følelse, - lige som glæde og sorg. Man kan give udtryk for vrede på flere måder, lige fra en let irritation, til en voldsom og intens vrede.
Desværre får vrede ofte mennesker til at miste selvbeherskelsen, - og så kan det gå grueligt galt. Vi kan alle blive vrede, og mange ønsker at give udtryk for deres vrede, i stedet for at lade vreden ”vende indad”. Man må arbejde på at bruge sin vrede på en konstruktiv måde. Man bør også huske, at det kan være en god ide, at tælle til 10, inden man giver udtryk for sin vrede.

5. Grådighed …
Mange mennesker betragter det ikke som en synd at være grådige, de udstiller gerne resultatet af deres grådighed, og lægger afstand til dem, der ikke forstår at ”skabe” store forgyldte resultater.
Der er endog dem, som til stadighed søger efter huller i systemet, så de kan opnå endnu flere penge på kistebunden. Taberne i dette grådige spil, er så andre mennesker, og også ofte miljøet.
Livet har først værdi, når den grådige kan vælte sig i penge, helst uden at have arbejdet for at få disse. Den grådige kan blive bange for, at andre har opnået at skrabe endnu mere til sig.

6. Misundelse …
De fleste mennesker har vel på et eller andet tidspunkt haft følelsen af misundelse, og vi ved, at misundelse ikke er noget positivt, det er en grim og smålig følelse. Vi bør være glade på andres vegne, når det går dem godt.
Misundelse afslører et svagt punkt i os selv. Jeg kan ikke tåle at andre kan noget jeg ikke kan, eller at andre har noget jeg ikke har. Prøv så at spørge dig selv, hvorfor kan jeg det ikke, - eller hvorfor har jeg det ikke, - muligvis fordi jeg har været for sløv. … Så var det da en mulighed at arbejde på at opfylde dine egne drømme, - at få noget ud af livet.

7. Dovenskab …
kan være årsagen til, at dit liv ikke er så godt som det kunne være.
Vi ved alle, at dovenskab er roden til alt ondt. Dovenskab er, at man ikke gør det, som skal gøres, og som man egentlig gerne vil gøre.
Du skal gide tage en beslutning, og gide at føre den ud i livet, også selv om du så må op af stolen. I øvrigt er det sådan, at dovenskab har det med at sprede sig, - først gad jeg ikke vaske op, nu gider jeg heller ikke gå ud med skraldebøtten o.s.v.
Man giver op, og kommer til at leve i et liv uden vækst. Dovenskab medfører at man til sidst slet ikke interesserer sig for sine omgivelser.

Dette var så en gennemgang af de syv dødssynder.
Jeg tror at jeg selv blev lidt klogere af at gennemgå dem.
Nu kan du så tænke nærmere over dem.

NB: den katolske kirke har i 2008 gennem Vatikanet udvidet listen med syv nye moderne synder:
1. Miljøforurening – 2. Genmanipulation – 3. Overdreven rigdom –
4. At udsætte andre for fattigdom –
5. Narkosmugling og brug af narkotika –
6. Moralsk diskutable eksperimenter på mennesker og dyr –
7. Brud på fundamentale menneskerettigheder.

Schröder

FRIEDRICH LUDWIG ULRICH SCHRÖDER

Schröders betydning for tysk frimureri.

Schröder (1744-1816) var teaterdirektør, forfatter og dramatiker, samt en af sin tids mest betydningsfulde Shakespeare fortolkere, - og samtidig en af de vigtigste reformatorer af tysk frimureri.

Frimureriet havde i Tyskland været inde i en stærk fremgang i anden halvdel af det 1800-århundrede, og overalt i Tyskland var der blevet oprettet nye loger, - mange af disse desværre ikke så regulære, som de burde være, ja i mange loger var frimureriet nærmest blevet til en slags "skuespil" eller "leg".

Frimureriet var "In" i visse af de bedre kredse, hvilket gjorde at der var personer som mente, at frimureriet kunne benyttes til at tjene hurtige penge.

Da de tre oprindelige frimurergrader, de tre Johannesgrader, også kaldet det blå frimureri, kun bestod af en Lærlingegrad, en Svendegrad og til sidst en Mestergrad, så var der personer, der syntes at disse tre grader kunne udvides med flere og mere fantastiske grader.

Der blev oprettet grader med rider ceremonier og flotte kostymer og endnu flottere titler, ikke kun på graderne, men også til de brødre der fik de forskellige grader.

Mange af disse fine titler og grader kunne ligefrem købes, ligesom man kunne købe patenter på oprettelse af loger.

Så det i Tyskland voksende frimureri var løbet ind i en alvorlig situation, - men heldigvis var der da også kræfter, som forsøgte at gøre frimureriet til det, som var den oprindelige mening med frimureriet.

Særligt konventet i Wilhelmsbad i 1782, hvor man gik bort fra "Strikte Observans", betød, at nu skulle der ske noget på det ritualmæssige område.

Schröder hørte, sammen med f. eks. Goethe og Herder, til de frimurerbrødre, der ønskede at vende tilbage til det oprindelige frimureris tre Johannesgrader, og derfor kastede Schröder sig ud i et forsøg på at finde frimureriets rødder, for - ud fra disse, at skabe et nyt ritual.

Ikke alene skrev han et ritual, han fortalte også hvordan indretningen skulle være, i de lokaler der blev benyttet til logesale, han udarbejde forslag til et arbejdstæppe, ja ... kort og godt, han skabte et komplet frimurerisk system.

Hans ritualer benytter et enkelt og let forståeligt sprog, og de ceremonier der skal udføres er enkle, men har trods det, en stor dybde, - samtidig har Schröder forsøgt at reducere antallet af de symboler der bruges i det frimureriske arbejde.

Når man arbejder med Schröders ritualer, kan man mærke teatermandens og dramatikerens tankegang.

Greven af Saint-Germain.

Når man er interesseret i frimureriets historie og søger rundt i denne, så støder man af og til på forskellige spædende bipersoner, - og sådan stødte jeg på Greven af Saint-Germain.

Jeg var interesseret i:
1. Kong Frederik den II, kaldet den Store,
2. Hertug Ferdinand af Braunschweig
3. Landgreve Prins Carl af Hessen og
4. Greve Christian Conrad Danneskiold-Laurvig.

Alle disse fire frimurere har været i kontakt med Greven af Saint-Germain, - men særligt
Prins Carl, - hos hvem den mystiske greve døde den 27. februar 1784, - for herefter at blive
begravet i Sankt Nikolai kirke i Eckernförde.

I Eckernförde Kirkebogen kan læses:
"1784 – nr. 12 – død den 27. februar – begravet den 2. marts – Den der kaldte sig Grev von St. Germein og Weldona – andre oplysninger kendes ikke – i stilhed gravsat i herværende kirke”.
Desuden fremgår det at der er betalt 12 rigsdaler for gravstedet i 30 år, - samt at begravelsen er sket om morgenen den 2. marts.

