Aristoteles

Græskfilosof, logiker og naturforsker. (384-322f.kr.)

Født 384 f.kr. i Stageira (nær Saloniki) i Nordøst Grækenland som søn af livlæge Nicomachus, ved kong Amynta den II.`s hof i kongeriget Makedonien.
Studerede i Platons (427-347) ”Akademi” i Athen – fra omkring 367og til Platons død i 347.
Dette Akademi var nok Europas første universitet – grundlagt 385.

Fra 347 til 343 rejste Aristoteles rundt i Lilleasien for at studere. Han boede nogle år i Asos.

I nabobyen herskede tyrannen Hermias, og Aristoteles giftede sig med hans adoptivdatter Pythias, med hvem han fik en datter, hvis navn ikke kendes. Da Pythias dør, lever Aristoteles sammen med sin slavinde Herpyllis, med hvem han får en søn, der opkaldes efter hans far Nicomachus.
Herpyllis bliver først frigivet fra slaveriet ved Aristoteles død og testamente.

Var, på opfordring af kong Philip II, af Makedonien, en af lærerne for dennes 13 årige søn Alexander, senere Alexander den store – fra omkring 343 – til omkring 340.

Grundlagde omkring 335 sin egen skole i Athen – Lykeion (græsk = skatkammeret). Skolen blev også kaldt den peripatiske skole, det græske ord peripatein betyder at spadsere, og det var en græsk tradition, at forene det at tænke med det at vandre. Aristoteles gik og underviste sine elever i Lykeions søjlegange. Lykeion lå i en lille lund helliget Apollo nordøst for Athen.

Aristoteles forlader Athen 323 – muligvis på flugt for de ny magthavere, der ikke brød sig om folk der havde Makedonisk baggrund, og rejser til Chalkis på øen Euboia, hvor han dør 322 f.kr.
Før han forlader Lykeion overlader han dets ledelse til sin ven gennem mange år, Theofrastos, der har ledelsen i de næste 35 år.


Aristoteles betragtes af mange som videnskabens fader, blandt andet fordi han samlede materiale om de emner der interesserede ham.

Desuden var han en slags ”opfinder” af biologi, retorik og psykologi –
Samtidig med at han definerede områder som etik, logik, statslære og metafysik.

For Aristoteles var lykken det højeste mål for mennesket, og med lykke forstod han at leve lykkeligt og klare sig godt.
For Aristoteles var det gode liv ikke noget som man kom let til, det var noget man konstant måtte kæmpe sig frem mod - eller kæmpe for at opretholde.

For at opretholde det gode liv – eller lykken - måtte man leve ud fra sin fornuft.
Man måtte bruge sin fornuft til at træffe de rigtige valg i livet.

Aristoteles var klar over at vi som mennesker har brug for hinanden, derfor bør vi også behandle hinanden med respekt.
Man kan ikke have et godt liv som eneboer.

Så kan man jo spørge, fandt Aristoteles så ud af, hvordan man levede et godt og lykkeligt liv?

Svaret er … vi ved jo alle, at der ikke findes en opskrift på et sådant liv, hvad der er et lykkeligt liv for dig, behøver nødvendigvis ikke at være et lykkeligt liv for mig.

Etik, som Aristoteles beskæftigede sig med, havde dengang en bredere betydning end den har i dag.
Dengang var etik læren om det gode ved alle tilværelsens aspekter, altså ikke kun ved det moralske.

Etik er imidlertid ikke en videnskab der kan måles på dets resultater, som f.eks. matematik eller fysik.
Alligevel har Aristoteles nogle gode råd, som vi kan benytte, når vi vil skabe os et lykkeligt liv.

Aristoteles lære omfattede ”den gyldne middelvej”, - et udtryk han skabte, og her nævner han en række dyder, som han mente man burde leve efter.
Man skal f.eks. undgå at være fej - man skal heller ikke være dumdristig, - men man skal være modig.
Man skal ikke være nærig, men heller ikke være ødsel, - derimod skal man være gavmild.
Når man vurdere et andet menneske skal man forsøge at være retfærdig i sin bedømmelse.

Det kunne lyde som om Aristoteles mente at et lykkeligt liv, var et liv levet i mådeholdenhed, altså hverken at overdrive noget eller underdrive – men netop finde den gyldne middelvej.
Og så er vi jo igen tilbage til, at et sådant liv nok vil være forskelligt fra menneske til menneske.

Her er det så at fornuften igen kommer ind i billedet.
Fornuftens fornemmeste funktion er den, at finde den moralsk rigtige måde at handle på.
Aristoteles mente at der altid var en moralsk rigtig måde at gøre tingene på.

En vares pris skal altid være retfærdig, altså hverken over eller under hvad der er rimeligt …

Hvis Folkekirkens Nødhjælp beder om hjælp, så er det ikke meningen at vi alle skal give 100 kr.
For den rige, der har økonomien i orden, og ikke savner noget i hverdagen, ville100 kr. nok være for lidt, - men for den fattige enke vil 100 kr. nok være for meget.
Her er det så at de begge, ved brug af deres fornuft skal afgøre, hvad der er den gyldne middelvej.

Så kan man spørge, hvorfor skal vore handlinger være styret af vor moral?
Er det udelukkende for vore medmenneskers skyld?
Her ville Aristoteles have svaret nej, - og have tilføjet, det er for vor egen skyld.

Vi kan nemlig kun leve et lykkeligt liv, hvis vi behandler andre mennesker godt.

Fornuften har også andre funktioner end at være vejleder for vor moral.
Aristoteles mente ganske enkelt, at netop det at vi har en fornuft, viser at vi er mennesker.
Mennesket er, i henhold til Aristoteles, et middelmådigt væsen mellem dyrene og guderne.

Aristoteles opdelte fornuften i to størrelser. Den praktiske – og den teoretiske fornuft.
De fleste af os benytter mest den praktiske fornuft, den gode sunde fornuft, der viser os de sande moralske dyder.

Den teoretiske fornuft er mere abstrakt og praktiseres af intellektuelle og filosoffer.

Et helstøbt menneske skal altså benytte sin fornuft i dagens arbejde – og om aftenen kunne fælde en tåre over et smukt digt.

Aristoteles havde et verdensbillede hvor jorden var centrum, og hvor sol, måne, planeter og stjerner cirklede omkring jorden.