Yderligere har borgmesteren i Eckernförde, den 3. april 1784, ladet bekendtgøre, at da Greven af Saint-Germain og Welldone, der har opholdt sig her i landet i 4 år, er død, og man intet testamente har fundet, da anmodes arvinger og indehavere af fordringer til at berigtige sådant inden 6 uger, for indenlandskes vedkommende, og 12 uger for udenlandske, da man ellers vil fortabe sine rettigheder.

Grev Saint-Germains død meddeles også i ”Neuen Braunchweigischen Nachrichten” nr. 56 af 6. april 1784, og nr. 59 af 12. april 1784, - i sidst nævnte udgave med en pæn nekrolog, - skrevet på foranledning af Hertug Ferdinand.

Intet tyder på at Greven af Saint-Germain på noget tidspunkt er blevet optaget i frimureriet, - men den omtalte greves liv og levned er lidt af en gåde og ret interessant.

Ingen ved rigtigt noget om hans fødsel og herkomst, - men noget tyder på at han var en uægte søn af Fyrst Francis Leopold Ragoczy af Transsylvanien, og at han er født 1691 eller 1692.

Han er sandsynligvis opvokset hos den sidste Hertug af Medicis, Gian Gastoni (1671-1737), der også var den sidste Storhertug af Toscana, - hvilket kan forklare hvordan Saint-Germain kunnet bevæge sig i datidens højere kredse.

Han havde i øvrigt en stor historisk viden og talte italiensk, fransk, tysk, engelsk, spansk og portugisisk nærmest flydende, - muligvis med en lille accent.

Han var godt inde i kemi, - havde viden om urter og om fremstilling af urtemedicin.
Han havde sin egen ”livs eliksir”, vist nok en slags te, som angiveligt skulle have forlænget hans liv.
Desuden levede han efter en selvkomponeret diæt, der nærmest bestod af gryn, brød og hvidt kød fra fjerkræ.

Nogle mente han var alkymist, - men det han beskæftigede sig med, vil nærmest være det, vi i dag kalder for kemiske forsøg.

Han vidste en del om ædelstene, - var en glimrende violinspiller, og kunne også gøre sig gældende som kunstmaler.

Det var hans kemiske forsøg der i 1779 bragte ham til Prins Carl af Hessen, - idet Greven af Saint-Germain mentes at have en viden om fremstilling farver, der bl.a. kunne få selv de billigste stoffer til at ligne silke.
Hos Prins Carl blev der i Eckernförde skabt en fabrik, der skulle fremstille Grev Saint-Germans produkter, men desværre døde Greve, inden fabrikken kom rigtigt i gang.

Grev Saint-Germain er, - både i sin egen tid og senere, blevet beskrevet som Hof embedsmand, eventyrer, bedrager, svindler, opfinder, alkymist, pianist, violinist, komponist, okkultist med meget mere, og der fortælles de mest utrolige historien om ham.

Han ”hævdede” af og til, at han ikke at kunne ældes, - samt at han havde oplevet talrige historiske begivenheder.
Han kunne f. eks, fortælle om sine samtaler med dronningen af Saba, - eller om dengang han havde deltaget i brylluppet i Kana.

Selv i vore dage, er der mennesker som betragter ham som udødelig, - og som mener at han stadig lever ...
Han skulle således, - efter sigende, være leder af den europæiske gren af den Hermetic Order of the Golden Dawn, en hemmelig okkult orden, grundlagt i 1888.

Det meste af sit liv tilbragt han i de høje kredse, bl.a. ved det franske hof, hvor han havde vundet Madame Marquise de Pompadours fortrolighed (Jeanne-Antionette Poisson 1721-1764), og omgikkes Frankrigs Konge Ludvig den 15.

Overalt hvor han kom frem, fortæller man, at han var ulasteligt klædt og ofte prydet med diamanter.
Ingen er imidlertid i stand til at fortælle, hvor han fik sine økonomiske midler fra, - så alt herom må blive gætteri.

For det meste nævnes han som Grev eller Marquis Saint-Germain, hvilket skulle komme fra latinsk Sanctus Germanus = Hellig Broder, - men han benyttede også andre navne, - hvilket vist ikke var helt ualmindeligt i 1700-tallet.
(f.eks. Chevalier de Welidone/Welldone – Catalani – Marguise de la Croix Noire – Comte Belmar)

Greven af Saint-Germain siges at være forfatter til bogen ”La Trés Sainte Trinosophie”, oversat til engelsk under titlen ”The Most Holy Trinosophia.
Bogens historie er i sig selv temmelig mærkelig, og ikke meget tyder på at Greven er bogens forfatter.
Bogen er desuden stærkt knyttet til en anden mystisk person fra samme tidsperiode, nemlig den såkaldte Grev Alessandro Cagliostro = ærkesvindleren Giuseppe Balsamo.

Marie Antoinett von Lowzow er forfatter til bogen ”Saint-Germain, Den mystiske greve”.
Denne bog belyser hans liv og karakter gennem samtidens udtalelser og dokumenter, og giver et billede af en meget farverig personlighed.

Krise

LIVET …

Livet er en gave, - fyldt med glæder og lyse øjeblikke, - men de færreste af os undgår også at opleve, at livet også kan indeholde bekymringer og sorg, - altså livets mørke sider.

Livet er en gave, - indpakningen kan være spændende og flot, men det er det, der gemmer sig bag indpakningen, som er det vigtige.
Vi ved ikke, hvad vi får, - forhåbentlig er det noget vi ønsker os, - lige som vi ønsker, at hver morgen skal være begyndelsen på en ny og dejlig dag.

Men netop dagen i dag kan vise sig at være en dag, hvor alt bare går dig imod.
Du spilder kaffe ned at dit tøj, bilen vil ikke starte, du glemte at en af dine kære havde fødselsdag i dag.

Eller, dagen i dag er en virkelig krise dag.
Du bliver fyret fra dit arbejde, en af dine kære, eller du selv, får konstateret en alvorlig sygdom.
Det bliver en af livets mørke dage.
De fleste af os tænker muligvis ikke så meget over, hvordan dagen skal gå.
Vi lever i nuet, - og så længe der er tale om lyse dag, så tror vi ikke, at de mørke dage kan ramme os og vore kære.

Der er dog mennesker, for hvem livet tilsyneladende indeholder flere kriser end glæder, flere mørke dage end lyse. Hvad gør sådanne mennesker med deres liv?

Hvad gør man hvis livet ikke helt former sig, som man ønskede og troede det ville.
Hvad gør man hvis man selv, - eller ens kære rammes af sygdom.
Hvad gør man hvis man mister sit arbejde, og ikke kan overskue den nærmeste fremtid, - ja muligvis får økonomiske problemer.

Jeg er bange for, at så går mange ned med flaget, - særligt hvis de har levet længe på livets glade og lyse siden, og ment, at kriser er noget, man ikke selv har, eller kan få, - det er kun noget, som overgår andre.

Hvis sådanne ellers glade og lykkelige mennesker rammes af en krise, så har de vanskeligt ved rigtig at erkende den …
Det er samfundets skyld, - eller det er arbejdsgiverens skyld, eller … eller hvorfor skal sådan en ulykke lige ramme MIG?
Og … nu må velfærdsstaten virkelig træde til og rede trådene ud …

Mange er i dag ikke forberedte på kriser, - vi har det jo godt og lever et lykkeligt liv, - så hvorfor skal det hele så gå galt? Derfor … hvor mange af os er i stand til at takle en krise?

Hvor mange af os er i stand til, og har kræfter til, at forsøge at vende en krise til noget positivt, - eller til i det mindste til at lære noget af krisen?

Hvor mange af os har rigtige venner, som vi kan snakke med om den krise vi er inde i?

Er det ikke i dag blevet sådan, at mange mennesker lever i deres egen lille egoistiske verden, - nok har de familie og venner, som de mødes med og hygger sig sammen med, men … når krisen kradser, så står de pludselig alene i verden.

Nu ønsker jeg ikke på nogen måde at gør hvid til sort, eller ligefrem skabe problemer, hvor der ingen problemer er.
Men … jeg kunne godt ønske mig, at man af og til tænkte på livet som en gave, - en gave man skal passe på, og ikke bare tage for givet. Altså en gave af de helt store og dyre.

Lad os prøv at sætte mere pris på livet.

Prøve at sætte mere pris på de mennesker der omgiver os.

OG … hvis krisen rammer, hvis den ulykke sker, som vi ikke troede på kunne ramme os og vore kære …
Så lad ikke krisen slå os ud, - men lad os betragt den som en udfordring, - og lad os tage kampen op.

Det værste man kan gøre er at opgive, - eller at give alt andet skylden end en selv, - eller at vælge den nemme udvej, nemlig at sætte sig ned og forsøge at drikke sig ud af problemerne.
Skulle krisen kradse, - eller muligvis ramme rigtig alvorligt, så må vi ikke lukke os inde i os selv.
Så skal vi op på barrikaderne og slås, - så skal vi henvende os til familie og venner, og bede om at være os behjælpelig.

En anden, og virkelig god hjælp i en krise, - ja i hele ens liv, kan også være troen.
Troen på Gud. Troen på, at med Ham ved hånden er man aldrig alene i verden.

Ramme krisen rigtig hårdt, så skæld blot Gud ud Fortæl Ham at man ikke forstår hvorfor, - men slip Ham ikke. Bed Ham om at kæmpe sammen med dig, for at krisen ikke skal overmande dig.

For de fleste mennesker er troen på Gud ikke noget man tænker ret meget over i dagligdagen.
Kirken er for mange blot et sted, man kommer ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse …
Og … muligvis, som en god gammel tradition, når det er jul.

Men Gud er der altid og hver dag, så når krisen kommer, kan troen være en hjælp.
I de lykkelige og lyse stunder glemmer vi ofte Gud, - men Han glemmer aldrig os.

Kend dig selv!

Livet er en gave, - men også en opgave.
Opgaven går ud på at skabe en meningsfyldt tilværelse i et fællesskab med andre.
Lykkes det, så er man i stand til at tage kampen op mod de udfordringer der følger, og man vil opleve en lige så stor glæde ved at give som ved at modtage.

Over porten til Apollo-templet i Delphi stod der
γυοτι σε αντου
”Gnoti se auton” = ”kend dig selv”. Disse ord kender de fleste, men kender de også sig selv?

Sikkert ikke, for på trods af at man virkelig gør en stor indsats for at lære sig selv at kende, så vil de fleste ikke nå frem til at vide alt om sig selv og om sine inderste hemmeligheder.

Vi er rimelig gode til at finde vej, ellers kan vi få hjælp af kort, eller GPS og anden moderne teknologi.
Men hvordan finder vi ind i os selv, - hvordan lærer vi os selv at kende, - og hvordan får vi et godt fællesskab med vore medmennesker?

Vor nationalskjald Benny Andersen siger det sådan:
”Her går vi – ved siden af hinanden, - imellem os er der tolv tusinde mil.
For stædige til at skyde en lille genvej – på godt og vel er smil.”

Vi bliver aldrig færdige med at lære os selv rigtigt at kende, - og derfor glemmer vi ofte dem vi går ved siden af.
Men vi kan ikke undvære fællesskabet
Det er i fællesskabet, at man henter sit kampmod, venskab, kærlighed, frihed, - og sine bedste allierede overfor tungsind.

Positive følelser er det bedste våben, når vi finder, at tilværelsen er meningsløs.
I positive følelser ligger der et mægtigt sprængstof til en ny og bedre verden.
Lad os derfor hylde kærligheden og venskabet, - for det som vi deler med andre, lever længere, end hvis vi beholdte det for os selv.

Kæmp for at lære dig selv at kende, - kæmp for at fjerne dine dårlige sider, og for at udvikle de bedste sider i dig. Hver dag er en gave. Udnyt denne gave. Pak den ud og del ud af den.

Tanken måler og vejer. Men det er ånden, der når ind til livets kerne og favner hemmeligheden, - og åndens frøkorn er udødeligt.

Frimureri

FRIMURERI

Jeg tror at mange mennesker, i de omkring 300 år som det spekulative og åndelige frimureri har bestået, har følt, og tænk, at det er unaturligt, at voksne mænd, - på et tidspunkt endog hovedsageligt mænd fra de højere klasser i samfundet, - i dag mænd fra alle samfundsklasser, går i loge, for der sammen, i dybeste hemmelighed, at beskæftige sig med dødningehoveder, Salomos Tempel og lignende ”mærkelige” ting.

Derfor er det da også ganske naturligt, at mange har betragtet det, for udenforstående ganske ukendte frimureri, som noget ikke naturligt, - ja nærmest som noget, der kunne være direkte skadeligt for samfundet, - og om ikke for hele samfundet, så i det mindste for kirken...

Heldigvis er der i de senest år sket det, at frimureriet, i det mindste i Danmark, har været mere åbent omkring sit arbejde, - hvorfor man ude i befolkning, det frimureriet kalder den profane verden, er blevet mere forstående overfor det frimureriske arbejde.

Mange ”ikke frimurere” / profane, har i dag været inde i et eller flere af frimureriets huse, og har set en del af dette / disse huse, samt hørt om det arbejde der foregår i frimureriet, - hvilket igen har medført, at der har været en stigende positiv interesse for frimureriet, hermed også en øget tilgang til frimureriet.

Vore dages spekulative frimureri blev grundlagt i England / London den 24. juni 1717, herfra bredte det sig hurtigt til Frankrig, Holland, Tyskland, Sverige, Danmark, - således at der i dag findes frimureri i praktisk talt alle lande, der ikke styres af en diktator, eller af et tilsvarende styre.

Det hele begyndte med dannelsen af en Storloge i London, og i den forbindelse søgte man at finde frimureriets rødder langt tilbage i tiden, - muligvis var Adam den første frimurer, eller muligvis stammede frimureriet fra det gamle Ægypten, eller …

Disse tanker kan vi smile lidt af i dag, men for 300 år siden så man helt anderledes på mange ting, f.eks. på hvornår verden var skabt.

Selve begrebet ”frimurer” stammer fra det gode operative håndværk … murerfaget.

I middelalderen var det almindeligt at håndværkere indenfor et bestemt fag, sluttede sig sammen, og dannede håndværker lav, - mange steder var det nødvendigt at være medlem af et sådan lokalt lav, for at man kunne udføre sit håndværk.

Da man gik i gang med at bygge middelalderens store katedraler rundt omkring i Europa, så krævede disse fantastiske byggearbejder en høj specialviden, - en viden som oftest ikke fandtes indenfor det lokale murer lav, hvorfor man måtte tilkalde specialister andre steder fra, - og ofte også flere almindelige murere og andre bygningshåndværkere.

Disse specialister blev kaldt ”fri-murere” og fik deres egne opholdssteder på byggepladsen, såkaldte ”byggehytter”, på engelsk ”lodge”, som på dansk blev til ”loger”.


En anden forklaring på navnet ”frimurer” er, at disse frimurere var murer, der var særligt uddannet til at kunne tilhugge sten i bestemte former, samt til at udsmykke sten på en særlig måde.

I løbet af 1600-tallet standser de store katedralbyggerier, der var herefter ikke mere brug for de omrejsende specialister = ”frimurere”, ligesom der heller ikke længere var det store behov for, at man dannede lokale håndværker lav.

Derfor begyndte enkelte murer håndværker lav at optage mænd, der intet havde at gøre med det egentlige murer håndværk, som man før havde repræsenterede, - og hermed forvandlede de operative lav sig til at blive spekulative loger for mænd.

Nøjagtigt hvornår skete dette? Hvor opstod de første sådanne loger?
Hvad beskæftigede man sig med i disse loger?

Disse spørgsmål er det ikke helt enkelt at besvarer, da de kilder man har, er meget ufuldstændige.

Man forsøger historisk at skelne mellem ”operativt frimureri” og ”spekulativt frimureri”, og overgangen fra det ene til det andet har man fastsat til året 1717, vel vidende, at også før denne dato, var der dannet spekulative loger, der havde deres egne ”hemmeligheder”, - ”hemmeligheder” som de mere eller mindre, havde overtaget fra de operative murere, lige som man fra murerfaget overtog betegnelsen for de tre første grader, som værende lærlinge, svende og mestre.

Frimurerne overtog også murerhåndværkets forskellige redskaber, og benytter dem som symboler i det åndelige arbejde, - frimurerne er på en åndelig byggeplads, hvor man opfører et moralens tempel … både i den enkelte og for hele menneskeheden.

I 1723, altså 6 år efter at man havde grundlagt Storlogen i London, udkom Storlogens forfatning på tryk, - kaldet Storlogens Konstitutionsbog.
Denne Konstitution kunne købes af enhver, hvilket egentlig er ret enestående, når man tænker på, hvor hemmelighedsfuldt frimureriet senere blev.

Konstitutionsbogen bestod af fire afdelinger:
1, Frimureriets historie … 2, Frimureriets pligter … 3. Frimureriets almindelige forhold og endelig ... 4. Frimureriets sange.

Konstitutionsbogen var skrevet af, eller sammenfattet af, den presbyterianske præst James Anderson.

Bogen indeholder også nogle religiøse betragtninger, således står der, at:
”i gamle dage var murerne forpligtet til at tilslutte sig det lands eller den nations religion, i hvilket de befandt sig, men nu anses det for mere rådeligt kun at forpligtede dem til den religion, i hvilken alle mennesker stemmer overens, og ellers lade enhver beholde sin særlige mening, det vil sige, at de skal være gode og trofaste mænd eller mænd af ære og retskaffenhed, lige meget gennem hvilken sekt eller trosbekendelse de ellers adskilles.

Herigennem bliver mureriet et midtpunkt af forening og midlet til at stifte trofast venskab mellem personer, som ellers altid måtte have været fremmed for hinanden”.

Dette medmenneskelige synspunkt uddybes senere i Konstitutionsbogen, hvor der står:
”derfor må heller ingen private stridigheder eller kævlerier bringes indenfor logens dør, allermindst strid om religion, nationalitet eller statens styrelse, thi som murere, har vi den ovenfor beskrevne almindelige eller fælles religion … og når han forstår kunsten ret, vil han hverken være en tåbelig gudsfornægter eller et forvirret menneske uden religion”.

Hvordan det egentlige samvær mellem brødrene har været i 1717 ved vi ikke meget om, ligesom Konstitutionsbogen fra 1723 heller ikke siger så meget herom.

Logerne har givet haft nogle ritualer, og disse har haft et indhold af åndelig visdom, - sikkert med et anstrøg af alkymi og moral.

Hemmelighederne, om hvad der foregik blandt frimurerne, har virket dragende på de udenforstående, og dette gav meget hurtigt anledning til, at der blev udgivet såkaldte ”afsløringsskrifter”, hvor man fortalte om, eller søgte at fortælle om, hvad der foregik på en logeaften hos frimurerne.

Dengang, altså i 1717, var det sådan, at man ikke kunne søge om optagelse i en loge, man skulle foreslås til optagelse af et eller flere medlemmer af logen.
Denne regel er også gældende i dag.

Er man så blevet foreslået til optagelse af et medlem af en loge, så skal alle logens øvrige medlemmer enstemmigt tilslutte sig, at optagelsen kan ske.
Denne regel er med til at sikre harmoni i logen.

Frimureriet spredte sig som sagt hurtigt i Europa efter dets ”fødsel” i 1717. I 1737 kom det til Hamburg i Tyskland, - og i Skandinavien var det Sverige der først greb den frimureriske tanke, her åbnedes den første frimurerloge i Stockholm i 1735. Til Danmark kom frimureriet i 1743.

Højby kirke

Højby kirke i Odsherred, har fået FORNYET sin hjemmeside.

Prøv at gå ind på http://www.hoejby-sj-kirke.dk/

Jeg syntes kirken har fået en spændende - og lidt anderledes opbygget hjemmeside, som jeg håbet at mange vil få glæde og gavn af.

GÅ PÅ OPDAGELSE I HØJBY KIRKE - VELKOMMEN

Tempelherrerne (og Frimureriet)

I året 963 f.Kr. stod Salomons Tempel færdigbygget i Jerusalem.

I de følgende århundreder udviklede Jerusalem sig til en betydende by.

I året 587 f.Kr. erobrede Babylonierne byen, ødelagde Templet, nedbrændte byen og bortførte dens indbyggere til fangenskab.
I året 517 f.Kr. vendte jøderne tilbage, efter 70 år i udlændighed, og Zerubabel begyndte at genopføre Templet i Jerusalem. Der fulgte nu en tid, hvor Jerusalem atter blev en betydende by.
I året 66 f.Kr. belejrede den romerske hærfører Gnæus Pompejus Strabo (29/9.106 f.Kr. – 29/9.48 f.Kr.) Jerusalem, og efter tre års belejring overgav byen sig i år 63 f.kr. og blev nu underlagt Romerriget, - byen og Judæa (det nuværende Palæstina) blev nu styret af den romerske guvernør i Syrien.

I år 37 f.Kr. blev Herodes den Store (ca. 73 f.Kr. – 4 f. Kr.) af Markus Antonius (83 f.Kr. – 33 f.Kr.) og det romerske senat, Andet Triumvirat, udpeget som konge over Judæa.
I sin regeringstid stod Herodes for en imponerende ombygning og udvidelse af Templet i Jerusalem.
Han byggede søjlegange, trappeanlæg og ikke mindst store vandforsyningsanlæg.

I år 70 e.Kr. erobrede Titus Flavius Vespasian (20/12.39 – 13/9.81) Jerusalem, og atter blev Templet ødelagt.

Med kristendommens sejr i 300-tallet oplever Jerusalem en ny opblomstring, og denne varede til år 638, da kalif Umar ibn al-Khattab erobrede Jerusalem, hvor ved byen kom under muhamedansk herredømme.
Herefter blev det i de kommende år vanskeligere og vanskeligere for de kristne pilgrimme at besøge de hellige steder i Jerusalem.

I år 1095 indkaldte Pave Urban II. (1042-1099) til en synode (kirkesamling), med det formål at opfordre til et korstog, for at befri Det hellige Land, og atter bringe Jerusalem under kristen kontrol.

Fyrsterne i det kristne Europa stillede deres soldater til Pavens rådighed, og august 1096 drog man af sted mod Jerusalem.

Som et tegn på at de var Kristi stridsmænd, hæftede de et rødt kors på deres højre skulder.

Den 15. juli 1099 indtog man byen, og den 22. juli vælges den franske hertug Godefroy de Bouillon, hertug af Nedrelothringen, som fyrste af Jerusalem, - han var da 37 år.
Nogle mener at han juledag år 1100 blev kronet til konge af Jerusalem i Fødselskirken, bl.a. på grund af at han skulle nedstamme direkte fra Kong David, hvorved Davis slægten var tilbage på tronen i Jerusalem.

Nogle kilder hævder at Godefroy i år 1090 havde stiftet ”Ordre de Sion”, og at denne orden senere indgik i Tempelherreordenen, – indtil 1188, hvor den igen udskilte sig, nu under navnet ”Prieure de Sion” - nogle er også af den opfattelse, at det var denne orden der ”egentlig” stod bag nedlæggelse af Tempelherreordenen i 1312.

Selv har Godefroy vist nok ikke accepteret denne kongetittel, han anså Kristus for den eneste sande konge, hvorfor Godefroy kaldt sig ”Den Hellige Gravs Forsvarer”.

Godefroy lever dog kun til år 1100, hvorefter hans broder Balduin krones som Kong Balduin I. af Jerusalem.
Han regerer Jerusalem med stor dygtighed, men dør år 1118 på et togt mod Ægypten.
Han efterfølges af sin fætter, greve af Edessa, der krones som Balduin II.

Nu er vi så ved korstogstidens riddere. Disse har i begyndelsen nok selv været en slags pilgrimme, for så senere at blive forsvarere for andre pilgrimme, der rejste mod Jerusalem.

Hvorfor påtog disse riddere sig denne uselviske gerning?
Hvorfor ofrede de ”gods, ære, ja endog livet om det skulle være nødvendigt?”.

En del af dem har været yngre sønner af slotsherre og andre rige mænd. Sønner der ikke kunne forvente at arve deres fædre, og som brugte nogle år af deres liv som korstogsriddere.
De har sikkert også haft en stor del eventyrløst i blodet, og så skadede det jo ikke at kirken lovede dem aflad for deres syndere, og andre fordele.

De har som korstogsriddere levet et hårdt liv, - men de var ikke fattige og ubeskyttede. Ofte havde de både væbnere og svende med sig, til at opvarte dem midt i alle strabadserne.

I 1098 stifter en Benediktinermunk et nyt kloster i Burgund, i det østlige Frankrig. Munkene i dette kloster bliver senere kendt som Cisterciensere.
De skifter Benediktinermunkenes sorte dragter ud med hvide, - det der senere blev Tempelherrernes dragter.

I 1118 rejser 9 unge adelsmænd under ledelse af den franske greve Hugues de Payen (født 9/2.1070) til Jerusalem, med det erklærede mål, at yde pilgrimsrejsende til Jerusalem en rimelig beskyttelse.

De får foretræde for kongen af Jerusalem, Baldouin II., som de foreslår, at der oprettes en orden med navnet ”Kristi Fattige Riddere” eller / og ”Salomos Tempels Vogtere”, også kaldet Tempelordenen / Tempelherreordenen / Tempelridderne.

Både kongen og patriarken af Jerusalem, pavens særlige udsending, anså ideen for god, hvorfor der stilles en fløj af det kongelige palads til rådighed for Hugues og hans otte venner.

Ifølge overleveringer var den fløj de fik stillet til rådighed, bygget over fundamenter fra Kong Salomos Tempel.

De ni riddere indstiftede den nye orden i Den Hellige Gravs Kirke, og Hugues de Payen blev ordenens mester (titlen stormester kom først senere).
I de næste ni år blev der ikke optaget nye kandidater i den ny orden, - men hvad lavede de 9 riddere så i denne periode?

Der gisnes om at de kan have foretaget udgravninger i de gamle Tempel fundamenter, - hvis dette er tilfældet, hvad fandt de så?

I 1127, efter 9 år i Jerusalem, vender de 9 riddere tilbage til Europa, hvor Hugues aflægger beretning til Cistercienserordenens leder, Abbed Bernhard af Clairvaux, som Hugues kan meddele, at opgaven var fuldført. Hvilken opgave? Hvorfor aflagde han rapport til Cisterciensernes leder? Var Bernhard i hemmelighed den egentlige leder?

I januar 1128 indkalder Abbed Bernhard til et kirkemøde i Troyes, hvor greven af Champagne havde sit hof, og ved dette møde bliver Tempelherrerordenen officielt anerkendt og af kirken optaget som en religiøs og militær Orden.

Hugues de Payen udnævnes atter til ordenens mester, og der opstilles regler for ordenen og dens medlemmer. Medlemmerne skal følge en streng klosterdisciplin, fattige og kyske, samtidig skal de have nidkært militærisk mod, altså en slags krigermunke.
Princippet i ordensreglerne var bygget på Cistercienserordenens regler.
Om ordensmedlemmernes påklædning stod der: Det tillades ingen at bære hvide ordensdragter eller have hvide kapper, bortset fra Kristi Riddere.

Fra nu af udvikler ordenen sig i rivende hast, det strømmer til med nye medlemmer, allerede 1130 har ordenen ca. 300 riddere, og ordenen får doneret både penge og ejendomme, således at ordenen i købet af få år ejede landområder i Frankrig, England, Skotland, Spanien og Portugal.
Ordensmedlemmerne skulle overdrage ordenen deres gods og jordbesiddelser, men dette afskrækkede tilsyneladende ikke.

I 1139 udsendte pave Innocent II. et brev / bulle, hvoraf det fremgik, at Tempelherrerne ikke skulle anerkende nogen verdslig eller gejstlig magt som deres overherre, bortset fra paven selv. Hermed var Tempelherrerne bedre stillet end mange konger, - ordenen nærmest blevet en magt.

Ordenens besiddelser udstrakte sig nu også til Italien, Østrig, Tyskland, Ungarn og Konstantinopel.

I 1146 begyndte Tempelherrerne at anvende det berømte kors med de skrå linier, og ordenen var nu den mest velstående og magtfulde organisation inden for kristenheden, bortset fra pavedømmet, og var til stadighed indblandet i diplomatiske aktiviteter på højt plan..

Ordenen arbejdede ikke kun i den kristne verden, men også i den muslimske, hvor den var meget respekteret.

Med tiden kom flere konger til at stå i økonomisk gæld til Tempelherrerne, blandt disse også Kong Filip den 4. af Frankrig (den smukke) (1285-1314). På en tidspunkt ansøgte Filip om at blive gjort til æresridder i ordenen, - lige som Richard Løvehjerte, konge af England (1189-1199), i sin var blevet det, men Filips ansøgning blev afslået, hvilket skærpede hans had til Tempelherreordenen.

Nu begynder der pludselig at cirkulere rygter om, at der foregik ugudelige ting, under ordenens hemmelige indvielsesritualer. Ingen ved hvor rygterne stammede fra.

Rygterne er imidlertid så vedholdende, at ordenens stormester, Jacques de Molay (valgt til stormester i 1292), måtte forlade ordenens hovedsæde på Cypern, for den 24. juni 1307 at mødes med Kong Filip i Paris, - kongen havde anmodet om en forklaring.

Kongen foregav at være tilfreds med Molays tilbagevisning af rygter, - men i al hemmelighed satte Filip en stor plan i værk.

Han udsender den 14. september forseglede ordre til alle sine betroede embedsmænd i Frankrig.
På ordrerne stod der, at seglet skulle brydes og ordren læses, ved solopgang fredag den 13. oktober 1307.

Da solen brød frem den 13. oktober blev alle seglene brudt, og modtagerne kunne læse: ”Arrester straks alle Tempelherre i området”.
Kuppet lykkes over alt forventning, - selv stormester Molay blev arresteres på Le Temple i Paris.

Nu følger en længere proces, herunder med afhøringer af de arresterede ordensmedlemmer, og under disse forhør er der ordensmedlemmer, der tilstår nogle af de anklager som rygterne har rejst mod dem.

I august 1308 er der 127 anklager mod ordensmedlemmer, - de skal have fornægtet Kristus, spyttet og trampet på korset, de skal have tilbedt en mystisk ”Baphomet”, de skal være blevet kysset ”på navlen og nederst på rygsøjlen”, de skal have dyrket sex med hinanden, med meget mere.

Efter de første afhøringer og tilståelser overtager paven, Klement den V., gennem Inkvisitionen, sagen, - og nu trækker flere af Tempelridderne deres tilståelser tilbage, og klager over at disse er afgivet under tortur.
Desuden er nogle af anklagepunkterne slet ikke kætterske, men særlige prøver, der skal styrke ordensbrødrene overfor de forhør, de kunne blive udsat for, af de muslimske saracenere.

I 1310 er sagen mod ordenen så småt ved at smuldre, men så tager ærkebiskoppen af Sens det næste skridt, den 12. maj 1310 gør han kort proces, og brænder, uden for St. Antoine porten til Paris, 54 af de Tempelherre, der havde trukket deres tilståelser tilbage, - samtidig tilgiver og løslader han de ordensbrødre, der havde fastholdt deres tilståelse.

Filip den Smukke og Pave Klement aftaler nu, at ordenens skæbne skal afgøres endeligt på et kirkemøde.
Dette kirkemøde påbegyndes den 16. oktober 1311 i den sydfranske by Vienne.
I den nærliggende by Lyon samler der sig omkring 2.000 Tempelherrer, der gør krav på at få foretræde ved kirkemødet, for at fremlægge deres forsvar, - og i december bevilliges de et sådan foretræde.

Men inden dette foretræde skal finde sted, afbryder Pave Klement kirkemødet, og i stedet dikterer han den 22. marts 1312, ved et såkaldt ”apostolisk provision”, at ordenen er opløst.
Ordenens værdier overdrages til Johanitterordenen.

Pave Klement og Kong Filip havde været barndomsvenner, og det er blevet antydet, at Filip havde ”fået fjernet” tidligere paver, samt øvet stor indflydelse ved valget af Klement til pave i 1305, - nu ønskede Filip så, at paven skulle yde noget til gengæld, - men … modsat kan det også tænkes, at Klement selv, hellere end gerne, ville af med ordenen.

Ordenen var opløst, - og dens sidste stormester, Jacques de Molay, samt hans næstkommanderende, Godfrey de Charney, blev efter tortur brændt på bålet, den 18. marts 1314, på øen ”Ile de Cite” i Paris.

På bålet skal Molay have forudsagt, at Filip ag Klement inden 30 dage, ville blive stillet for Guds domstol. De døde begge i løbet af kort tid.

Alle Tempelherrernes hemmelige dokumenter, samt deres store formue, forsvandt på mystisk vis, og er, så vidt vides, aldrig senere blevet fundet.
Havde ordenens sidste stormester ladet de hemmelige dokumenter brænde? Eller?

Også Tempelherrernes flåde forsvinder i historiens tåger. Der er usikre forlyderne om, at en del af flåden forlod La Rochelle i Frankrig natten før arrestationen af Tempelherrerne, - samt at skibe der havde været forankret i Seinen sluttede sig til. Hvad medbragte disse skibe? Og hvor sejlede de hen?

Man ved, at i Spanien skiftede ordenen navn til Montesa Ordenen, og gik i alliance med den spanske konge.
I England tog det meget lang tid, før man arresterede nogle enkle riddere, der fik meget milde proforma domme, - og det tog også lang tid, før man overdrog ordenens besiddelser til The Hospitallers, Johanitterordenens sygehusvæsen.
I Skotland reagerede man slet ikke på Pavens opløsning af ordenen, og det siges at Tempelherrerne deltog i slaget ved Bannockburn i 1314, hvor Skotterne og Englændernes sloges.
I Portugal skiftede Tempelherrerne navn til ”Kristi Riddere”.
I Tyskland indgik ordensbrødrene i Johanitterordenen, eller i dens ”tyske afdeling” De Tyske Riddere.

Senere har man ofte villet sætte Tempelherrerne i forbindelse med Frimureriet.
Med for de fleste frimurere er det det moderne frimureri født, da fire loger slog sig sammen i London den 24. juni 1717, og dannede en storloge.
Men for at fire loger kunne slutte sig sammen, må der jo have loger forud for denne dato.

Der fandtes i Europa på denne tid mange hemmelige ordener og selskaber, og mange er af den opfattelse, at der fra omkring år 1200 har eksisteret både engelske, tyske og franske frimurerloger.
Disse loger har givet været anderledes end de loger vi kender i dag, - og om Tempelherrerne har haft indflydelse på disse loger, er det umuligt at udtale sig om.

Nogle mener at store dele af de flygtende Tempelherre lande i Skotland, og at de derfra gennem generationer har haft indflydelse på frimureriet, ikke mindst gennem den skotske Tidselorden, - og ikke mindst på Andreas Frimureriet.

Men alt dette er til en vis grad kun gætterier, - som blandt andet har sine rødder i, at for frimureriet spiller Kong Salomos Tempel en vis rolle, og så er vi tilbage ved begyndelsen til denne beretning.

Salomos Tempel

År ca. 963 f. Kr. stod Kong Salomos (ca. 975-930 f.Kr.) Tempel færdigbygget i Jerusalem.
Efter syv års arbejde, stod et epokegørende bygningsværk færdig, - et bygningsværk som har en særlig plads i frimureriet.

I Første Krønikebog kap. 22. kan vi læse om hvordan Kong David ønsker at bygge Gud Herren et hus, et hus der skulle være stort og mægtigt, for at det kan vinde navnkundighed og ry i alle lande.

Men Gud ønsker ikke at David selv bygger dette hus, Gud ønsker at Davids søn Salomo skal bygge huset, hvilket David fortæller sin søn, - og i kap. 28. giver David sin søn en tegning og en beskrivelse af Templet.

I kap. 29. hører vi om de gaver der gives til templet, - og i Anden Krønikebog kan vi læse mere om Templets opførelse.

I Første Kongebog kap. 5. hører vi om Salomos venskab med Kong Hiram af Tyrus, og om hvordan Salomo forbereder Templets opførelse.

I Første Kongebog kap. 6. kan vi læse om hvordan Salomo begyndte sit Tempelbyggeri i det 480. år efter at israelitterne var vandret ud af Ægypten.
Her følger så også en beskrivelse af, hvordan Templet så ud, og hvor stort det var.

Beskrivelsen fortsætter i kap. 7. hvor vi hører om Templets udstyr, og om de to kobbersøjler, der blev rejst foran Templets forhal.

I kap. 8 høres vi om hvordan pagtens ark bliver bragt til sin plads i Templets ”inderhal”, det Allerhelligste sted i Templet, - samt om hvordan Templet bliver indviet.

Templet er beskrevet mange steder, ikke alene i Bibelen, men også af datidens historiker Joseph ben Mattathias, bedre kendt som Flavius Josephus (37-100 e.Kr.), men ingen af de beskrivelser vi har, er så gode, at man ud fra dem kan rekonstruere templet fuldstændig.

Der er så mange detaljer omkring templet, at ikke to forfattere har beskrevet det ens.
Beskrivelsen i Det gamle Testamente er temmelig fyldig, men ikke altid helt klar når det drejer sig em enkeltheder.

Man ved dog så meget, at templet var bygget i granit og marmor, med cedertræs paneler, der var smykket med udskæringer af bl.a. frugter, og smykket med forgyldninger, lige som der var brugt ædelstene og ædle metaller. Gulvet var cypresplanker.

Håndværkerne der rejste bygningen, murere og tømrer, var fønikere, og bygmesteren Hiram var på fædrene side også føniker, men på mødrene side israelit.

Templet blev bygget på Jerusalems nordøst høj, Moria højen, på jebusitten Aravnas gamle tærskeplads, som Kong David havde købt år 990 f.Kr.
Da Templet skulle bygges, blev pladsen sandsynligvis gjort større, ved bygning af en kunstig terrasse.

Selve bygningen var østvendt, og have et indvendigt mål på … 30 m lang – 10 m bred og 15 m høj.
Bygningen var delt i to afdelinger.

Det Hellige, der var 20 m langt og Det Allerhelligste der var 10 m langt.

Foran indgangen til Det Hellige var bygget en forhal på 5 m i bredde x 10 m i længden, og på hver side af indgangen til denne, stod en svær søjle.

Langs selve Templets og forhallens sider var en ”tilbygning”, som rummede små kamre i tre etager. Denne tilbygning nåede 7,5 m op i højde.
Da murene var meget kraftige for neden, men blev lettere opefter, var de nedre kamre en del mindre end de øvre.

Det Allerhelligste hvilede på en 5 m høj sokkel, og der førte en trappe op til rummet.
Ved at hæve gulvet med 5 m, fik rummet form af en kubus på 10 x 10 x 10 m.
Denne fuldkomne form på rummet, har nok været et symbol på Guds ophøjethed, - og fuldkommenhed. Dørene ind til rummet var udført i Oliventræ.

Inventaret i Det Hellige bestod sandsynligvis af et skuebrødsbord, en slags alter, der har stået midt for væggen op mod Det Aller Helligste, - desuden har der nok stået borde langs rummets sider. På bordene har der i hver side stået 5 guldlysestager.

Grundet tilbygningerne på siderne af Templet, har vinduerne siddet ret højt op, så det har været nødvendigt med kunstig belysning. Der var i Det Hellige også et røgelsesalter, udført i guld.

Det Allerhelligste indeholdt Pagtens Ark, en kiste af akacietræ, beklædt med guld, både indvendig og udvendig, og med et tungt låg, ligeledes af guld. Arken var 120 cm lang, 76 cm bred og 76 cm høj.
Arken stod mellem to ca. 4,5 m høje kerubstatuer, hvis vinger mødtes over arken og nåede ud til væggene. Statuerne var udskåret i oliventræ og beklædt med guld.
I hvert hjørne af Arken var en ring af guld, til brug for montering af bærestænger.

I Arken lå Arons stav, en smule af ”himmelens manna” samt de to stentavler med den 10 bud.

Omkring selve tempelbygningen lå en forgår, denne har på Salomos tid nok været ret snæver, for Herodes udvidede ”Tempelpladsen” til det dobbelte. Forgården var omsluttet af en mur, og kaldes ofte ”den indre forgår”.

I forgården stod et brændoffer alter af kobber, - det stod på en forhøjning der var 5 m høj og målte 10 x 10 m. Forhøjningen var forsynet med horn i de fire hjørner. En trappe førte fra østsiden op til alteret.

Mellem dette alter og Templet stod ”Kobberhavet”, et stor rundt vandkar af kobber, der hvilede på 12 kobberokser, der var opstillet i en firkant, med hovederne mod de fire verdenshjørner.
Vandet fra beholderen blev brugt ved præsternes rituelle afvaskning, samt rituel vask, bl.a. af offerkød.

Kobberhavet har sikkert været et symbol på urhavet eller verdenshavet, og de 12 okser, der bar det, kunne symbolisere dyrekredsens stjernebilleder.
Endelig er vand og dyr muligvis også et frugtbarhedssymbol.

Templet var i brug i ca. 4oo år, indtil Babylonerne, under Nebukadnezar den II., lod det ødelægge år 587 f.Kr.

I år 536 f.Kr. får Zerubabel tilladelse til at føre Jøderne tilbage til Jerusalem fra landflygtighed i Babylon, og Zerubabel tager fat på at lade Templet genopbygge.
Efter en del forhindringer stod dette andet Templet færdigt omkring år 516 f.Kr., - blev vist indviet den 25. februar år 516 f.kr., men Templet havde slet ikke i den samme pragt og rigdom som Salomos Tempel, selv om det nok har haft samme grundplan.

Det er nok på dette tidspunkt at den store syvarmede lysestager får plads i Templet, - den har sandsynligvis ikke været der i Salomos Tempel.
Hvis lysestager skulle have været der i Salomons Tempel, så er den blevet ført som krigsbytte til Babylon, og den kan så muligvis være kommet med Zerubabel tilbage til Jerusalem. Sikkert er det imidlertid, at den fandtes i det andet Tempel.

I år 168 f.Kr. erobre den syriske konge Antiochos Epifanes Palæstina. Han rejste et alter for Zeus i Templet, og på dette tidspunkt forsvinder den syvarmede lysestage for altid.

Dette Tempel står i ca. 500 år, indtil år 21-20 f.Kr., da begynder Herodes den Store at ombygge og udvide Templet, et arbejde der varer i 84 år, således at Templet stod færdig år 64 e.Kr.

Dette Tempel, af nogle kaldet det tredje, var bygget i hellenistisk stil, - var nok et af de mest pragtfulde bygningskomplekser, der har eksisteret.
Historikeren Josefus er citeret for at sige: ” Den, der ikke har set Templet i Jerusalem, har ikke set en smuk bygning”.

Herodes udvidede tempelpladsen til en størrelse af 500 x 300 m, og rundt om pladsen byggede han søjlegange med tre rækker søjler.

Man kom op til Templet ad syv trin. Først kom man til hedningernes forgår, så til kvindernes forgår, derefter til mændenes forgår, og endelig til præsternes forgår.

Selve Templet bestod stadig af Det Hellige og Det Allerhelligste, dette sidste sted kunne kun ypperstepræsten betræde, og kun én gang om året.

Allerede år 70 e.Kr. blev Templet igen ødelagt, i forbindelse den romerske hærfører Titus ødelæggelsen af Jerusalem.
Nogle mener at den syvarmede lysestager på dette tidspunkt blev ført til Rom, hvor Kejser Vespasian i år 75 anbringer den i ”Fredens Tempel”, - andre mener at det kun var en billig efterligning

I dag er der intet tilbage af Salomos værk, kun den nøgle klippe, der ligger blottet under kuplen på den muhamedanske Klippemoske (Omar-moskeen).

Schröder

Friedrich Ludwig Ulrich Schröder

Tysk dramatiker, skuespiller, instruktør og teaterleder.

Født 2.11.1744 – død 3.09.1816.

Blev den 8.11.1774 optaget i logen ”Emanuel zur Mainblume” under Storlogen af Hamburg.

Han blev den 24.8.1787 logens Ordførende Mester. Den 24.4.1799 blev han Deputeret Stormester og den 28.6.1814 Stormester for Storlogen af Hamburg.

Storlogen af Hamburg havde været med i arbejdet under Stricte Observans, men forlod dette system efter frimurerkonventet i Wilhelmsbad den 16.7.1782.

Storlogen nedsatte herefter et udvalg som skulle skabe et nyt ritual for Storlogens loger, et ritual der kun skulle beskæftige sig med de tre Johannesgrader. Schröder blev formand for dette udvalg.

Den 30.03.1798 trak Schröder sig tilbage som leder af teatret i Hamburg, og brugte nu al sin tid på at arbejde på det ny ritual. Han rejste rundt i Tyskland og talte med fremtrædende tyske frimurere og han indsamlede alt relevant materiale.

I år 1800 afsluttede Schröder sit arbejde med at skabe et nyt ritual, for de tre Johannesgrader, ud fra de gamle engelske ritualer, - hele Schröders frimureriske grundtanke hviler på Br. James Andersons Konstitutionsbog med "Frimurerens gamle Pligter - the old charhes".

Målet for Schröder havde været at skabe et ritual, som kunde virke på brødrenes sind ved sin klarhed, sin enkelhed, sin harmoniske skønhed, og sin indre sandhed.

I Schröders Ritual mærkes tydeligt, at målet er at opdrage menneskene til en moralsk livsførelse hér på jorden. Derfor er benyttelsen af symbolerne i Schröders Ritual forsøgt tilpasset, så de også kan benyttes af brødrene ude i det profane verden, - og på grund af symbolers enkelhed, så forstås de let, derfor huskes de, og dukker op i Br. bevidsthed, når de står på skillevejen mellem godt og ondt, skønt og grimt, sandt og usandt. Herved bliver symbolikken en moralsk ledetråd for hver enkel Br. i hans arbejdet på at lære sig selv at kende – hermed ledetråde i hans egen opdragelse og selv forædling.

Det nye Schröder Ritual blev godkendt og indførtes i Hamburgs Loger den 29. juni 1801. Ritualet blev ligeledes taget i brug af mange andre tyske loger.
Den første trykte udgave af ritualet udkom i 1816, med de små ændringer og tilføjelser der var sket siden 1801.

Da Schröder var en af datidens største skuespillere samt en dygtig instruktør, så kan disse egenskaber ses og høres i hans ritual. Derfor kræver logearbejdet efter det Schröderske Ritual, en logeledelse med ”lidt særlige” egenskaber.

Det er dette Schröder ritual, fra 1801, som Johanneslogeforbundets loger arbejder efter.